Leder

Uvirkelig aftale

Debat
12. august 2015

Grexit er afblæst! Efter måneders turbulente forhandlinger faldt en principaftale om den tredje hjælpepakke inden for fem år til den trængte græske økonomi i går på plads. Den 85 mia. euro store hjælpepakke – hvis den bliver godkendt i eurozonelandenes parlamenter – betyder nu, at de græske banker vil kunne rekapitaliseres og tidligere lån tilbagebetales. Grækenland går ikke bankerot. Eurozonen falder ikke fra hinanden.

Så langt, så godt. For hvad er det for en aftale, grækerne nu skal implementere? Er der nogle nye tiltag der – modsat de to forrige pakker med deres medfølgende krav om nedskæringer, strukturelle reformer og privatiseringer – skaber håb om, at den græske nedtur i de kommende år vil blive vendt? Er denne pakke løsningen?

Næppe. Der er en række nye tiltag (se artikel side 10-11), men hovedparten af aftalens punkter er gengangere – nedskæringer i tilskud og pensioner, skatte- og momsstigninger, bedre skatteopkrævning, liberaliseringer, privatiseringer. Mens nogle tiltag er nødvendige og gavnlige, er mange andre blevet dømt urealistiske eller utilstrækkelige af flertallet af de økonomer, denne avis har talt med.

Premierminister Alexis Tsipras vil givetvis hævde, at det er en sejr og en lempelse af nedskæringspolitikken, at landet i år har fået lov til at have et budgetunderskud på 0,25 procent frem for det overskud på en procent, kreditorerne krævede i juni. Imidlertid er ændringerne i bund og grund blot en justering i forhold til den virkelighed, Grækenland befinder sig i efter juli måneds banklukninger og indførelsen af kapitalkontrol.

I 2018 bevæger aftalen sig igen væk fra virkelighedens verden, idet der fra dette år kræves et budgetoverskud på 3,5 procent. Det vil blive svært at finde den økonom, der tror på så optimistisk et scenarie – særligt at overskuddet vil kunne holdes år efter år, hvilket er helt uhørt i global sammenhæng. Andre har peget på, at det er uklogt at have et så højt budgetoverskud, frem for at investere i vækstfremmende projekter, der er afgørende for at få landet på fode igen.

Men det mest uvirkelige ved aftalen er det, der indtil videre ikke nævnes – nemlig gældsnedskrivning, som IMF har påpeget er helt afgørende for, at den græske gæld bliver bæredygtig. Uden dette afgørende element vil håbet om, at aftalen kan føre til græsk genrejsning – som de forrige to forsøg – være ren fantasi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"Men det mest uvirkelige ved aftalen er det, der indtil videre ikke nævnes – nemlig gældsnedskrivning, som IMF har påpeget er helt afgørende for, at den græske gæld bliver bæredygtig. Uden dette afgørende element vil håbet om, at aftalen kan føre til græsk genrejsning – som de forrige to forsøg – være ren fantasi."

Satans tyskere - kan de dog ikke forstå, at de kr. 7.885 Grækenland skylder hver tysker, er tabt.

http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-07-05-se-listen-saa-meget-skylder-gr...

Hvilket selvfølgelig ikke bør stå i vejen for nye lån til grækerne.

Bare se til Luxembourg, hvor hver indbygger har "lånt" kr. 12.200 til grækerne gennem hjælpepakke I & II. Nu kommer hjælpepakke III.

Jørgen M. Mollerup

I en artikel i LMD English Edition fra juli 2015 af Gabriel Colletis, Jean-Philippe Robé og Robert Salais kan man bla. andet læse følgende.
Many believe Greece’s main problem is its inability to honour its debts. According to the Greek parliament’s Debt Truth Commission, the current level of debt is a result of the very sharp rise in interest rates between 1988 and 2000, massive defence spending, and, from 2000 onwards, the decline in tax revenues caused by tax evasion and by tax amnesties and other “gifts” to the better off.
This analysis identifies some causes of the growth of Greece’s debt burden, but not all. Debt is not the cause of Greece’s problems; it only worsens them. The main problem is the under-development of industrial production, and Greece’s heavy dependence on external finance.
As things stand, a Greek exit from the eurozone followed by a sharp devaluation of the new national currency would make it difficult for ordinary Greeks to buy daily necessities. Not only does Greece import nearly all of its capital goods and consumer durables, but its balance of trade is in deficit in energy, medicine, textiles, consumer electronics and even agriculture.
After Greece joined the EU in 1981, consumer spending gradually rose to a level near the average in other developed countries of the EU. At the same time, industrial production collapsed, its share of GDP falling from 17% in 1980 to around 10% in 2009. And between 2009 and 2013, industrial production fell by another 30%.
This means Greece depends to a great extent on tourism and money from abroad to maintain its external balance. From the 1960s to the 1980s, that money came from Greeks living and working abroad; from the 1980s and 1990s on, it was replaced by EU loans. In the 1980s Greece — banks, businesses and finally the state — turned to the financial markets for funds. This explains the huge rise in interest payments.