Leder

Krølle, Christina, Carol – og alle de andre

11. august 2015

Da den daværende socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i november-december 2012 i Folketinget argumenterede for regeringens forslag til en reform af førtidspension, skortede det ikke på omsorgsfulde hensigtserklæringer om samfundets svage.

Umiddelbart virkede det positivt, når Mette Frederiksen dengang slog til lyd for, »at også mange af de mennesker, som er meget syge, og for hvem livet spænder ben, og som har store funktionsnedsættelser, med den rette indsats kan opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet«.

Med en tværfaglig og borgerorienteret indsats i form af bl.a. et såkaldt ressourceforløb skulle »nogle af vores mest sårbare mennesker« således hjælpes til igen at finde et fodfæste på arbejdsmarkedet i stedet for som hidtil at blive overladt til sig selv og livslang offentlig forsørgelse i form af førtidspension.

Men som Informations serie om Krølle, Christina og Carol har vist, er der noget fundamentalt galt med den måde, som førtidspensionssystemet har udviklet sig på. Dét, der blev lanceret som en yderligere håndsrækning til de svageste, har i stedet udviklet sig til en form for absurd teater i kommunalt regi, hvor hærskarer af sagsbehandlere finder forklaringer på, hvorfor der ikke skal bevilges førtidspension til den ene svage borger efter den anden.

Formentlig i den bedste mening og ud fra et reelt ønske om at ville hjælpe og gøre en forskel foreslår sagsbehandlerne i stedet for førtidspension derfor diverse afklaringsforløb og mentorkurser.

Men at eksempelvis Krølle efter mere end tre årtier som intravenøs stofbruger skulle kunne kvitte stofafhængigheden og livet som tigger på gaden og få rettet så meget op på sin tilværelse, at en arbejdsgiver kunne finde på at ansætte ham til noget som helst, forekommer næsten mindre sandsynligt end Kristus’ genkomst.

Tilsvarende kan siges om Christina, der trods medicinering har været indlagt med en livstruende psykisk lidelse ikke færre end 16 gange inden for de seneste syv år, og Carol, der lider af en uhelbredelig og fremadskridende bindevævssygdom, der betyder, at hendes øjne visner. Alligevel fastholder de kommunale sagsbehandlere, at Krølle, Christina og Carol hver især stadig har chancer for en dag at blive selvforsørgende på arbejdsmarkedet. Derfor skal man lige se tiden an og afvente begivenhedernes udvikling.

Det er værd at bemærke, at sagsbehandlerne sandsynligvis ikke gør noget forkert. Tværtimod retter de sig efter gældende regler og administrerer reformen, som den er udformet fra politisk side: Så længe det ikke fuldstændig kan udelukkes, at en borger kan arbejde – om det så bare er et kvarter om dagen! – så skal der ikke indstilles til førtidspension.

Det er i den forbindelse fuldstændig uden betydning, om der er udsigt til et reelt job eller ej, eller om der et sted i det danske land findes en mulig arbejdsgiver, for det er alene den teoretiske mulighed for en eksisterende, minimal arbejdsevne hos den udsatte borger, sagsbehandlerne skal undersøge og vurdere. Er der en sådan teoretisk arbejdsevne, skal borgeren i ressourceforløb i et år, to år, tre år …

I det individuelle skøn, som sagsbehandlerne skal yde, må det ikke spille ind, at et ressourceforløb er langt billigere for de offentlige kasser end en førtidspension. Ikke et eneste sted i de ofte mange centimeter tykke sagsmapper, som følger borgere som Krølle, Christina og Carol, er der den mindste antydning af, at udgifterne spille nogen som helst rolle. Tværtimod synes der ingen ende på alle de møder, konferencer, statusrapporter og opfølgningssamtaler, som indgår i en sag om førtidspension.

For borgere som Krølle, Christina og Carol er førtidspensionen ikke blevet en håndsrækning, men derimod et slag i ansigtet. Realiteten for dem er, at de bliver ramt af en kommunal spareøvelse på landsplan. Og ved siden af de tre er der hundrede, tusinder, måske endda endnu flere andre svage borgere i samme situation.

Vi vil investere i mennnesker, lød det fra Mette Frederiksen dengang. Et velment råd til socialdemokraten Mette Frederiksen og også til V, LA, R, SF og KF, som ligeledes stemte for reformen, kunne i stedet være at investere i anstændighed. Også selv om det bliver dyrere for de offentlige kasser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Randi Overgård
  • Grethe Preisler
lars abildgaard, Randi Overgård og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Førtidspensionens blotte eksistens er et slag i ansigtet på arbejdsgiverne.
Ikke at man har ondt af dem for det, men grunden til erhvervslivets afsky for ordningen overhovedet er jo, at fp'ere faktisk godt må tage lønnet arbejde.
Også i mere end et kvarter om dagen.
Men - oh rædsel - det er principielt arbejds'giveren', der skal ansøge arbejdstageren.
Fan'me ydmygende du.
Så arbejdsgiversiden vil være helt sikre på at der overhovedet ikke er noget at stregkode, som man går glip af.
Primært derfor.

Derimod : fattige unge mænd på røven langt væk hjemmefra, med en masse energi og til 20 kr. i timen - helst betalt af staten via en integrationsordning, det er noget man gerne ser meget mere af.
Og da sådan nogen jo er potentielle 'venstreorienterede' vælgere i en eller anden drøm, så er den alliance dermed fuldbyrdet, som er årsagen til de skandaløse forhold denne leder tager lidt for vattet fat om.

Svend Linderström

Kunne Information uddybe, hvordan det foregår i praksis, når der skal tages stilling til en førtidspension ? Hvilken dokumentation ? Hvem sidder med omkring bordet ? Hvem beslutter ?

Det syntes nærmest som om 'svineriet' udstilles som utilsigtede hændelser, af nærmest vanvare, med de bedste intentioner og hensigter at smide de fattigste og elendige helt ned i sølet!
Således gør avisen socialrådgivere og andet offentligt ansat godtfolk til rene idioter, thi de vide ikke hvad de gør, hedder det:
"Formentlig i den bedste mening og ud fra et reelt ønske om at ville hjælpe og gøre en forskel foreslår sagsbehandlerne i stedet for førtidspension derfor diverse afklaringsforløb og mentorkurser."
Men trods alt har det "i stedet udviklet sig til en form for absurd teater i kommunalt regi, hvor hærskarer af sagsbehandlere finder forklaringer på, hvorfor der ikke skal bevilges førtidspension til den ene svage borger efter den anden."
Men "formentlig i den bedste mening" - for i suveræn egeninteresse at bevare sit job 'formentlig' ik'?

Det hedder det samtidig med, at den kloge journalist, i modsætning til den småt begavede socialrådgiver, må man tro, godt kan se, at chancen for at de omtalte 'syge' mennesker kan få "rettet så meget op på (deres) tilværelse, at en arbejdsgiver kunne finde på at ansætte (dem) til noget som helst, forekommer næsten mindre sandsynligt end Kristus’ genkomst."

OG det samme gælder skam om end i mindre omfang de politikere med fru Frederiksen i spidsen, der heller ikke aner, hvad de laver og foretager sig i deres embede, for det: "skortede det ikke på omsorgsfulde hensigtserklæringer om samfundets svage. Umiddelbart virkede det positivt, når Mette Frederiksen dengang slog til lyd for, »at også mange af de mennesker, som er meget syge, og for hvem livet spænder ben, og som har store funktionsnedsættelser, med den rette indsats kan opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet«.!

En anden stakkel siger, ikke kun nu i bagklogskabens ulideligt klare lys, men såmænd allerede dengang fru Frederiksen og konsorter (det er S-SF-R) med samt de andre politikere fra VKO gennemførte det, enhver, der ville, kunne se fuldstændig glasklart ville føre til den sociale infamitet, avisen nu beskriver, og det lige så klart og med samme åbne øjne, som Støjberg & CO. nu (igen) forringer levevilkårene for krigsflygtninge ud i det absurde.

Steffen Gliese

Det hele skyldes, at man er så forhippet på at spare penge alle vegne i stedet for at bruge de nødvendige ressourcer og fordele arbejdet.
Problemet er jo også, at VK-regeringen gjorde beskæftigelsesministeriet til krumtappen i den kommunale forvaltning med den skandaløse enstrengede indsats, som blev et yderligere åg på kontanthjælpsmodtagerne og en hån imod dagpengemodtagerne. Det er mere stalinistisk end Stalin.