Leder

Blomsterbørns børn

Debat
12. august 2015

Mandag viste DR1 dokumentaren Christianias børn – skyggesiden af eventyret, hvor Sofie, Rufus, Trylle og Lise, der voksede op på fristaden i 70’erne og 80’erne, fortæller om omsorgsvigt som konsekvens af forældrenes friheds- og beruselsestrang. Om utryghed i det kaos, som det radikale sociale eksperiment også skabte. Og om en usund tavshedens kultur, hvor beskyttelse af ’projektet Christiania’ alt for ofte trumfede hensynet til de børn, der tabte. Som Rufus far siger i et øjebliks klarhed: »Christiania havde en psykologi som en incestfamilie.«

Hvis vi ikke snakker om det, er det ikke sket.

Sofie, Rufus, Trylle og Lise var børn af Christiania. Og de var børn af tiden. Eksperimenternes tid, hvor afvisningen af det samfund, som deres voksne havde overdraget dem, alt for ofte resulterede i en så infantil legelyst, at grænserne mellem voksen og barn blev udvisket. En af de medvirkende, Line, udtrykker det klokkeklart, da hun siger til sin far, at hans generation skabte en legeplads for voksne, men svigtede opgaven at skabe en tilsvarende tryg én for børnene. Og det er uden tvivl en rigtig analyse. Men dokumentaren undlader helt at beskrive de visioner om et bedre børneliv, der blomstrede i tiden. For bevægelsen, som Christiania var den mest radikale københavnske filial af, var ikke bare et voksenprojekt med børn som blinde passagerer. Det var i høj grad en social bevægelse, der forsøgte at skabe rigere og friere børneliv. Den var drevet af drømmene hos en generation, der forkastede deres opvækst i iltfattige parcelhuse med alt for kort afstand til væggene, hvor børn holdt kæft og far bestemte. Og skolestuer hvor dem, der sprællede for meget i den ene eller anden retning, blev sat på bagerste række. De ville skabe nye rammer, for at børn kunne blomstre og få deres egen stemme. Gik det galt? Ja, alt for ofte. Men var det overvejende drømmens skyld?

For Sofie, Rufus, Trylle og Lise var også børn af deres forældre. Eksperimenter tiltrækker af oplagte årsager også folk, der eksperimenterer helt derud, hvor grænserne end ikke kan anes i bakspejlet. Med stofferne. Med alkoholen. Med den frie seksualitet. Og Christiania havde som erklæret mål at været et sted for alle dem, der ikke passede ind i samfundets snævre rammer. Det var desværre også tit dem, der ikke passede på deres børn. De fire børn har meget forskellige fortællinger om deres forældre. Hvor Rufus ofte vågnede op alene i et stort tomt hus, var Lises hjem åbent for de børn, der havde brug for et kram og en tallerken. Det var et sted, hvor fællesskabet faktisk tog over, hvor forældrene svigtede. Et helle af voksenansvar, der heldigvis var mange af i kollektivbevægelsen, hvor man greb nogle af de børn, der ville have sunket til bunds i en lejlighed på Vesterbro eller en landejendom i Tønder.

Drømmen om, at alle voksne som børn skulle have ultimative udfoldelsesmuligheder, fik en mørk tvilling. Som Trylle beskriver, gennemgik det gamle kaserneområde en total transformation, når solen gik ned: Lige så farverig og idyllisk dagen var, lige så truende og kulsort var natten i børnehøjde. Den fortælling er uendelig vigtig, da den illustrerer, hvordan frihed og utryghed er et evigt, forbandet makkerpar. En grundlæggende erkendelse, der bør være basis for alt – fra det helt nære, børneopdragelsen, til det helt store; den måde vi organiserer vores samfund.

Men fortællingen om Christianias børn (i det tiår, som dokumentaren udelukkende kredser om) kan til gengæld ikke bruges til at bortkaste de idealer, som projektet var bygget på. Og det kan da slet ikke bruges som historisk vidneudsagn mod fremtidige eksperimenter i, hvordan vi skaber nye rammer for det gode liv. For det er ikke utopierne, der skaber derouten. Tværtimod: Katastrofen indtræffer, når vi slipper utopiens grundpræmis, nemlig konstant at stille spørgsmål ved det bestående i lyset af de idealer, vi sigter mod. Den sker, når der opstår en ny låst position, hvor de totalitære og reaktionære kræfter vinder. Det skete på Christiania, hvor angsten for at »skade fællesskabet« – og få nogle på hovedet af Bullshit – tog over, hvor idealerne slap. Det – ikke utopien – skabte en kultur, hvor dem, der skulle have taget vare på hinandens børn, fortrak til små mentale parceller. Og børnene tabte igen.

Så Sofie, Rufus, Trylle og Lise var børn af Christiania. De var børn af tiden. Og de var børn af deres forældre. Men de var også simpelthen børn i Danmark, der blev ladt i stikken.

Læs også: ’Her ved vi, hvordan naboen behandler sine børn’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

olivier goulin

Det har altid slået mig, hvor meget Christiania mindede om Indien. Med de vilde omstrejfende hunde, det organiske liv, levende ild og affald i gaden - men også fortagsomheden, en verden flikket sammen af forhåndenværende materialer, poesien, etc.

Og så lige det med galskaben, der sænker sig sammen med mørket. Præcis denne dystre følelse får man i de Indiske storbyer efter mørkets frembrud. Byen liver op, men den fremstår også som et galehus, et slags jordisk helvede, hvor de fordømte driver hvileløst omkring.

Der findes ikke mange steder, der fylder mig en så stor ambivalens som Christiania. På den ene side en stor sympati og forbundethed med en del af min barn- og ungdoms historie, omend i perferien - på den anden side myrekryb, hver gang jeg sætter mine ben dér.

/O

Randi Christiansen, Steffen Gliese, Troels Kølln og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

En rigtig god leder, der får den perspektivering med, der ellers ofte er en rasende mangel på i tidens medievirkelighed - og desværre også i det omtalte program.

Poul Sørensen

En leder der forsøger og gyde olie på vandene.... men sådan meget tit når det gælder mishandling af børn. Hvis man sammenligner antallet at overgreb der nået retten indenfor folkekirken med samme i samme tidsrum i Norge så er antallet af sager i forholdet 1 til 500. Børn ofres i helt den store stil i Danmark både når det gælder venstreorienterede projekter og når det gælder folkekirken - og jeg vil tro at man finde lige så store ofre indefor børne psykiatrien, hvor forfejlet diagnosticering og behandling skubbes i baggrund med påstand om at børne er blevet for, at videnskaben kunne vide sejre i fremtiden.... det aldeles patetisk med det danske forhold til børn.

Poul Sørensen

... det gik lidt hurtigt, men jeg håber det kan læses og forstås:-(

Poul Solrart Sørensen - næ, jeg begriber ikke, hvordan folkekirken bliver blandet ind i denne debat?

peter fonnesbech

En af grundene til at DR dokumentaren virkede så stærkt skal selvfølgelig ses i lyset af Christianias idealisering af sig selv og af stedets højt besungne idealer. Derfor virkede de klare omsorgssvigt så meget mere voldsomt, end hvis 4 børn "tilfældigvis" var udsat for same svigt i en mindre dansk provinsby.

Bob Jensen, Nille Torsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Jeg oplevede dokumentaren som en lille smule tendentiøs; men det er måske bare stilen i dag.
Jeg vil i hvertfald håbe for resten af børnene, at det var de værste eksempler, de havde fundet frem.

Det ville undre mig såre, om ikke man kunne finde endnu flere, der har haft gode velfungerende familier på Christiania, og at frekvensen af forsømte børn udenfor er mindst lige så høj.

Man skal under alle omstændigheder være meget forbeholden overfor den slags dokumentarer. De kan være ganske manipulerende.

/O

Poul Sørensen

Herdis Weins Fordi i sammen periode som der har været 500 pædofile sager i kirkeligt regi i Norge, så har det været en sag i Danmark.... Der er en konsekvent neglect af overgreb imod børn i dette land.
Der kan også vises den ene dokumentar om de 60.000 børn af alkoholikere i dette land, der må tørre deres forældres bræk op og lægge dem i seng, men det myndighederne foretager sig intet...

Poul Sørensen

peter fonnesbech Det handler ikke kun om fire børn selv informations leder med flere, kan lede tanker i den retning.

Poul Solrart Sørensen - der er vist overordentligt stor forskel på, hvor stor en rolle folkekirken spiller i folks liv i Norge og I DK. Så du kan ikke udlede fra den ene til den anden.

Poul Sørensen

Peter Tagesen Jamen så tilslutter du dig min pointe om at Danmark er et land, hvor man helt generelt neglicerer børns ret til en ordentlig og tryg barndom.
- Når jeg tager folkekirken op er det fordi der har været en praksis om at kirkeministeriet efter en anmeldelse er taget ud imod en præst eller kordegn, er taget ud for at tale anmelderne fra at anmelde, hvis anmelderen ikke kan kunnet levere håndgribelige beviser... uanset om man har troet, at der var noget om det barnet fortalte, så er troen på folkekirken kommet først - den slags overgreb har heller intet med et bestemt socialklasse at gøre.... Hvis du sammenligner den danske spejderbevægelse med andre landes spejderbevægelser, så er jeg sikker på at mønsteret gentager sig i forhold til at danske myndigheder lukker øjnene eller taler folk fra at anmelde, sådan som politiet har for vane når nogen ulejliger dem med noget som helst...

Poul Sørensen

Herdis Weins: Du lyver jeg har selv boet både i Vestjylland og i Norge ...

Thomas Rasmussen

Synes også, at AvS' forsvar af omsorgssvigtet er lidt anstrengt. "Tiden" er som bekendt umulig at stille til ansvar.
Hvis ikke idealerne og forsøget på at skabe utopien skulle inkludere børnene, hvad skulle så?
I øvrigt viste programmet et både nuanceret og sammensat kærlighedsforhold til Christiania fra børnene. Ikke specielt tendensiøst.

Michael Kongstad Nielsen

Genbrug af kommenter til cand. mag. Anna Petris artikel om samme emne:
http://www.information.dk/comment/1044967#comment-1044967

Michael Kongstad Nielsen

Information vier lederspalteplads til et tv-program, der er et partsindlæg fra nogle få mennesker (4), der var børn på Christiania, og som nu klandrer stedet for deres forældres påståede svigt, hvilket altid er godt stof, og særligt når det er Christiania, som i forvejen er afskyet på mange måder, fx. fordi beboerne tillod sig at gøre det, andre drømte om, i stedet for at spænde sig ind i parcelhusets konformitet og kedsomhed.

Poul Solrart Sørensen - undskyld, men hvor mange danskere er det lige , der i de sidste 30-40 år har haft et intensivt forhold til folkekirken ? Det er dælme ikke mange, hellelr ikke i Vestjylland, hvor jeg er vokset op. Og folkekirken har da ikke voldsomt meget med børn og unge at gøre. For fanden mand, jeg er vokset op med en indre-missionsk religiøs familie på mødrende side. Selv ikke der spillede spillede kirken et stor rolle i børnenes daglige liv, udover søndagsskole - en time om ugen som barn og konfirmationsforberedelse som teenager. Så måske kan du redegøre for, hvordan folkekirken skulle have haft så stor indflydelse og adgang til børn, at du kan formode masser af pædofile overgreb ?
Og nej - jeg har ingen aktie i folkekirken - jeg har forlængst som ateist meldt mig ud.

Hans Jørgen Vodsgaard

Synes, det var en tendentiøs tv-udsendelse, der gav gode point ude bag liguster hækkene. Men alle børn har noget at kritisere deres forældre for; og disse børn kom bedre videre end de fleste børn fra sammenlignelige forældre i socialgruppe 4-5. De virkede ret velfungerende.
Det er aldrig sjovt at være barn af en enlig mor, der er junkie, men langt bedre i Christiania end i nordvest kvarteret.
Det spændende var derimod, hvor klart det blev at ethvert fællesskab må hvile på en velfungerende retsmyndighed, så bulshit og andre kriminelle grupper ikke kAn tage magten i ly af den retsløse frihed. Christiania gav og giver inspiration, men det vider også at den anarkistiske ideologi er en illusion.
Ethvert humant og demokratisk fællesskab hviler på en fungerende retsstat.

Hans Jørgen Vodsgaard

Synes, det var en tendentiøs tv-udsendelse, der gav gode point ude bag liguster hækkene. Men alle børn har noget at kritisere deres forældre for; og disse børn kom bedre videre end de fleste børn fra sammenlignelige forældre i socialgruppe 4-5. De virkede ret velfungerende.
Det er aldrig sjovt at være barn af en enlig mor, der er junkie, men langt bedre i Christiania end i nordvest kvarteret.
Det spændende var derimod, hvor klart det blev at ethvert fællesskab må hvile på en velfungerende retsmyndighed, så bulshit og andre kriminelle grupper ikke kAn tage magten i ly af den retsløse frihed. Christiania gav og giver inspiration, men det vider også at den anarkistiske ideologi er en illusion.
Ethvert humant og demokratisk fællesskab hviler på en fungerende retsstat.

Steffen Gliese

Det er lidt for meget i den ene og den anden ende. Børn behøver frihed, derfor er skolereformen et overgreb, hvor man forsøger at efterligne lande, som vi i gamle dage med god ret distancerede os fra. Omvendt har børn også brug for at kunne henvende sig til voksne om hjælp - og der tror jeg, at det var manges opfattelse, at Christiania på en vis måde fungerede som et stort kollektiv, hvor der altid var nogen at finde, der kunne hjælpe. Det har så i en eller anden udstrækning været en illusion, hvilket er ægte tragisk. Det betyder dog ikke, at det er et mål, man skal opgive.
Børn udenfor Christiania fik til gengæld i samme periode en større frihed, til dels inspireret af Fristaden og de strømninger i tilværelsen, så vi har nok nydt bedre af tendensen end dem.

Poul Sørensen

Herdis Weins På den jyske vestkyst, er der kirker hvor præsten taler for fulde huse. Selvfølgelig kan vi sammenligne os med Norge når det gælder antallet pædofile. Jeg kan læse mig til at der offentligt gjort nye tal der er nu 35 tilfælde af pædofili i den danske at folkekirke, men det er stadig meget lavt. Jeg siger ikke der er belæg for at tro at der er mange pædofile i den danske folkekirke, men jeg er sikker på, at antallet af afsløringer i den danske folkekirke er skandaløst lavt og jeg tror, at det er et mønster der går igen her i landet.

Poul Sørensen

Peter Hansen Vores skolevæsen er ikke inspireret at Christiania...den linje der bliver lagt i skole er inspireret at pædagogik og ikke af fallerede hippi projekter.... men fristanden har sikkert været med til at underminere undervisningen ved at sælge hash til skoleelever...

Steffen Gliese

Jeg har virkelig meget svært ved at se, hvorfor det skulle være tilfældet, Poul Solrart Sørensen. Til alle tider er angsten for og troen på udbredelse af pædofili snarere overdrevet end det modsatte.

Men måske skyldes det min grundtvigianske baggrund, at jeg ikke ved, hvordan det foregår i de indremissionske syndsbevidste småsamfund.

Steffen Gliese

Poul Solrart Sørensen, jeg taler da ikke om SKOLEN, men om børns øvrige frihed.

Poul Solrart Sørensen - der har også i Norge været tilfælde af indbildt pædofili, hvor hele landsbyer nærmest er gået i selvsving.