Leder

EU på vippen

24. september 2015

De kroatiske myndigheder kørte i går 4.000 flygtninge til den ungarske grænse som reaktion på, at Kroatien er blevet oversvømmet af 44.000 personer på flugt, siden Ungarn i sidste uge lukkede sin grænse til Serbien og dermed drejede flygtningestrømmen mod Kroatien. De ungarske myndigheder har reageret på presset ved at sætte et par tusind flygtninge i busser og køre dem gennem landet til den østrigske grænse samt ved at fortsætte opførelsen af et hegn ind mod Kroatien. Kroatien selv har lukket den første grænseovergang til Serbien, mens Slovenien mod vest har lukket sin første overgang til Kroatien.

Det er et dagsaktuelt billede på, hvordan EU-medlemslande har modstridende interesser, kæmper for sig selv og søger at tørre problemerne af på hinanden. I dag er både Schengenaftalen og Dublin-konventionen ude af kraft.

Læs også: ’Et usynligt jerntæppe rejses i Europa’

Beslutningen på EU-ministerrådsmødet tirsdag om fordeling af 120.000 flygtninge skulle have været et vidnesbyrd om europæisk solidaritet, men endte som det modsatte, da fire østlande – Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Tjekkiet – sagde nej til en fælles kvotefordeling og som konsekvens fik armen vredet om via en flertalsbeslutning i ministerrådet. Slovakiets premierminister erklærede straks, at tvungne flygtningekvoter ikke vil blive realiseret i hans land, uanset flertallet.

Splittelsen, der i aftes diskuteredes på det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles, kan – som beskrevet på side 10-11 i dagens avis – være begyndelsen til et nyt jerntæppe mellem øst og vest, dikteret af forskellige vilkår, værdier og verdenssyn i Øst- og Vesteuropa. Men det er værre end som så. For EU’s vanskeligheder ved at håndtere flygtningekrisen er billede på en bredere og dybere krise i unionen.

For godt en måned siden var det således splittelsen mellem nord og syd, der fyldte EU-medierne med ildevarslende overskrifter og aggressive udfald mellem Tyskland og Grækenland som illustration af modsætningerne i eurozonen. Her står rige, ubøjelige kreditorer i nord over for fattigere, svagt ledede skyldnere i syd, men underlagt samme firkantede spilleregler i form af eurozonens konvergenskriterier. Blot med den forskel, at når stormagter som Tyskland og Frankrig bryder dem, sker der intet, mens der falder brænde og barske strukturreformer, når mindre sydeuropæiske landes gæld eller underskud overstiger kriterierne.

Til dette billede af et Europa splittet på kryds og tværs kommer så de andre eksempler på, at landene ikke kan følges ad. Eurozonen med dens 19 medlemmer og ni ikkemedlemmer er i sig selv et eksempel, ligesom Danmarks fire forbehold, Storbritanniens fire og Irlands to er det. For ikke at nævne det aktuelle britiske krav om genforhandling af medlemskabet.

Og parallelt med krisen mellem staterne er der forstærkede modsætninger internt i mange EU-lande, næret af presset udefra i form af økonomisk krise og indvandring. To forskere ved European Policy Centre, Janis Emmanouilidis og Paul Ivan, skriver, at EU lider under en tredobbelt institutionel, social og politisk krise, der hæmmer evnen til at træffe beslutninger og løse problemer, men til gengæld forstærker populisme og mistillid til selve det europæiske projekt.

Et økonomisk skrøbeligt, politisk fragmenteret EU med faldende folkelig legitimitet.

I deres kvide er det bedste, EU’s toneangivende politikere og bureaukrater kan finde på, at tale for endnu stærkere integration, endnu mere centralstyring samt endnu stærkere markedsstimulans, herunder et transatlantisk indre marked med USA.

Det ligner opskriften på overanstrengelse og sammenbrud.

De kræfter, der som Europa-Parlamentets Grønne gruppe – hvortil SF hører – drømmer om et solidarisk, folkeligt og bæredygtigt Europa, har ikke svaret.

»Europa synes lammet, ude af stand til at håndtere sine indre ubalancer og de globale udfordringer (…) De Grønne er i dag desorienterede og dybt splittede (…) I dag tyer vi til en rent defensiv tilgang,« skriver Pierre Jonckheer, præsident for Green European Foun-dation, i skriftet Stress Tests – The European Project Under Pressure.

I en globaliseret verdensorden på en planet under stigende pres er der ikke noget alternativ til et samarbejdende Europa. Hvis ikke ansvarlige, solidariske kræfter som dem, vi gudskelov også har set træde i karakter under flygtningekrisen, formår at få dette samarbejde til at udvikle sig nedefra, er EU prisgivet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Er spørgsmålet ikke i denne folkevandrings tid, om EU fortsat kan se helt bort fra Vestens økonomiske interesser i konfliktområderne der genere denne krigsflygtninge folkevandring, den direkte støtte til udemokratiske regimers undertryktelse af store befolkninger, for til gengæld at modtage økonomiske gevinster på andre menneskers bekostning, gennem alt for billige råstoffer, kun en lille illegitim elite bliver betalt for, som motor for den europæiske og Vestlige vækst generelt, samtidig løse problemerne med krigsflygtninge strømmen og gøre sig forhåbning om at genetablere stabilitet efter det arabiskeforårs krige.

Jeg spørg bare, er det realistisk?

Skal kapitalismen reguleres som minimum, eller tror nogen det kan løses på anden måde, hvis det er tilfælde hvordan?

Selve EU konstruktionen er udmærket, men bestemt ikke uden fejl eller fejlagtige beslutninger undervejs, og flygtningestrømmen peger kun på et lille område af det, men samtidig skærmer det også for udsynet til flere fejl i selv konstruktionens udvikling igennem årene.

Flere af de Østeuropæiske lande var slet ikke egnede til optagelse i EU grundet deres tilbageståenhed i udvikling og økonomi, efter Rusland opgav besættelsen, og trak sig tilbage til de gamle grænser fra før 2. verdenskrig.

Der er adskillige forskelle der kan peges på, nogle er fælles f.eks. mentaliteten hos befolkningen, som de opvoksede med, og som vi oplever det når nogle af dem kommer til vesten for at berige sig - uanset hvad og hvordan, den udbredte fattigdom i landene, hvor såvel EU som landene havde været bedre tjent med en associeringsaftale om samhandel.

Da man samtidig hertil også indblandede militær geopolitik omkring NATO for deres optagelse, hvilket så afgjort var en fejltagelse, var der ingen vej udenom en optagelse i EU, som disse lande , og EU for øvrigt, slet var beredt til.

Alle de forkerte argumenter fra dengang slår nu tilbage i EU via bl.a. flygtningestrømmen, og dertil kommer krisen mellem Europa og Rusland, hvor især Ukraine har hovedrollen, og som udråbes som friheden kampplads.

En kampplads hvor hætteklædte hooligans overtog regeringsmagten med magt, og siden udråbte sig selv som demokratisk regering, og hvor Julia "bloddronningen" Timosjenko frejdigt offentligt kundgjorde, at den russiske enklave i Østukraine skulle udryddes med atomvåben, hvilket uden tvivl ville være et perfekt udtryk for en ægte "orange revolution" i Ukraine.

- Jo, EU's ledere modtog hende da gerne på den røde løber og med åbne arme, som repræsentant for demokrati i Ukraine!?

Hele den fattige Østblok i EU undsiger jo også klart deres muligheder for at hjælpe med flygtningestrømmen, som overstiger deres økonomiske kapacitet, men samtidig også, at de ikke kan lade deres egne folk i stikken udviklingsmæssigt fordi pengene nu skal deles i hidtil ukendte kasser, selv om der nok ikke er mange flygtninge der ligefrem drømmer om et liv i mange af disse ludfattige lande, - drømmene er nok lidt mere behagelige i deres forventning, hvilket der ikke er noget forkert i, for vi har alle disse bedre livsdrømme.

Jørgen Mathiasen

Fra min fjerne position kan jeg ikke afgøre, om der her er tale om ønsketænkning på Informations redaktion eller om en eller anden har ligget i koma siden 1992, og nu fortsætter argumentationen fra dengang... Men jeg har i hvert fald noteret mig bifaldsytringerne fra Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors vedr. EUs seneste beslutninger.

Torben Lindegaard

@Jørgen Steen Nielsen

"I deres kvide er det bedste, EU’s toneangivende politikere og bureaukrater kan finde på, at tale for endnu stærkere integration, endnu mere centralstyring samt endnu stærkere markedsstimulans, herunder et transatlantisk indre marked med USA"

For at tage det sidste først, så tror jeg ubetinget på frihandel - selvfølgelig med den nødvendige markedsregulering med hensyn til forbrugerbeskyttelse, antimonopolindsats osv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hvis de store firmaer fik lov til at herske uhindret på markedet, ville det hele lynhurtigt ende i karteldannelser.

Men netop af den grund skal vi have et mere centralistisk EU.
De enkelte stater kan slet ikke matche de store koncerner.
Hvornår har danske Konkurrencestyrelsen sidst ophævet et kartel uden efter input fra EU?
Og hvornår har en dansk ret idømt bøder af en størrelse, der betyder noget for en international koncern?

Også med hensyn til flygtninge og migranter skal vi have centrale regler og ens fortolkning heraf.
Det første har vi langt hen ad vejen; men de enkelte lande fortolker vidt forskelligt med uens praksis til følge. Eksempelvis de for flygtningene så centrale regler om familiesammenføring administreres helt uens i de 28 lande - med deraf følgende asyl-shopping til følge.

Eksempelvis ville det have været rigtig fint, hvis det havde været EU, der havde afsløret VW's fup med dieselmorernes udledning af affaldsstoffer.
Men det vil kræve overførsel af yderligere kompetence til en EU myndighed med mulighed for denne myndighed at pålægge en gedigen bøde. Også selv om det måtte være en dansk baseret koncern - eller en tysk baseret, hvilket er relevant i denne sag.

Det er jo indlysende, at det vil kræve en umådelig indsats at få VW til at acceptere et bødeforlæg af den størrelsesorden, der har været omtalt - ½ års overskud, hva'be'har'!!

Den lokale anklager ved en Byret, eller en af de 3 statsadvokater ved Landsretten ville være totalt overmatchet. Det vil kræve den fulde vægt af USA's føderale Justitsministerium at vinde en sådan retssag - hvis den i øvrigt kan vindes. VW har dybe lommer og kan hyre de bedste advokater.

EU har ikke noget, der kan matche - men det burde vi have.