Leder

Oliens tyranni

Debat
22. august 2015

Det er lige før, man ønsker sig tilbage til de gode gamle dage, da OPEC-kartellet med dets statslige olieselskaber styrede udviklingen. Dengang de var verdens ’sving-producenter’, som ved at regulere olieproduktionen op og ned i takt med den globale efterspørgsel kunne sikre en nogenlunde stabil verdensmarkedspris på olie.

Som beskrevet i gårsdagens Information er verden i dag havnet i en helt ny situation, hvor amerikanske olieskiferproducenters massive indtog på scenen har ændret spillereglerne dramatisk. Faktisk er verden på vej tilbage til situationen før 1970, hvor USA var den toneangivende olieproducent og effektive regulator af olieprisen – dog med den helt afgørende forskel, at man dengang havde et statsligt organ (med det misvisende navn Texas Railroad Commission) til at regulere produktionen for at holde verdensmarkedsprisen stabil. I dag er det de individuelle, private olieproducenter i USA, der hver for sig og ud fra egne motiver og logikker bestemmer, hvor meget de vil producere. Det giver risiko for øget markedsturbulens og uro omkring olieprisen – som netop nu, hvor prisen på godt et år er styrtdykket med ca. 60 pct.

Selvfølgelig er det noget nostalgisk pjat at ønske sig OPEC tilbage i førersædet. Det var som bekendt netop OPEC, der i 1973 afbrød næsten 100 års relativ prisstabilitet, da man pludselig lukkede for oliehanerne og sendte olieprisen på himmelflugt og verdensøkonomien på kaoskurs.

Så den egentlige pointe er, at det er selve olieafhængigheden, der er destabiliserende og potentielt krisefremkaldende for verdensøkonomien, uanset hvem der forsøger at styre.

Ser man på grafer over udviklingen i global oliepris og global BNP-vækst, opdager man, at de følges ad, typisk med olieprishop som forløber for faldende økonomiske vækstrater. Den amerikanske økonom James Hamilton, University of California, San Diego, har vist, hvordan 10 ud af 11 amerikanske recessioner har været knyttet til markante olieprisstigninger. Tilsvarende kan olieprisfald udløse kriser: Dagens voldsomme prisfald betyder for eksempel, at likviditetstørstende producenter – amerikanske skiferolieselskaber, Rusland, Venezuela, Irak – føler sig tvunget til at kaste mest mulig olie på markedet for at kompensere for den lave pris – med fortsatte prisfald til følge. De faldende oliepriser og -indtægter nævnes netop nu som årsag til regeringstruende social uro i Venezuela.

Markedsentusiaster og modelfikserede økonomer finder det muligvis vidunderligt, at tingene således regulerer sig selv i pagt med de computerbaserede ligevægtsmodeller, men ude i virkeligheden handler det om levende menneskers livsvilkår. Ligesom det er brutal virkelighed, når dele af verden er blevet kastet ud i regulær krig om oliereserver eller med olien som våben i krig og konflikt.

Det forekommer således helt utåleligt, at verdensøkonomiens tilstand, enkeltlandes økonomiske situation og den nationale og internationale stabilitet skal være dikteret af uforudsigelige prisudsving og afhængighed af et bestemt brændstof og af de aktører, der kontrollerer det. Især i betragtning af, at verdens faktiske olieomkostninger udgør så lidt som fire pct. af det globale BNP.

Sådan som industrisamfundet i sin tid indrettede sig, har olieafhængigheden været uundgåelig. Men sådan behøver det ikke længere at være. Tænk hvis verden kan indrette sig med en energiforsyning, der ikke baserer sig på begrænsede og geografisk bestemte, fossile reserver. I det øjeblik olien er erstattet af frit strømmende, gratis, allestedsnærværende og ikke-monopoliserbar sol og vind, vil hele den markedskapitalistiske binding og destabiliserende turbulens, der nu har plaget og domineret verdensøkonomien i fire årtier, fortone sig. OPEC, Rusland og de store olieselskaber vil fuldstændig have mistet deres magt over økonomien og vores tilværelse.

Forudsætningen er politisk handling. Ambitiøse programmer for omstilling. Netop nu, i skrivende stund hvor olieprisen stadig falder, er der for eksempel behov for neutraliserende afgifter eller andet, der kan dæmme op for prisudviklngens negative konsekvenser. Jo mere olie og benzin falder i pris, desto sværere bliver det f.eks. at få alternativet i transportsektoren – elbilen – ud på vejene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Præcist. Der burde være meget mere fokus på det helt centrale: Hvordan opretholdes benzinprisen på en måde så den alt for lave brændstofpris ikke fungerer som yderligere incitament til øget bilkørsel og bilanskaffelse/bilejerskab? Dvs. staten må sikres konjunkturbestemte afgifter fra benzinen, og en del af provenuet kunne passende indgå i Togfonden, som siges at være underfinansieret.