Leder

Ukamplysten

1. oktober 2015

I hvert fald én kvalifikation har den nyudnævnte forsvarsminister, Peter Christensen (V), til fælles med sin forgænger, Carl Holst (V): Begge er nære venner med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Netop Peter Christensens tætte bånd til Løkke var efter nogle iagttageres bedømmelse med til at få de sønderjyske vælgere til at dumpe Christensen ved folketingsvalget i juni i år.

Heri ligger en forskel mellem Carl Holst og Peter Christensen. Holst besatte forsvarsministerposten efter en personlig valgsejr. Christensen indtager den efter et personligt valgnederlag, der tilmed var så stort, at Christensen frasagde sig sit kandidatur og meddelte, at han ville søge lykken i det private erhvervsliv. Til JydskeVestkysten bedyrede Christensen: »Jeg forlader ikke politik med en drøm om at vende tilbage. Det kan jeg slet ikke se for mig.«

Skulle det udsagn forstås som et løfte, hører det nu til blandt de brudte.

Læs også: Overleveren

Trods det, at Christensen selv tabte kampgejsten i modgang, er hans opgave nu at genrejse et forsvar, der er ramt af modløshed. Evindelig omstrukturering, nedskæringer og en angivelig manglende lydhørhed hos ledelse og politikere har blandt forsvarets 20.000 ansatte skabt en oplevelse af at være svigtet. Hver fjerde søger lige nu et arbejde andetsteds, viser en undersøgelse.

Til DR sagde hærkaptajn Mads Silberg for nyligt: »Politikerne er helt vilde med at sende os ud på internationale missioner. Men de har ingen forståelse for, hvad der får os til at være effektive derude.«

De næste økonomiske rammer for Forsvaret bliver fastlagt i det forsvarsforlig, der skal indgås i 2017. Her skal forsvarsministeren på den vanskelige mission at finde løsninger, der tilfredsstiller partierne fra DF til SF, og som Forsvarets egne ikke undsiger.

Forsvaret er slidt af de mange missioner i udlandet. Ikke bare på materiellet, men også på mandskabet. Mange har været udsendt flere gange, end de har brudt sig om, og der er lidt smertelige tab med 43 døde i Afghanistan og Irak og 231 sårede. Plus de mange hundrede stressramte. Hertil kommer tvivlen om udbyttet af missionerne. Jo, soldaterne gjorde deres pligt, men Afghanistan, Irak og Libyen er efterladt i kaos.

At den ny minister løfter en debat om, hvad Forsvaret egentlig skal nytte, er en stor forventning til Peter Christensen. Nok for stor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Ejvind Larsen
Carsten Mortensen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Jens Otto Krag er vist kendt og agtet og han sagde at man havde ét standpunkt til man tog et nyt. Tidligere har vi haft Thor Møger Pedersen, som fik 684 personlige stemmer, og som alligevel blev minister på trods af at var blevet vraget af vælgerne til Folketinget. PC fik over 5000 personlige stemmer, halvdelen af hvad han havde før. Jeg husker ikke at Rehling, (som bor i velhaverkommunen Dragør, hvor man ikke vil have de få flygtninge de er blevet pålagt), hidsede sig op over at studenten Møger blev minister, med en så sølle opbakning.

Torben Lindegaard

@Jens Peter Hansen

God pointe med sammenligningen mellem Thor Møger Petersens og Peter Christensens valgtal.
Og du har ret - Information labbede Thor Møger Petersens ministerudnævnelse i sig på trods af, at han absolut ingen forudgående parlamentarisk erfaring havde, og just var blevet vraget af vælgerne.

Men der er selvfølgelig forskel på folk - især hvis de kommer fra henholdsvis SF og Venstre.
Sådan er det jo.

Men David Rehling skal nu ikke bebrejdes, at Dragør Kommune ikke vil tage imod sin flygtningeandel.

Jens Jørn Pedersen

Problemet er kammerateri i stedet for kvalitet!
Demokratisk er det måske bedre med en minister, der ikke er medlem af folketinget. Magtens tredeling!

Tilbage til politik ... sikke noget vroevl, han er blevet minister ikke folketingsmedlem. Hvem som helst kan udpeges til minister i Danmark.