Leder

En afghansk advarsel

10. september 2015

Godt et år efter de sidste danske soldater forlod Helmand, er flere af provinsens nordlige distrikter faldet i hænderne på Taleban og deres allierede. Og det samme er sket bl.a. i provinserne Kunduz og Badakshan. At de afghanske oprørere udnytter tilbagetræningen af de internationale styrker til at generobre territorium er forventeligt – men stadig foruroligende.

Udviklingen viser, at den nye afghanske hær er kommet på en opgave, den ikke kan løse.

Manglen på fungerende forsyningslinjer, et brugbart flyvevåben og ikke mindst et redningsberedskab betyder, at de afghanske sikkerhedsstyrker lider ekstremt store tab, når de forsøger at genetablere regeringens kontrol over de tabte distrikter.

Selv om Taleban har medvind i enkelte provinser er det vigtigt at understrege, at den fundamentalistiske bevægelse ikke i øjeblikket udgør nogen trussel mod den afghanske stat. For det første kontrollerer bevægelsen ingen byer, veje eller områder af betydning for den afghanske stat. For det andet består en stor del af det, vi i Vesten kalder Taleban, i virkeligheden mest af lokale krigsherrer, der slås om adgangen til at bestemme i deres område og ikke mindst om retten til at beskatte opiumsproduktionen. Det er med andre ord det feudale Afghanistan, der stikker hovedet frem og udfordrer den moderne stat, som bl.a. Danmark har været med til at opbygge. Uanset hvem, det er, der udnytter magttomrummet efter de internationale styrker, bliver den afghanske hær nødt til at skifte strategi. I øjeblikket forsøger sikkerhedsstyrkerne desperat at bevare kontrollen med hele det 652.225 kvadratkilometer store land – selv om deres vestlige rådgivere længe har rådet dem til at koncentrere de militære kræfter om at beskytte de vitale dele; storbyerne, provinshovedstæderne, ringvejen, der binder landet sammen og handelsruterne til nabolandene.

I praksis betyder det, at nogle af de mest isolerede landdistrikter vil blive overtaget af Taleban eller lokale krigsherrer, som regeringen må forsøge at få over på sin side. Efter 14 års krig er det på tide at erkende, at Afghanistan er et stammesamfund, hvor en central statsmagt kun kan overleve i tæt samarbejde med krigsherrer og narkobaroner.

Er det kønt? Nej. Er det muligt? Ja, formentlig. Hvad kræver det af Danmark? At bistanden fortsætter i adskillige år endnu. For uden bistand, ingen afghansk stat. Og så kommer verden til at stå med endnu en enorm flygtningestrøm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her savnes så, at Information inddrager USA strategi om at etablere langsigtede militære tilstedeværelse i Afghanistan ved at udnytte et alibi om islamiske stat.
Vesten vil gerne have et vågent øje med Kinas ” Silk Road” og Ruslands “Eurasian Economic Union”, derfor ser vi også gerne en stat, der kan kalde på Vesten.

Er ikke helt enig med artiklen forfatter: Taliban udgør en stor trussel og er ved at vinde magten af en række områder. Dertil kommer trussel fra ISIL og den dyb problematiske nabo Pakistan, der med støtte fra USA udnytter en hver situation til destabilisere landet for at undgår at tale om de områder, der i virkligheden tilhører AFG.
Jeg bryder mig heller ikke om brugen af "Stammesamfund", det er et udtryk som euroærer bruge når ikke vil sætte sig ordentligt in afghanske/andre landes historiske og geo-politiske baggrund. AFG består ikke af stammer men af en række nationaliteter - perser, pashtuner, hazar (mongoler), usbeker, turkmener, etc. I modsætning til DK, AFG har aldrig været et homogent land og stormagterne har igennem tiden udnyttet dette til at skabe splittelse imellem disse grupper med krigen som den forfattelige konsekvens.

Uanset om det er krigsherrer, hvilket kan være sandsynligt, men måske alligevel ikke er det, og dermed ikke den sande forklaring, så er udviklingen under alle omstændigheder bekymrende, og et politisk nederlag for vor deltagelse.

Så meget desto mere sætter det Venstres ensidige nedlæggelse af Irak og Afghanistan- kommissionen i relief, og de værdier som venstres vælgere åbenbart finder så tiltrækkende, at de vil stemme på partiet.

Det er ikke blot en ussel måde at fralægge sig sit politiske ansvar for vor deltagelse i disse krige, og viser hvilke usle værdier der er partiets og vælgernes kerneværdier; "nemlig ikke at tage ansvaret for sine politiske beslutninger, og lære af dem, men fortsætte med bedrevidenheden"!