Alternative veje

LEDER
15. august 2015

De blev grinet ud, længe før de kom ind. Hvis de gale gøglere og utopiske idealister i Alternativet nogensinde blev valgt i Folketinget, så ville de i hvert fald aldrig få reel politisk indflydelse.

Det var den skråsikre analyse fra flere politiske kommentatorer, som alle er en del af den politiske klasse, der for sent forstod, at Alternativet blandt andet er et oprør mod dem.

Partiet er som bekendt i dag større end både Konservative og Radikale Venstre, og så sent som i går skabte partiet politisk flertal for et forslag, der kan være med til at indfri partiets luftige ambition om give noget af den politiske dagsorden tilbage til vælgerne.

Fra partiets rundkredsformede sommergruppemøde i Svaneke på Bornholm præsenterede Uffe Elbæk og hans folk ideen om, at 50.000 underskrifter skal kunne give adgang til, at borgerne kan få stillet et beslutningsforslag i Folketinget.

Forslaget blev før valget kaldt politisk utopi, men med et velkomment holdningsskift hos de radikale er der nu flertal for forslaget, der kan være med til at reducere afstanden mellem dem, der bestemmer på Christiansborg og dem, de bestemmer over.

Alternativet er netop en oprørsk replik til en demokratisk samtale, der reducerer politik til taktisk spilfægteri og brøker i økonomiske 2020-planer, som rigtig mange vælgere hverken forstår eller kan genkende sig selv og deres liv i.

Inspirationen til gårsdagens forslag er hentet i Finland, hvor parlamentarisk borgerinddragelse siden 2012 har været en del af den demokratiske praksis.

Modellen er ganske enkel: Hvis 50.000 stemmeberettigede borgere leverer deres underskrift, kan de få en given sag fremsat i Folketinget med status som et beslutningsforslag. I Finland er det ifølge Jyllands-Posten foreløbig sket seks gange med sager om alt fra forbud mod pelsdyravl over copyrightregler til lukning af fødeklinikker. I 2014 førte et borgerforslag til en ny lovgivning om ligebehandling af homoseksuelle par i forbindelse med eksempelvis adoption.

En tilsvarende dansk ordning kan være et kærkomment bidrag til at løse den tillidskrise mellem politikere og vælgere, som vælgeropbakningen til Alternativet et stykke ad vejen kan ses som et udtryk for.

Her på avisen stiller vi os gerne til rådighed med inspiration til politiske sager, som borgerne passende kan konfrontere Christiansborg-politikerne med: En ny offentlighedslov, ophævelse af skattestoppet for boligejere og et forbud mod udvinding af skifergas kunne være tre steder at begynde.

Ingen bilder sig ind, at parlamentarisk inddragelse alene kan redde medlemsdemokrati i krise, men det vil bibringe vælgerne en reel mulighed for at sætte handling bag deres holdning, og det er et godt sted at begynde.

»Borgerne kommer tættere på den politiske proces,« siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, der sammen med SF, Enhedslisten og de radikale sikrer det politiske flertal.

Gennemføres borgerinddragelse i Folketinget vil de politiske kommentatorer være tvunget til at æde endnu flere af deres gamle stråhatte. For dermed vil Alternativet have gjort dem til skamme, der kun forventede floromvunden tale om demokratiske involvering nedefra.

Akkurat som det skete, da partiet lige før sommerferien bidrog til at trække Venstre-regeringens valgløfte om genindførelse af håndværkerfradraget i en mere grøn og bæredygtig retning ved at opstille krav om klimavenlighed.

Partiet har dermed har partiet vist en politisk duelighed, mange på forhånd ikke havde regnet med at finde hos det sværmeriske parti med de mange lange tanker om det ideelle demokrati.

På den måde kan Alternativet forhåbentlig være det danske folkestyre en standende påmindelse om, at idealisme og realisme er ikke nødvendigvis behøver stilles op som hinandens modsætninger.

Det ville være et smukt opgør med den nødvendighedens politik, der har ladt rigtig mange vælgere desillusionerede tilbage.

Så, ja, det var ikke vanskeligt at grine ad dem, før de kom ind, men i dag er det Alternativet, der med føje kan trække på smilebåndet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Er absolut med på at udvide demokratiet, men har en lille orm, der gnaver et sted. Fint at 50.000 fornuftige og empatiske borgere kommer med underskrifter, men man skal så også acceptere, at 50.000 egoistiske tumper kommer rendende med deres underskrifter.
Som sagt må man æde hele den demokratiske pakke med dens plusser og minusser, ellers er det jo ikke demokrati.

Brugerbillede for Grethe Preisler

Ja he he, Peter Knap,

Så sidder man der med sin morgenavis som en anden Per Tot (eller Chilian i Holbergs udødelige komedie Ulysses von Itacia) og mumler: "Har vi så ikke vel reyst Herre?"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Larsen

Niels-Simon Larsen

Vi har, vist, begge stemt på Alternativet? Så vidt jeg husker,rigtigt?

Som jeg forstår ideen , drejer det sig om en ret til at fremsætte et "egoistisk ønske" i Folketinget, hvor politikerne efterfølgende har den endelige afgørelse.

Jeg er personlig, ligeglad, om der kan skaffes 50.000 underskrifter for en ændring af vejret, guldfisk og papirclips. Kan der derimod stilles visionære forslag om nedbringelse af den overenskomstmæssige arbejdstid fx, ...Så er det noget, der virkelig rykker!

Brugerbillede for Flemming Berger

Se det er jo et spændende forslag fra Alternativet;og havde den ret eksisteret før valget,havde politikerne været tvunget til at forholde sig til virkeligheden,virkeligheden i form af underskrifter mod salget af DONG,underskrifter mod Offentlighedsloven,og nu efter valget underskrifter mod den påtænkte forringelse af beskyttelsen af vore kyster og et eventuelt kommende vanvid af skifergasboringer.Ja måske endog en fremtidig underskriftindsamling mod Danmarks rolle som terrorbomber i Mellemøsten!

Brugerbillede for Vibeke Hansen

Præcis, Flemming Berger. Også Iraqkommissionen ville stå højt på min liste. Jeg tvivler oprigtigt på, at det er helt så let at indsamle 50.000 underskrifter. Vi kan jo bare se, hvilket besvær det er for nye partier at få 20.000. Der imod underskriftsnet og nogle seriøse initiativtagere, har kunne organisere noget, der kunne være brugbart. Naturligvis er det kun et forslag, der kan stemmes ned. Men f.eks Iraqkommissionen var Løkke og hans blå støtter nødt til at deltage i en debat, hvorunder LA højest tænkeligt havde stemt imod. I hvert tilfælde ville det kunne afsløre, om regeringen "købte" støtte, eller om blokken var enig. Der går kun en kort tid, før ordningen ville falde til ro. Folk har det med at ignorere de ting, der kræver, de skal foretage sig noget. De der så gør det, har for det meste noget relevant at sige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Brøgger

Underskrifter burde ikke være gældende som digitale. Det er for nemt, og ikke megen eftertanke eller personlig offervilje følger med denne facebookagtige måde at gøre det på.
Det ved politikerne godt, og derfor kan de skide højt og flot på disse indsamlinger "underskriftsindsamling.dk" eller hvad det nu hedder, hvor man kan skrive under samtidig med at man læser reklamer for brystforstørrende operationer og lignende.
Det er letheden i det, der også gør at der kommer så mange åndsvage underskiftindsamlinger. hvis det var papir og pen så skulle I bare se en større seriøsitet ! Her ville det kræve at man virkelig ville det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Larsen

"Det er letheden i det, der også gør at der kommer så mange åndsvage underskiftindsamlinger. hvis det var papir og pen så skulle I bare se en større seriøsitet ! Her ville det kræve at man virkelig ville"

Da alternativet samlede underskrifter, benyttede jeg den digitale udgave. Jeg vil anslå, det tog fire gange så lang tid end, hvis det havde været papir og pen!

Underskriftsindsamlingen skal jo foretages med NemId. Herefter er det vel lettere at afgøre om farmor, af venlighed, har skrevet under flere gange? Det er formodentlig også mere læsbart end samme farmors rystende kragetæer? Skrev hun virkelig (selv) under (på papiret)? Eller var det barnebarnet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Med hensyn til om digital mobilisering virker, så er Dong-sagens forløb da et eksempel på, at det fungerer, og folketingets overvejelser om at åbne for forslag der har 50.000 underskrifter i ryggen vil blive en cementering af underskriftsindsamlingers betydning i den demokratiske proces.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Selvfølgelig kan underskifterne indsamles digitalt.

Jeg kan ikke se den store forskel på indsamlingsmetoden, -om det er papirudgaven eller den digitale- eller seriøsiteten, som ligger bag.
Jeg skriver ikke under på noget, som jeg ikke vil stå ved.
De fleste andre mennesker gør sig vel overvejelser, før de udleverer et kendingsmærke, det være sig underskrift eller nemID. Ellers bør de sandelig da lære det.

Brugerbillede for Anders  Hede

Ja, der er ingen hindringer for underskrifter digitalt. Vi kan alt andet digitalt, også skrive under med nemid.

Den eneste grund til at det ikke sker, er at de etablerede er bange for at miste magt. Der ville meget nemt kunne stå 20 partinavne på valgkortet hvis det bliver så "nemt" at samle underskrifter.

Men det er bare ikke noget godt argument.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Sørensen

Forslaget fra Alternativet vil kræve en grundlovsændring. I dag er det kun medlemmer af folketinget som har ret til at stille forslag til behandling i Folketinget. Så forslaget er grundlovsstridigt. Så hvis man vil arbejde for dette forslag så skal man have en grundlovsændring noget som DF er imod og som sikkert aldrig vil komme igennem en folkeafstemning. Åbner vi for dette forslag så er der 100 andre forslag, der skal debatteres. F.eks. kongehusets rolle. Så det er en and fra Alternativet som ikke har en gang på jorden. Og til støtterne så stemte de gode borgere i Tennessee i 2014 for der ikke skulle være indkomstskat i staten. Så noget godt kan der komme ud af et sådan forslag. At borgerne sætte hælene i og tvinger politikerne til at sætte det offentlige forbrug ned.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Positivt, at mange partier bakker op om forslaget - de radikale kan måske redde sig lidt medvind?
Inspiration fra Finland, som har haft parlamentarisk borgerinddragelse siden 2012 - i 6 sager?
Så kan man få en sag fremlagt i Folketinget fremlagt som beslutningsforslag?
Det var ikke meget i forhold til den bunke af sager, vi har til gode at få "set på"!

Vi er nærmest stemplet med kendingsmærker i forvejen - men selvfølgelig skal man sikre sig at det er en reel indsamling.
Vore politikere er såmænd forsynede med lydisolerede skyklapper og vågner nok ikke til dåd, før slotspladsen er fyldt med traktorer, skraldebiler og rustvogne...dyttende

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Sterling

Et typiskt "Radikalt" foreslag; stik køteren et kødben, så holder den kæft mens den tygger på det nede på gulvet. Dette ændrer intet ved det grundlæggende og for demokratiet destruktive magtsystem som der er opbygget i Danmark. Magten er delt mellem EU og Magteliten, som udgør nogle få hundrede systemkonservative. Kun 8 % af politikerne er med i magteliten, ud af disse overvejelser ses at vælgernes (af)magt er nede på nogle få procenter. De to sidste valg har været ufatteligt uværdigt for vælgerne, en syg joke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Kristensen

Henrik Sørensen,

går et flertal i folketinget ind for et forslag om at 50.000 vælgere skal kunne fremlægge lovforslag for folketinget, vil det fint kunne lade sig gøre,.

Det er også muligt for partier at være opstillet til folketingsvalg, selv om de ingen valgret (ret til deltagelse ved valg) har, i følge Grundloven. Det sørger valgloven for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  List

"det sværmeriske parti med de mange lange tanker om det ideelle demokrati."
Skriver Information.

Det virker nærmest som Information opfatter "mange lange tanker" som noget diskvalificerende og negativt.

Men det forklarer da en del.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Jeg så hellere den Schweiziske model, hvor et antal underskrifter (kan ikke huske hvor mange) kan få et forslag til folkeafstemning. Dermed kan man gå helt uden om det bund-korrupte folketing, hvis "ansvarlige" partier åbenlyst modarbejder folkets interesser.

Da forslagene ryger på stemmesedlen på en allerede planlagt folkeafstemning, vil det ikke engang koste ekstra at indføre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Christian G. Jensen

@Hans Paulin "ophævelse af skattestoppet for boligejere" er, ifølge økonomerne, en god ide af to grunde.

1. Skattestoppet på boliger er dyrt for samfundet, fordi staten det hæmmer væksten, da finansieringen af skattestoppet fører til ofte væksthæmmende skatte og afgiftsstigninger

2. Pengene der kommer ind ved at lade boligskatterne følge prisudviklingen vil kunne finansiere en mærkbar skattelettelse på arbejdsindkomster, samt virksomhedsskattelettelser, som det vurderes vil føre til en væsentlig større vækst end det nuværende skattestop

3. De fastfrosne boligskatter er, ifølge eksperterne, en medvirkende årsag til at vi har et ustabilt boligmarked med store udsving i priserne. At boligboblen i 2007 blev væsentlig større i Danmark, end eksempelvis Sverige og Tyskland, tilskrives i høj grad til skattestoppet for boligejere, men de afdragsfrie lån spillede naturligvis også en rolle

anbefalede denne kommentar