Leder

Hvordan samler man en stat?

1. september 2015

I en verden, hvor en lang række stater er ved at gå op i limningen, er der i den grad behov for positive historier om, hvordan man genrejser nationer, der er kollapset, og igen får dem til at opfylde minimumskravene for en fungerende stat: Først og fremmest et slags monopol på den legitime anvendelse af fysisk magt, basal infrastruktur og etablering af de vigtigste institutioner.

Lande som Libyen, Yemen, Syrien og Irak ligner mere og mere kollapsede stater uden en centralmagt, der kan varetage den funktion, og tidens måske mest presserende spørgsmål er, hvordan man som internationalt samfund kan bringe disse stater tilbage fra afgrunden og skabe en udvikling, der hen ad vejen kan gøre staterne i stand til at stå på egne ben.

Efter nullernes korstog i Irak og Afghanistan – og til dels Libyen – har en anden pragmatisme for længst indfundet sig i det, der populært kaldes verdenssamfundet og reelt dækker over en lille håndfuld stormagter og internationale organisationer. Selve ideen om at skille stater fra hinanden og genopbygge dem efter en universel model og med alle de omkostninger og ansvar, det indebærer, er ikke længere populær. Statsopbygningsprojekterne i de to lande har været utroligt omkostningsfulde, og resultaterne med deres manglende hensyntagen til lokale dynamikker og generel uforståenhed over for en logik, der ikke følger en vestlig demokratimodel, har været tvivlsomme. USA kunne først trække sig ud af Irak, da de havde omfavnet tidligere fjender i Iraks sunni-stammeland, betalt dem penge og accepteret lokale magtdelinger, og det er i nogen grad samme model, vi i dag bruger til at komme ud af Afghanistan og er i færd med at bruge i regionen efter atomaftalen med Iran.

Nutidens kodeord er pragmatisme. Man lader gerne hånt om, at det måske ikke er så kønt, at demokratiet måske ikke er så blomstrende, at korruptionen ikke rigtig er knækket, og at menneskerettigheder er en parentes, hvis resultatet i sidste ende er fred, en slags levedygtig stat og ro på bagsmækken.

Somalia er en usandsynlig model til efterfølgelse i den forbindelse. Lige så længe de fleste kan huske, har det været selve inkarnationen af en kollapset stat. Stedet, hvor alle løsninger er prøvet af, fra USA’s ambitiøse intervention i 1992-93, der endte i fiasko, til talrige forsøg på at rydde op i korruptionen og begynde på en frisk.

I dag har man valgt en anden tilgang, der i højere grad afspejler tiden. I læ af en fællesafrikansk militærindsats mod islamistmilitsen al-Shabaab har man indgået en række kompromiser, både med lokale klaner og krigsherrer, autonomisøgende lokalstyrer og fremmede stater, der blander sig. Og med en centraladministration, der langtfra er perfekt og i vid udstrækning korrupt, men som trods alt fungerer, og som indtil nu har accepteret sin decimerede magt. Og så har man i øvrigt udskudt beslutninger om fordelingen af magten, distribution af (ikke mindst olie-)ressourcer og demokrati til mindre anspændte tider.

Det er en ordning, hvor bundlinjen indtil videre er fred og for første gang i mange år en slags fremgang i verdens mest sammenbrudte land.

Det er erfaringer derfra, som man kan tage med videre. For eksempel til Yemen, hvor regionale stormagtspil og dybtliggende fordomme i høj grad hindrer en løsning, der kunne forhindre landet i at rutsje ned ad sammenbrudsløjpen mod Somalia. Eller til Syrien, hvor de fleste ædruelige analysers bud på en løsning indebærer en mere decentraliseret stat, hvor forskellige befolkningsgrupper får mere direkte indflydelse, og vejen til politisk repræsentation er kortere.

Men der er også farer ved den nye pragmatisme, uanset om man taler Libyen, hvor måneders luftbombardementer aldrig blev fulgt op af en tilsvarende civil indsats, Irak, hvor hastværket med at komme ud betød, at man gav centralregeringen fripas til forfølgelse af minoriteter, korruption og tilraning af magten, og hvor resultatet i dag er en ny opdeling af landet. Eller en række afrikanske konflikter som f.eks. Sydsudans, hvor alle involverede donorer udmærket har været klar over, at den siddende regering ikke just var demokratiske engle.

Også i Somalia er læren, at våbenhviler sjældent er varige, og at man er nødt til at adressere problemerne før eller siden, hvis man ikke vil vende tilbage til anarki.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hvordan samler man en stat?

Det afhænger af hvem "man" er.

Første gang vi i Vestens medier hørte om ISIL, havde "man" fundet vist nok 110 USB-stik som rummer opskriften på en stat i Kalifatet.

Andre beskrivelser af hvad en stat skal have findes vel i FN-systemet, da stater/nationer jo optages i FN, ud fra visse bestemte kriterier.

Hvad handler artiklen egentlig om?
Aktivisme for demokratisering af slyngelstater (USA og alliancen af nyttige idioter), erstattes nu af pragmatisme?

Yeah right!
Intet er glemt, og der kommer en regning!