Leder

Modstridende interesser

13. august 2015

Bombekampagnen mod Islamisk Stat rundede i denne uge ét år. 5.998 bomber er i skrivende stund kastet, og resultatet er ikke specielt opmuntrende. Mens alliancen med dansk deltagelse nok kan hævde at have slået mange islamister ihjel, er den ikke mange skridt nærmere at fjerne Islamisk Stats eksistensgrundlag i hverken Irak eller Syrien, mens organisationens metastaser breder sig i andre af Mellemøstens og Afrikas mere urolige egne.

I Irak er en langsom reparation af et sygt og diskriminerende statssystem måske påbegyndt, men indtil nu er Iraks grupper blot rykket længere fra hinanden. Og de shiitiske militser, der fører kampen mod Islamisk Stat på vegne af regeringen, giver hver dag landets sunnier større grund til at støtte op om kalifatet eller i det mindste ikke kæmpe aktivt imod det.

Læs også: Islamisk Stat er langt fremme med statsopbygning

I Syrien hersker anarkiet fortsat, og mens Bashar al-Assad er trængt i defensiven, er man ikke et skridt nærmere en stærk front mod Islamisk Stat. Og luftkampagnen bærer på sin egen måde en stor del af ansvaret for det.

Tyrkiets indtræden i kampen mod Islamisk Stat i de seneste uger burde egentlig ændre på regnestykket. Landets lange grænse mod Syrien har længe været IS’ vigtigste forsyningslinje ud af Syrien og Irak, og som den absolutte stormagt i området har tyrkerne styrken til om ikke at kvæle IS, så i det mindste gøre livet ganske vanskeligt for dem. Ideelt set kunne det være lige netop den brik i puslespillet, der mangler: En lokal indsats til at supplere den kampagne Vesten har ført fra luften.

For tyrkerne er det imidlertid ingen hemmelighed, at det primære mål med den nye kampagne ikke er Islamisk Stat, men derimod kurderne, sekundært Bashar al-Assad og i sidste ende IS. Mens Tyrkiet nok har en interesse i, at IS ikke vokser sig for stærk, især på tyrkisk grund, er frygten for kurdisk ekspansion langt mere central i regnestykket.

Det er i vid udstrækning denne frygt, der ligger bag en tyrkisk foreslået sikkerhedszone inde i Syrien, som i disse dage synes mere og mere sandsynlig som næste trin i den tragiske borgerkrig. Taberne i den sammenhæng synes ubetinget at være de syriske kurdere, som dermed kan se frem til vanskeligere vilkår og tyrkiske restriktioner. Men taberen er i den grad også den alliance, der skulle slå IS ned, men risikerer at miste eller i hvert fald få forringet det vigtigste våben på jorden, nemlig den kurdiske modstand, i kampen mod den ekstremistiske gruppe, hvis sikkerhedszonen bliver til noget. Og sandsynligvis også tyrkerne selv, der hurtigt kan komme ud på dybt vand som direkte involveret i den tyrkiske borgerkrig med mudrede motiver og tvivlsomme allierede.

For den amerikanskledede alliance åbenbarer Tyrkiets dispositioner en fatal mangel i strategien mod Islamisk Stat, nemlig at der stadig ikke rigtig findes en plan for, hvordan man på jorden vil drive Islamisk Stat ud af Syrien. Eller måske snarere, at der findes en række forskellige indbyrdes modstridende og halvhjertede planer for indsatsen i Syrien, og at de allieredes handlinger der ofte spænder ben for hinanden.

For USA blev paradokset åbenlyst med en gruppe syriske oprørere, der er trænet og bevæbnet i et dyrt, officielt og dog alligevel temmelig halvhjertet amerikansk program. I de seneste uger er de enten blevet dræbt eller taget til fange af andre, islamistiske, syriske oprørere efter deres indsættelse på slagmarken i det nordlige Syrien. Grupper som naturligvis er støttet af andre deltagere i alliancen og ifølge mange spekulationer af netop Tyrkiet. Et sammenstød af interesser, der i nogen grad ligner de amerikanske og tyrkiske alliancepartneres interessekonflikt, når det kommer til de syriske kurdere.

Den foreslåede sikkerhedszone skal efter Tyrkiets premierminister Ahmed Davutoglus udsagn kontrolleres af Syriens ’moderate’ opposition, en løs betegnelse for en række grupper, som står ualmindelig dårligt i netop det nordlige Syrien, hvor zonen er planlagt, mens alliancen af islamistiske militser i omegnen af Jabhat al-Nusra umiddelbart ligner et bedre bud på en fremtidig vinder, hvis det skulle lykkes at forvise IS fra zonen og holde kurderne ude. Selvsagt ikke et fremtidsscenarie, der er særlig attraktivt fra vestlige hovedstæder, hvor begejstringen for den tyrkiske intervention derfor reelt ikke er voldsom stor. Det centrale problem er, at man ikke er enige om, hvem man kæmper imod – og med hvem, man gør det. Indtil man opnår enighed om de grundbetingelser er en forbedring af situationen i Syrien svær at forestille sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Problemet i Mellemøsten (og Afrika) er, at alle grænserne er designet af imperiestormagterne i imperialismens storhedstid! Grænserne er lavet, så landene alle inkluderer indbyrdes stridende mindretal (her sunni, shia og alawitiske muslimer og kristne) uden en dominerende "flertalsbefolkning". Det gjorde man for at optimere udbytningen af områdernes værdier; faktisk var det meningen med det og det lagde ingen skjul på dengang: Det var politikken! Så længe politikkerne nægter at ændre på grænserne, vil problemerne med flygtninge bare vokse og vokse, det vi ser nu er bare begyndelsen. Søren Espersen (DF...) er den eneste politikker, som engang i mellem lyder som om, han er klar over det, mens alle andre bare ikke har nogen løsningsforslag, udover at "bombe lokalbefolkningen til de opfører sig ordentligt"! Giv dem dog deres egne nationalstater med homogene befolkninger! Det burde klart være DFs politik og måske nogen andre kunne lære noget af det!

Torben Lindegaard

Lad os få de F-16 fly hjem fra Mellemøsten, mens de stadigvæk kan flyve ved egen kraft, og der stadigvæk findes ikke-sygemeldte mekanikere.

Philip B. Johnsen

Den kapitalistiske imperialisme, krig for olie mm. under påskud af at ville indfører demokrati, er drivkraften bag rekruttering til IS fra vores del af verden.

Stop den aktivistiskeudenrigspolitik den kapitalistiske imperialisme, krig for olie, det er en tabt krig.

@Henrik Leffers:
Jeg er enig med dig.
Multikulturelle stater er vejen til borgerkrig.

Iøvrigt klarer de selv bedst deres problemer i Mellemøsten.
Det behøver vi ikke komme og fortælle dem om.

Jannik Sørensen

@ Philip B. Johnsen

Enig. Men lov mig så, at jeg slipper for debatindlæg om "at Vesten ser passivt til, mens tusinder nedslagtes af IS, Taleban, Gaddafi, Serbien osv.".

Philip B. Johnsen

Jannik Sørensen
Det skal du ikke regne med vil blive virkelighed, EU's rigmænd holder sig aldrig passive i væbnet konflikt, det er penge at tjene, så hvis Danmark indirekte eller direkte, efter den danske meningsløse millitær indsats i regionen er afsluttet, fortsat støtter uddannelse af deres soldater, sælger dem våben og køber billig olie retur, for at forsyne de stridende parter med økonomi til deres krig og vores fortjeneste, som Danmark plejer, vil jeg fortsat kritisere vores afstumpede økonomiske kultur.

@Philip B. Johnsen:
Hvordan kan det så være at den vinkling som Jannik Sørensen taler om, altid vil starte i Information og Politiken ?

Philip B. Johnsen

Egon Maltzon
Løgnagtig krig for demokrati sælger godt politisk, det appellere til alle i Danmark og til Vestens selvforståelse generelt, demokrati er en bedre fremtid for kvinder og børn og er god forretning.

Svaret er at et er bare mere sexet, at sige at vesten kæmper for demokrati, så kan de fleste mennesker tåle, at der er nogle ofre for krigen, specielt når det er så god en forretning, ikke at deltag i myrderierne, ser pludselig fejt ud.

Løgnen er så tyk, at de fleste overser det naturligvis ikke er muligt, at bombe sig til demokrati, hvor ingen ved, hvad demokrat er, der er det selvfølgelig himmelråbende naivt.

Et typisk eksempel er en far i et almindeligt stammesamfund, sidder foran sit hus efter et vestligt angreb, med sin døde datter i hænderne, han har aldrig hørt om demokrati, men det ligner noget han har set før og ikke ønsker sig mere af, de allierede er hans fjende nu, fra den dag datteren blev dræbt, hvis ikke de var det i forvejen.