Leder

Ikke en snus klogere

Debat
29. august 2015

Fulgt af kamerahold har udvalgte politikere de seneste dage været på en sandhedssøgende mission i Finansministeriet.

På vegne af offentligheden har medlemmerne af Folketingets finansudvalg efter ekstraordinært pres fået adgang til de købstilbud, der gik forud for Folketingets salg af 19 pct. af aktierne i det statslige energiselskab DONG. Under højlydte folkelige protester og SF-exit fra regeringen endte aktierne som bekendt hos den udskældte amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Men solgte staten for billigt? Var der bedre købstilbud? Kunne DONG være blevet på nationale hænder ved at sælge til et dansk pensionsselskab?

Har det folkevalgte granskerhold giver os nye svar? Nej. Politikernes gennemlæsning af dokumenterne har alene affødt en ny stribe spørgsmål. Offentligheden synes endnu en gang at ende som taber i et taktisk spil, der foreløbig har to vindere: Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og ledelsen i Goldman Sachs.

Finansudvalgets adgang til købstilbuddene har fra begyndelsen lugtet langt væk af en politisk-taktisk skueproces med et dobbelt formål: Claus Hjort Frederiksen kunne udstille sin socialdemokratiske forgænger, Bjarne Corydon, som en mørkets fyrste, fordi han hårdnakket nægtede den åbenhed, som den nye regering nu praktiserer. Og Goldman Sachs kunne ved at åbne dokumentmapperne reparere på sit image som en ekstrem lukket og grådig investeringsbank.

Store dele af pressen er velvilligt hoppet på bankens kommunikationsstrategi, selv om Goldman Sachs efter et lynvisit på forsiden af Berlingske overfor resten af pressen er akkurat lige så lukket, som banken hele tiden har været.

Paradoksalt nok er det forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der sammen med sin kompagnon og tidligere rådgiver, Michael Ulveman, har været med til at sikre god presse til både Venstre-regeringen og imagepleje til Goldman Sachs. De to konsulenter kan således hæve honoraret, mens offentligheden står måbende tilbage.

For hvordan havde vi egentlig forestillet os, at menige medlemmer af et finansudvalg – deres øvrige kvalifikationer ufortalte – skulle kunne gennemskue dybt komplicerede internationale købstilbud. Den slags kræver normalt specialiserede jurister at begribe? Hvordan har finansudvalget kunnet sikre, at de fremlagte dokumenter ikke var udvalgt til lejligheden, så de levede op til en vis form for åbenhed, men ikke efterlod en fyldestgørende indsigt?

Det er al ære værd, at politikere som Kristian Thulesen Dahl (DF), Pelle Dragsted (EL) og Jonas Dahl (SF) de seneste dage har taget sporingsarbejdet på sig, men desværre er det foreløbige resultat forventeligt. Eller som Kristian Thulesen Dahl træffende formulerede det forleden:

»Jeg kan ikke sige, at jeg er blevet overbevist om, at det var det bedste bud, men er heller ikke overbevist om, at der var en andet bud, der var bedre.« Tja, det er vel en lang udgave af: Jeg er ikke blevet en snus klogere.

Presse og politikere må selvsagt fortsætte med at finde svar på de endnu ubesvarede spørgsmål i DONG-salget. Men samtidig må politikerne nu sikre, at det samme teater ikke skal opføres på ny, når Folketinget næste gang vælger at sælge helt eller delvist ud af statens virksomheder.

Det må således gøres til en ufravigelig forudsætning for alle fremtidige købere af statslige virksomheder, at offentligheden selvfølgelig må kunne få indsigt i konditionerne. Bjarne Corydon har hidtil forklaret, at den slags regler for åbenhed vil skræmme potentielle køber langt væk. Hvis vi vil have demokratisk kontrol, kan vi ikke få de bedste tilbud, har han ladet forstå. Det kan bestemt ikke udelukkes, at han har en pointe.

Selv om de seneste dages fremlæggelse af dokumenter i Finansministeriet virker forloren, så har Claus Hjort Frederiksen leveret et uigendriveligt argument for større åbenhed forud for fremtidige salg.

Skulle potentielle købere blive skræmt af det, må Folketinget være rede til at betale prisen eller lade være med at sælge. Vi skal i hvert fald ikke en gang til sælge ud af vores idealer om demokratisk åbenhed. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Hvis idealer?

Christian Jensen (CJ) skriver: "Vi skal i hvert fald ikke en gang til sælge ud af vores idealer om demokratisk åbenhed."

Jeg spørger: "Hvis idealer tænker CJ på?"

Det kan næppe være embedsmændene eller det store politiske flertal i Folketinget, som for nyligt svækkede en i forvejen svag Offentlighedslov. Men hvem kan det så være? Folket? Eller Information?

Åbehedskomitéen
/V. Kurt Loftkjær

Anne-Marie Krogsbøll, Felix Austin og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

"... lade være med at sælge. "

Nok en holdning som i dag ville blive betegnet som gammelkommunistisk - men som demokratisk set vil være det eneste rigtige.

Anne-Marie Krogsbøll og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Da jeg først hørte om salget til G og M var jeg rystet over, at en handel med et af verdens grådige og mest egoistiske firmaer overhovedet var tænkeligt for en socialdemokratisk regering.
For pengenes skyld. Hvor ynkeligt.
Foretagender, der ikke bekymrer sig om lande kommer i bundløs gæld, som finder det uproblematisk, at et boligmarked i et af verdens største lande klolapser, blot profitter er god, sådanne foretagender skal da bekæmpes.
Når man i gamle dage satte guldet over moralen, hed det sig, at man havde solgt sig til fanden.
Det kunne gå godt i mange år, men i sidste ende var der altid en pris, der skulle betales, ikke i guld, men tab af sjælen, af det, der gør os til et samfund.
I sidste ende er der altid en pris.

Toke Andersen, Anne-Marie Krogsbøll og Felix Austin anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Det allerværste ved Bjarne Corydons accept af Goldman Sachs' tilbud var, at Goldman Sach helt åbenlyst placerede de købte aktier i først et Luxemborg-selskab og videre i et off-shore-selskab.

Herved var staten 100% sikker på aldrig at modtage 1 kr. i skat af aktieudbytterne.

Det her er ynkeligt, men jo ikke helt overraskende. Hvem ville i sin naivitet have troet, at denne herre ville løfte sløret højere end sin socialdemokratiske forgænger? En venstre-mand, der i forvejen ikke har rent mel i posen. Jeg græmmes sammen med flere hundretusinder andre over dette spil med gode og gedigne danske værdier som tidligere var solidt foranket på fællesskabets hænder. Allerede nu kan man jo konstatere, at der kan afskummes gedigne overskud til skattelyets skjulte konti undere ejerskab af den bemeldte bank - eller hvad de nu kan finde på at betitle sig selv med. Men det værste er stadig tabet af demokratisk kontrol over væsentlige dele af energiinfrastrukturen. Det må - uanset hvilken partifarve, der nu kan få sig selv til at forsvare tyveriet - betegnes som en forbrydelse mod fællesskabet. Glem det nu ikke!

Toke Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Men det værste er stadig tabet af demokratisk kontrol over væsentlige dele af energiinfrastrukturen."

Njarhhh - slemt, meget slemt - men efterhånden (efter yderligere skandaler som ATEA og den nye skattesag) synes jeg, at det værste er det hastigt accellerende tab af tillid til landets ledere, og til at Danmark er et rimeligt ukorrupt land.