Leder

Mangel på omtanke

24. august 2015

»At kaste sig ud i en film om det, der skete ved Krudttønden og synagogen, kræver stor omtanke,« siger filminstruktøren Manyar I. Parwani i en pressemeddelelse om en ny spillefilm, han sammen med Zentropas Peter Aalbæk Jensen er ved at udvikle.

Filmen har allerede fået titlen Lukkede øjne og skal fortælle historien om den blot 22-årige Omar El-Hussein, der dræbte to mennesker og sårede seks betjente, da han i februar i år angreb Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade med et skydevåben.

Det har han ret i, Parwani. Det kræver omtanke. Spørgsmålet er dog, om der har været tid til at tænke sig nok om, og om vi allerede nu er klar til en dramatisk fremstilling af så tragiske hændelser. Dermed ikke være sagt, at man ikke må lave film om gerningsmanden og ofrene, men skal det være allerede nu, under et år efter?

Det er ikke noget nyt, at fiktionen bliver brugt til at tage svære og følsomme emner under behandling og på den måde kan hjælpe os med at forstå og acceptere det, der er sket. I de senere år er der blevet lavet flere danske film om Anden Verdenskrig, som har nuanceret billedet af den danske modstandskamp og vores generelle syn på krigen og dens konsekvenser.

Og den voldsomme debat oven på Ole Bornedals 1864 understregede om noget, hvor højt bølgerne kan gå, når en historiefortæller tillader sig at nærme sig følsomme historiske begivenheder. Hvis det er, hvad der kan ske, når man griber 150 år tilbage i tiden, hvad kan så ikke blive resultatet af en film om Omar El-Hussein så kort tid efter hans ugerninger!?

Det er heller ikke første gang, at Manyar I. Parwani griber fat i kontroversielt og smertefuldt materiale. Hans seks år gamle debutfilm, Himlen falder, var inspireret af Tønder-sagen, men selv om den i sin kerne rummede en stærk historie om en ung kvinde mærket af seksuelt misbrug, var det i sidste ende en rodebutik af historier og personer. Spørgsmålet er, om han i dag er bedre rustet til at håndtere så komplekst og udfordrende et materiale.

Parwani forklarer videre i pressemeddelelsen, at han »ønsker at fortælle Omars historie med ham som hovedperson. Vi ved jo alle sammen, hvad det hele endte med, men det er hele hans rejse ind i radikaliseringen, som jeg vil forsøge at afdække. Jeg vil forstå, hvad der foregik i denne mands hoved og hvad det er for nogle sociale forhold som er medvirkende til at skabe en radikalisering, hvor en ung mand kan ende med at se en så forfærdelig handling som en heltegerning.«

Det er en ædel ambition, og instruktøren fortæller da også, at det er noget, som har rumsteret i hans hoved i flere år; tragedien i København i februar var katalysatoren for projektet. Men kunne man ikke fortælle denne historie uden så direkte at knytte an til Omar El-Hussein? Hvorfor ikke som i Himlen falder finde på en historie og så i øvrigt lave den lovede grundige research og tale med de mennesker, som omgav den unge mand?

Det handler ikke om at have berøringsangst over for de svære og kontroversielle emner – der er et stort behov for at fortælle historier om den terror, som rammer den vestlige verden, og de mennesker, som står bag – men netop om omtanke og eftertanke, og det har der simpelthen ikke været mulighed for endnu.

Der pågår et kapløb i medierne og underholdningsbranchen om, hvem der kommer først med de saftige nyheder og historier. Men der kan også være for meget fart på, når det drejer sig om de menneskelige tragedier, der i forvejen bliver skreget ud på forsiden af formiddagsaviser og sladderblade. Der er ikke tid til at tænke sig om eller bearbejde begivenhederne, inden de bliver endevendt i slibrige detaljer.

Nu skal man være meget varsom med at dømme en film ude, allerede inden den har haft premiere, endsige er blevet skrevet og optaget. Men det forekommer sensationssøgende, når Zentropa og Manyar I. Parwani nu annoncerer Lukkede øjne. Filmselskab og instruktør kunne have nøjedes med at offentliggøre planerne om at lave en film inspireret af den terror, som for alvor også har ramt Danmark, og som har været en reel trussel, siden Muhammed-tegningerne blev offentliggjort for 10 år siden. Publikum er begavet nok til selv at drage de paralleller, der skal drages.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Charlotte Vestergaard
  • Ejvind Larsen
Kristian Rikard, Charlotte Vestergaard og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Houmøller

Mon ikke Peter har stabelen nede i skatteydernes lommer også denne gang? Afskaf filmstøtten og lad private investorer lave film.

Morten Østergaard og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Er det så også nu, at Information bliver forargede over den efterhånden meget lange række af danske og ikke mindst Hollywood-producerede film og dokumentarer om de dansk-amerikanske krigseventyr, hvor det for langt størsteparten gælder, at kikkerten er sat for dét øje, den enøjede har? Eller, det er måske noget andet?

Steffen Gliese, Peter Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er ikke nogen nyhed at der indleveres filmmanuskripter om enhver spektakulær begivenhed med skydevåben involveret fra 3 minutter efter første breaking news. Man vil jo gerne et eller andet .. når man har valgt en karriere i en branche hvor den selvstændiges startkapital overstiger en livsopsparing fra lønarbejde...

Steffen Gliese

Publikum bliver altid tilskrevet en voldsom begavelse, når det handler om at begrave virkeligheder, man ikke vil se.
Det er også meget udbredt indenfor teatret og her især operaen, hvor folk bliver ganske pikerede over de yderst relevante paralleller, moderne instruktører indarbejder i opsætningerne. Teatrets rolle som oprørende og ubehageligt nærværende afvises af et konservativt publikum; men de unge, mere og mere veluddannede elsker dem.