Leder

Netanyahus ansvar

Debat
7. august 2015

»En atmosfære er blevet skabt, som har tilladt eftergivenhed over for det, som naivt kaldes ’ukrudt’. Ethvert samfund har ekstremistiske yderkanter, men i dag er vi nødt til at spørge: Hvad er det i den offentlige atmosfære, som tillader ekstremisme og ekstremister at vandre omkring med selvtillid i fuldt dagslys?«

Reuven Rivlin, Israels præsident

De seneste ugers begivenheder har for alvor bragt et nyt udtryk på bane, som kritiske røster dog kunne indvende ikke er så nyt endda, nemlig begrebet ’jødisk terror’.

Sidste torsdag angreb en ortodoks ekstremist Gay Pride-paraden i Jerusalem og stak seks deltagere ned, hvoraf én efterfølgende døde af sine sår. Og søndag kulminerede flere års såkaldte ’price tag’-angreb – vandalisme mod individer, institutioner og organisationer, som på forskellig vis anses som skadelige mod bosætterbevægelsen – med en mordbrand på to palæstinensiske hjem i landsbyen Duma, der førte til et spædbarns forfærdelige død og til, at adskillige andre familiemedlemmer blev hårdt såret.

Siden da har den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bets ’jødiske afdeling’ gennemført en række anholdelser af messianske, ortodokse jøder, der ifølge deres oplysninger planlagde en række terroraktioner mod blandt andet kristne kirker. Angreb, som efter planen skulle resultere i anarki og i sidste ende føre til et stort sammenbrud og til en konflikt, som den hellige skrift har forudsagt som et afgørende punkt på vejen mod den evige frelse.

Fælles for angrebene, både de virkelige og de forestillede, er naturligvis, at de er foretaget af folk, som man med en vis ret kan afskrive som tilhørende det allermest rablende rabiate religiøse tossesegment. Hvilket premierminister Benjamin Netanyahu da også omgående gjorde.

»Terror er terror,« sagde han om mordbranden med en retorik, der ganske vist tog afstand fra angrebene, men samtidig placerede dem i den lidt uforpligtende kategori af problemer, som ganske vist skal adresseres, men som Netanyahu ikke lod til at føle et stort ansvar for.

Men angrebene og den efterfølgende diskussion rammer på mange måder ind i en helt central eksistentialistisk debat i Israel, som river og flår i landet i disse år. Nemlig sammenstødet mellem ideen om Israel som et sekulært samfund bygget på en række universalistiske principper eller ideen om Israel som et jødisk samfund præget af etniske prioriteringer og religiøse krav fra den ortodokse højrefløj.

Her synes Netanyahu at have taget ensidigt stilling med sin erklæring sidste år om, at Israel er en jødisk stat, og især med sin omfavnelse af Israels yderste – ofte religiøse – højrefløj, inklusiv racistisk generaliserende og stærkt truende udsagn mod landets arabiske befolkning.

Spørgsmålet er naturligvis, om man kan hægte individer og ekstremisters handlinger op på en politik, som for modstandere kan synes ideologisk forbundet, men som til forskel fra terrorhandlinger er bygget på legitime argumenter – og på lovens bogstav.

I de nordiske lande kan debatten sammenlignes med den, der fulgte efter Anders Behring Breiviks terrorhandlinger, hvor de fleste trods alt var fornuftige nok til ikke at kæde hans angreb direkte sammen med de mere reaktionære og indvandringsskeptiske parlamentariske kræfter i landet.

Forskellen på Israel og Norge er, (blandt andet), at de mest reaktionære og minoritetskritiske parlamentariske kræfter rent faktisk er ved magten i Israel, at deres udtalelser ofte minder skræmmende meget om absolut udenomsparlamentariske kræfters.

Og det israelske statsystems track record i forhold til at modarbejde de voldelige kræfter er et interessant studie. Data om dette indsamles af organisationer som B’Tselem og viser en udstrakt tålmodighed fra israelsk side med etnisk og religiøst motiveret vold, som er svær at afskrive som andet end et politisk tilvalg.

Af de over 300 årlige anmeldelser af angreb, palæstinensere har anmeldt siden 2010, førte under ti procent ifølge menneskeretsorganisation Yesh Din til en sigtelse. Kun 2,5 procent af sagerne fører til en dom, og i hvert fjerde tilfælde, hvor der faktisk blev rejst sigtelse, og en gerningsmand blev fundet skyldig, blev domsafsigelsen efterfølgende droppet.

Det betyder ikke, at der i politiske kredse er støtte til de ekstremistiske angreb, eller at der ikke er et udstrakt ubehag over, at de er sket. Men et medansvar for at skabe betingelserne for dem er svært at komme uden om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Jørn Pedersen

Hvor er forskellen på jøder og muslimer?

Jens Jørn Pedersen

Hvor er forskellen på islamister og ortodokse jøder?

Jens Jørn Pedersen

Bibelen og Koranen udspringer af det samme!

Kenneth Jacobsen

Price tag-angreb går ud over mennesker, bygninger og organisationer, som netop IKKE er en trussel for bosætterbevægelsen, men som alligevel skal undgælde for whatever, der går denne imod...

Messianske, ortodokse jøder? Messianske jøder tror, at Jesus af Nazareth er messias/Kristus. Større modsætning til de ortodokse findes næppe blandt jøder.

Det er sørgeligt at se journalister forklare enkelte overfald med inderigspolitik, da det vi skulle addressere som et demokratisk samfund, er de groteske, gentagne og vedvarende overtrædelser af internationale vedtagne love, som vi kun er tavse omkring når det gælder Israel - Et af de tætteste sammarbejdspartnere i EU.
http://youtu.be/1sib5HbdEV4
BDS(Boycot), som er et fredeligt middel til at presse Israel til reelle forhandlinger, er borgere som erkender at hverken vestlige medier eller politikere er villige til at erkende resultatet af Israels politk på Vestbreden og i Gaza, selv med over 25 års åbentlyst apartheit mod næsten forsvarsløse palestinensere . Bevægelsen started for fem år siden, og har fået meget vind i sejlene efter Israels massakre i Gaza sidste sommer. Mange universiteter og kulturpersoner og institutioner er fremme i skoene verden over, og den vokser hele tiden.
Danmark skal vågne op, stoppe den udsigtløse analyse, kigge på stregkoder når de handler, og overveje om de vil fortsætte med deres samarbejds- og handelspartnere, hvis de er med til at opretholde den ulovlige besættelse med varer eller tjenesteydelser.
EU har laver restriktioner på varer fra bosættelserne, men det har gang på gang vist sig at varerne bliver markeret som kommende fra Israel.