Nyt indhold til ny stil efterlyses

Jeremy Corbyn – en 66-årig venstrefløjsaktivist, der har siddet i parlamentet i 33 år – er ny formand for det britiske Labourparti. Og det med 60 procent af medlemmernes opbakning. Som frygtet af den moderate fløj i partiet stemte langt hovedparten – 84 procent – af de tusindvis af nye Labour-støtter, der har betalt tre pund for retten til at stemme, på Corbyn. Imidlertid ville det ikke have gjort nogen forskel. Af Labours ’gamle’ medlemmer fik han 50 procent af stemmerne, og blandt fagforeningsmedlemmerne 58 procent. Dermed ville han stadigvæk have vundet i første runde, selv hvis ’støtterne’ ikke blev medregnet. Med andre ord: Der er ikke skyggen af tvivl om, at Labours medlemmer har sagt overvældende »ja tak« til Corbyns tilbud om »en ny form for politik«.

Nyt har det utvivlsomt været at se tusindvis strømme til vælgermøder for at lytte til Corbyn. Nyt har det været at se horder af unge engagere sig i hans kampagne med slogans som: »Jez we can!« Nyt er det også, at manden med denne nyvundne stjernestatus ikke er af den Oxbridgeuddannede, jakkesætklædte og medietrænede klasse, men derimod en ældre, gråhåret herre med forkærlighed for brune jakker og en rolig og ligefrem måde at tale på. Og ikke mindst er det nyt, at den politiske platform, Corbyn har vundet på, er et klart brud med den foregående midtersøgende linje.

Labour har nu en formand, der fejrede sin valgsejr med at synge ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ med vennerne fra fagbevægelsen. En handling, der ville have stået øverst i New Labours spin-manual over ting, der absolut ikke måtte fanges på kamera.

Ikke desto mindre har formlen igen vundet opbakning, og ikke kun i Storbritannien. Fra Bernie Sanders i USA til Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Alternativet herhjemme synes der at være en higen efter et alternativ til den politik, der som følge af finanskrisen har ført til yderligere ulighed. Og der er en higen efter autentiske politikere, der mener det, de siger. Med Corbyns sejr ved Labours formandsvalg har Europas venstrefløj fået endnu en allieret i kampen mod status quo. Det er først og fremmest en sejr for demokratiet. Dels fordi disse partiers succeser er blevet en realitet på baggrund af en vækkelse af græsrødderne, dels fordi de i deres politiske programmer lover yderligere inddragelse af almindelige mennesker.

I en kommentar i The Observer skriver Corbyn, at han vil »lade demokratiet bestemme« partiets linje ved at »trække på ideer fra alle niveauer i partiet og Labour-bevægelsen«.

Det lover godt, men – for der er et men – et andet fællestræk mellem Corbyns succes og de europæiske søsterbevægelsers ditto er, at den i høj grad bygger på protest imod status quo; ikke på et inspirerende alternativ til det. Centralt i Labours valgkamp har været et opgør med New Labour-årene, hvor partiets ledelse trak partiet mod midten, men mistede mange kernevælgere i processen. De er i stort antal kommet tilbage til partiet på grund af Corbyns løfter om en tilbagevenden til ’Old Labour’-politikker såsom nationaliseringer og højere skatter. Mange unge Labour-støtter synes især at være blevet tiltrukket af hans modstand mod nedskæringspolitikken. Men hverken Corbyn eller søsterpartierne har udtænkt et alternativ til nedskæringerne.

Hans udsagn om, at en Labour-regering vil trykke flere penge og investere dem i infrastrukturprojekter samt inddrage 120 mia. pund i ubetalte skatter, som hidtidige regeringer tilsyneladende ikke har orket at inddrage, vil næppe overbevise millioner af briter om, at de nu kan stole på, at landets økonomi vil være i sikre hænder hos Labour.

Og Labour har brug for millioner af ekstra stemmer, hvis de skal indtage Downing Street igen. Som The Observer pointerer: »Mennesker i nød kan ikke overleve på ideologi«. De har brug for et Labourparti, der kan »udforme love og skabe forandring«. Hvis Corbyn skal gøre sig forhåbninger om at vinde næste valg i 2020, må han bevise, at hans løfte om en ny og mere demokratisk politik ikke kun handler om stil og protest, men også har et overbevisende indhold.