Britisk Labours nye formand, Jeremy Corbyn, har næppe fået den ønskestart på sit formandskab, som han kunne have håbet på. Såvel medierne som Labours såkaldt ’moderate’ parlamentarikere har kritiseret hans manglende løsninger på moderne problemstillinger, hans manglende ledelseserfaring og ikke mindst hans manglende evne til at vinde det kommende valg i 2020.
De har vendt og drejet de data, der findes om britiske vælgeres adfærd, og konkluderet, at et Labour med Corbyn i spidsen ikke kan vinde et britisk valg under det eksisterende valgsystem. Og hvad er så pointen med Labour, spørger de. Som en naturlig følge af denne tankegang er debatten om, hvornår og hvordan Corbyn bedst kan afsættes, i fuld gang.
Hvad, der er blevet talt mindre om, er, hvorfor Corbyn vandt, og præcis hvilke politikker og værdier, der skabte en eufori omkring ham, der kan sammenlignes med Syrizas’ og Podemos’ succeser i Grækenland og Spanien og SNP’s mobilisering af 45 procent af skotterne om en vision for et mere socialdemokratisk Skotland.
Corbyns synspunkter er i stedet blevet afskrevet som urealistiske og ekstreme, men hvis man zoomer ind på dem, er det svært at finde den socialdemokrat, der ikke er enig i meget af det, han har lovet: Indførelse af en mindsteløn, folk kan leve af. Et opgør med ’turbokapitalismen’. Afskaffelse af brugerbetaling på universiteterne. Højere skatter for de rigeste. Nationalisering af togdriften. Ifølge YouGov er der ikke kun blandt Labours vælgere, men blandt alle vælgere i landet opbakning til de tre sidste politikker.
Der er også politikker, som selv ikke alle Corbyns tilhængere er enige i – bl.a. hans EU-skepsis – men hans værdigrundlag, baseret på fred og social retfærdighed ude såvel som hjemme, har tilsyneladende vækket noget i både ældre som yngre briter.
Det er muligt, at Corbyns kritikere har ret i, at de løsninger, han tilbyder, ikke er svaret på de udfordringer, et moderne Storbritannien står overfor. Men før de afskriver ham på baggrund af en matematisk udregning af hans valgbarhed, bør de i det mindste gøre partiet den tjeneste at forstå, hvad der ligger bag hans succes. For det kan godt være, at der skal flere briter end de nuværende Labour-medlemmer til at vinde et valg, men det er lige så sikkert, at det ikke kan vindes uden ’Corbynistaerne’.
"Contrary to popular opinion, a Corbyn-led Labour would be a real threat to the Tories
As Ed Miliband found to his cost, being a moderate exposes contradictions"
MARY DEJEVSKY - Thursday 3 September 2015
http://www.independent.co.uk/voices/contrary-to-popular-opinion-a-corbyn...
En socialdemokrat anno 1995 ville sige til en socialdemokrat anno 2015, at vedkommende "aldrig ville blive stuerene".
En venstremand anno 2015 ville sige til en venstremand anno 1995, at vedkommende var radikalt venstreorienteret.
Indførelse af en mindsteløn, opgør med ’turbokapitalismen’, højere skatter for de rigeste og nationalisering af togdriften.
Intet af det ovennævnte er socialdemokratisk politik.
Mange andre faktorer kan spille ind i politik - fx den aktuelle 'grisegate':
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/engelsk-medie-morer-...
Politikerne må indse, at de ikke har folk med sig i deres overambitiøse vækstdrømme. Folk er meget mere realistiske, og intet er lettere end at omstille sig fra mange penge til få. Jeg har selv lige gjort det, og det er faktisk en lettelse.
Så det er altså moderne, at mennesker ikke skal have en mindsteløn, de kan leve af. "Turbokapitalismen" skal videreudvikles og de rigeste skal betale mindre i skat. Jeg mener ikke det lyder mere klogt. Hvis det er mere "valgbart", så er der et eller andet galt med os som vælgere.
http://theleveller.org/2015/09/british-really-laughing/
Á propos påstandende om at Corbyn skulle være uvælgelig, der ofte bakkes op af henvisning til at det "venstreorienterede" Labour tabte stort i 1983, så har Jacobin begået denne artikel om emnet: The Electable Jeremy Corbyn
Artiklen påpeger at valgnederlaget i '83 ikke skyldtes en for venstresnoet politik, men derimod:
1. En generelt fejlslagen kampagne og en ukarismatisk leder.
2. At Labour-stemmerne blev delt, efter Labours højrefløj i 1981 var skallet af i partiet SDP, hvilket gav de koservative en enorm fordel i enkeltmands-valgsystemet.
3. Og vigtigst af alt, Falklandskrigen. Labour førte i meningsmålingerne op til valget, og Margaret Thatcher var den mest upopulære premierminister nogen sinde, på grund af hendes fejlslagne økonomiske politik. Først da hun fik Falklandskrigen foræret et par uger før valget, fik hun overtaget i meningsmålingerne.
Hvis det var rigtigt at Labour tabte i '83 fordi de var for røde, så måtte deres valgresultater jo forbedre sig, hvis de bevægede sig mere mod højre. De gjorde de i '87 og i '92. Begge gange tabte de til de Konservative. Det var først i 1997 at alle blå Bjarners fader Tony Blair formåede at vinde over et konservativt parti, der var kollapset på grund af gentagne skandaler og interne magtkampe.
Et rødt socialdemokrati kan sagtens flytte holdninger og vinde valg.