I disse år ruller en bølge af byggeprojekter, der skal skabe såkaldt bæredygtig energi, hen over Mekongfloden og dens bifloder. Kun 10 pct. af den forventede vindkraftkapacitet i den nedre Mekongregion er indtil nu blevet ’udviklet’. Særligt regionens to fattigste lande, Laos og Cambodja, øjner store muligheder. Bygherrer, konsulenter og investorer fra hele verden, heriblandt de nordiske lande, står på spring for at få en fod inden for på det boomende energimarked i Sydøstasien.
Thailand har anlagt store dele af sin energikapacitet på vandkraftværker i de fattigere nabolande. Hjemme i Thailand er det nemlig blevet for besværligt at udbygge storskalavandkraften. Store dele af befolkningen er nemlig imod af den simple årsag, at storskalavandkraft ikke – i hvert fald ikke på alle parametre – er bæredygtig. Jovist, vand er en fornybar kilde til energi: Modsat kul- og oliereserverne, der vil blive udtømt, fjerner kraftværkerne ikke vand fra floden. Vand bliver heller ikke brændt af som CO2 ud i atmosfæren, men ledt gennem turbiner og videre ud i floden.
Denne banale logik forleder mange til at tro, at vandkraft dermed er bæredygtigt. Det, der ofte udelades af ligningen, er ikke kun den belastning, selve byggeriet af de kæmpemæssige vandkraftværker påfører miljøet. Eller hvem der skal betale for at rydde op efter og afmontere kraftværkerne, når de har tjent deres tid ud eller ingen længere har økonomisk interesse i at drive dem.
Ofte indebærer storskalavandkraft massiv opdæmning af vand – det hidtil største vandkraftreservoir i Laos, Nakai, er næsten på størrelse med Falster. I disse reservoirer ligger vegetationen og forrådner, hvilket udleder CO2 og forurener vandet nedenstrøms. Samtidig har ingen endnu opfundet teknologi, der gør det muligt for alle Mekongs mere end 100 vandrende fiskearter at passere vandkraftværkerne uhindret, og dermed falder fiskebestanden med hvert nyt kraftværk. Spørgsmålet er altså ikke kun, hvem der reelt får glæde af energien og investeringerne, men også hvem der skal bære omkostningerne.
Det er ikke mere end 15 år siden, at World Commission on Dams – finansieret af Verdensbanken – konkluderede, at storskalavandkraft har så ødelæggende virkninger for miljøet og lokalbefolkningerne, at det i de fleste tilfælde bør undgås. Fem år senere stillede Verdensbanken politisk og økonomisk sikkerhed til rådighed for vandkraftværket Nam Theun 2 (NT2) i Laos. NT2-projektet skulle tilbagevise alle bekymringer over og beskyldninger mod storskalavandkraft: Doing a Dam Better, lød parolen, og NT2 blev både symbolsk og praktisk afgørende for, at en lang række lignende vandkraftprojekter kunne sættes i værk i regionen. Desværre har selv ikke de konsulenter, Verdensbanken eller kraftværket selv har udpeget og betalt, kunnet bekræfte, at løfterne er indfriet.
I erkendelse af, at manglende adgang til energi er en alvorlig hæmsko for udviklingen i fattige lande, er FN og Verdensbanken gået sammen om strategien Sustainable Energy for All (SE4All), der inden 2030 skal sikre universel adgang til elektricitet, fordoble energieffektiviteten og andelen af fornybar energi i den globale energisammensætning.
Men når noget lyder for godt til at være sandt, bør man skærpe opmærksomheden. Historien viser, at Verdensbanken altid sætter ét hensyn over alle andre: Initiativerne skal skubbe i retning af (yderligere) åbning af fattige landes økonomier, herunder muligheden for (udenlandske) private virksomheders profitskabelse.
Her er storskalaprojekter nemmere at skaffe investorer til, end alternative off-grid og lokale løsninger. Og i den udstrækning, off-grid-løsninger prioriteres, er det store private udbydere, der vinder kontrakterne, mens lokale ngo’er må pakke deres projekter sammen.
I Laos sidder ngo’en Helvetas f.eks. på stor viden om decentral energiproduktion, men kan ikke få hverken finansiering eller regeringsgodkendelse til deres arbejde. Bæredygtig energi til alle er en målsætning, der er svær at være imod. Men der er ikke altid, måske endda sjældent, sammenfald mellem hvilke energiprojekter, der er til størst glæde for privat kapital, og hvilke der er til størst glæde for de fattige befolkninger, FN og Verdensbanken siger at ville hjælpe.
