Leder

På normeret tid

31. august 2015

I disse dage starter et nyt hold unge på landets universiteter. De starter til nyheden om, at der skal spares to procent om året på uddannelsesområdet – i alt 8,7 milliarder på fire år. De starter også til en forventning om, at de skal være både fagligt dygtige og innovative. De skal for alt i verden ende med at være bedre end studerende fra andre lande – især Kina – for det er kvaliteten, vi skal kunne konkurrere på. Og de skal gerne gøre det hurtigt – på normeret tid. Men spørgsmålet er, om det er rimeligt at forvente, at de studerende kan klare det hele. Både at være fagligt dygtige, mere originale og hurtigt færdige. Og spørgsmålet er, om det er rimeligt at forvente, at universiteterne kan levere denne vare – nu til nedsat pis.

Processen hen imod det universitet, som de unge i dag møder, har været i gang i mange år. Den mest markante ændring kom i Helge Sanders (V) periode som videnskabsminister fra 2001 til 2010. Han kom med sin købmandslogik og ville effektivisere. Vi har her i avisen ofte kritiseret Helge Sanders politik. Skal man sige noget positivt, så fik han – om end på en umusikalsk måde – ryddet op i nogle ting, som reelt set godt kunne bruge et eftersyn. Både når det kommer til forsknings- og til uddannelsespolitikken.

Når der har været en elefant igennem en glasbutik, er også de grimme vaser smadret – og for bare 10-12 år siden var det eksempelvis ikke ualmindeligt, at en specialestuderende brugte en tre-fire år på at få skrevet sin afhandling. Så skulle der vist også være tid til både fordybelse, eftertanke, tvivl og selvudvikling. Mange studerende var halvgamle, før de blev indskrevet, og mange var lige lovlig ivrige efter at skifte uddannelse undervejs.

Gennem en række reformer lykkedes det at stramme op, og i dag kan man se, at nogle af tiltagene var fornuftige. SRSF-regeringen fortsatte, hvor VKO slap, og fremdriftsreformen gav endnu et nyk i samme retning – universiteterne skal i 2020 skære den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder, ellers bliver de straffet. Samtidig er universiteterne med dimensioneringen, som allerede har haft betydning for dette års nye studerende, blevet tvunget til at optage færre studerende på de uddannelser, som traditionelt har haft stor arbejdsløshed og flere på dem med lav.

Selv om den øgede detailstyring kan synes fornuftig nok i sine konkrete formål, så har den også en pris. Nogle universiteter vil skære yderligere en måned af specialetiden. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan nå at lave noget, der for alvor er forskningsmæssigt interessant på fem måneder. At lave noget originalt og nytænkende er i hvert fald svært. På grund af reformerne – og måske også på grund af det forældede taxametersystem – forsøger universiteterne også at begrænse mængden af studiearbejde undervejs, ligesom man er blevet mindre begejstret for at sende de studerende på udlandsophold og i praktik.

Det er logiske tiltag, hvis man gerne vil have de studerende hurtigst og billigst muligt igennem universitetet, men ikke hvis man gerne vil dyrke egenskaber som dannelse, selvstændighed og iværksætteri. I øvrigt skal det blive sjovt at se, hvordan netop ministerierne af alle arbejdspladser vil klare sig i en virkelighed med færre praktikanter og studentermedhjælpere.

I sin tale ved fredagens immatrikulationsfest på Frue Plads kom rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet ind på problematikken:

»I skal finde noget at leve af – et job. Og I skal finde noget at leve for – modet til selv at definere hvad der er rigtigt og forkert. Og fordi vi må holde fast i, at begge dele er afgørende elementer af en universitetsuddannelse, vil vi på KU gøre vores til, at der stadig er plads til de omveje, der er genveje til en bedre uddannelse og til mere dannelse. Udlandsophold, erhvervserfaring og iværksætterdrømme.«

Det lyder flot, og det er muligt, at det reelt er intentionen fra rektors side. Men det bliver noget nær umuligt for ham at holde sit løfte over for de mange nye studerende. For der er en smertegrænse, og så længe vi holder fast i ambitionen om, at universitetsuddannelserne både skal være fagligt gode og skabe rammerne for en personlig dannelse, så er det ikke muligt at presse universiteterne mere på økonomien og de studerende mere på tiden uden at det får negative konsekvenser. Både for de studerende selv og for samfundet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Nogle universiteter vil skære yderligere en måned af specialetiden. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan nå at lave noget, der for alvor er forskningsmæssigt interessant på fem måneder."

Disse ting måles jo i ECTS-points.

Hvis specialet tæller 30 ECTS-points, så er tidsforbruget normeret til 1/2 studieår.

Hvis det ikke er nok, kan specialet tildeles flere ECTS-points = højere tidsallokering.

Steffen Gliese

Studerende, der var lang tid om det, foretog studieskift m.m., fik stadigvæk kun SU i en begrænset årrække og studerede derfor i den ekstra tid for egen regning - ja, de betalte oven i købet for deres eget studie over skatten.
Forringelserne, herunder afdemokratiseringen, er et tyveri fra danske skatteborgere, der længe før deres børn kom på universitetet eller andre steder, indvilligede i at betale skat til institutionen fremfor at kunne spare op af en højere nettoløn.
Det er i ingens interesse, at de, der læser sig til den højeste viden, ikke bare skal gøre dette - efter et vist niveau, og det er både personlig og faglig modenhed, vi taler om, er deres faglige bidrag ikke ringere end den færdiguddannede.
Der er et helt andet problem, og det er, at politikerne prioriterer privat driftighed over den institutionelle samfundsinteresse og ønsker folk med uddannelser, der passer til den almene interesse, placeret i erhvervslivet. Med flid nedlægges der stillinger, hvor udviklingen burde tilsige, at der oprettedes i stedet for.

Problemet med normeret tid er, at den jo aldrig før er blevet taget alvorlig, den er en politisk beslutning, der kun egner sig til t være nominel.

Dorte Sørensen

PS: Hør Orientering 31. Aug. 2015 Indslag hvor både ministeren og Rane Willerslev får ordet.

omtalen af programmet - "De studerende mangler sult, selvansvar og dannelse. Det udtaler uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) i en artikel i Jyllands-Posten i dag. Her beskriver han ligeledes, hvordan han mener, at uddannelser i fremtiden i højere grad skal give de studerende praktiske kompetencer. Rane Willerslev, professor i socialantroprologi ved Aarhus Universitet, mener derimod, at Danmark har brug for skøre hjerner, der tør tænke kreativt, også selvom de engang imellem træder ved siden af, og ikke 12-tals piger eller drenge."

Fagene giver de studerende praktiske kompetencer og har altid gjort det. At det så er nogle andre kompetencer end dem, som det private erhvervsliv efterspørger, er noget andet. Det private erhvervsliv ved bedst selv, hvad de har brug for, så de må uddanne den arbejdskraft - ligesom de tidligere gjorde. Det er vel egentlig kun samfundets forpligtelse at uddanne dem, som samfundet selv har brug for.