Leder

Amerika for amerikanerne

30. oktober 2015

USA’s republikanske parti er støt og roligt ved at omforme sig til et populistisk højreparti i stil med øst- og vesteuropæiske partier, hvis centrale budskab er en tilbagevenden til tidligere tiders nationalisme.

Donald Trumps dominans i de amerikanske mediers dækning af de seneste fire måneders valgkamp og hans succes med at identificere vælgere i det amerikanske samfund, der tiltrækkes af simple løsninger på komplekse udfordringer, er ikke et nyt fænomen. Skiftet blev sat i gang, da republikaneren Richard Nixon i valgkampen i 1968 satsede på at besejre demokraterne i deres højborg i de amerikanske sydstater med et slet skjult racistisk budskab og en appel til ’det tavse flertal’ – vælgere, der ellers aldrig bliver hørt i Washington, D.C.

Sydstatsdemokraten George Wallace gik efter samme vælgergruppe under valget i 1972, ligesom populisten Pat Buchanan gjorde i valgkampene i 1992, 1996 og 2000. Og fra forretningsmanden Ross Perot, der stillede op som The Reform Partys præsidentkandidat i 1996, er der en lige linje til Trumps aktuelle kampagne.

Men først under præsidentvalget i 2008 holdt højrepopulismen sit officielle indtog i Det Republikanske Parti. Det skete, da Alaskas guvernør, Sarah Palin, overraskende blev udpeget af præsidentkandidat John McCain til vicepræsidentkandidat. Aldrig før var det sket i partiets historie, at en så uforberedt og demagogisk politiker, der leflede så utvetydigt for vælgernes indre svinehund, blev udnævnt til en så prominent post. McCain var 72 år gammel i 2008 og var blevet opereret for hudkræft; det var derfor ingenlunde udelukket, at Palin en dag ville rykke ind i Det Ovale Værelse. Efter Palin kom Tea Party-bevægelsen og en markant højredrejning i Det Republikanske Parti, hvor kongrespolitikere og præsidentkandidater kæmpede om, hvem der er mest konservativ, mest anti-establishment, mest imod Washington, mest imod Kina, mest imod skatter og mest imod immigranter og – ikke at forglemme – mest imod Barack Obama og nu Hillary Clinton.

Det er på den baggrund ikke spor overraskende, at personligheder som Donald Trump og den evangelisk kristne kirurg Ben Carson – der tilsammen har mindre politisk erfaring end Sarah Palin – kan få nok tilslutning i meningsmålinger til at blive taget alvorligt i medierne og vinde en plads i solen under de første tre tv-debatter.

I de første to debatter dominerede Trump med sin bombastiske og retoriske stil, effektive slogans og konstante personlige angreb på andre kandidater. I debatten i onsdags vendte stemningen. De to spidskandidater, Trump og Carson, kom til kort over for professionelle politikere som senator Marco Rubio fra Florida, senator Ted Cruz fra Texas og guvernør Chris Christie fra New Jersey. Det var ikke, fordi denne tv-debat signalerede et skift tilbage til traditionel republikansk partipolitik. De tre professionelle politikere fik vendt bøtten ved at kombinere Trumps populisme med deres egen løsningsorienterede politik. De store tabere var Jeb Bush og guvernør John Kasich. Deres pragmatiske tilgang til udfordringerne inden for indvandringspolitik og langtidsfinansiering af de ældres sundhedsforsorg og pension er ikke populær hos partiets kernevælgere.

Hverken Bush eller Kasich har en levende chance for at vinde dette års nominering. Det vil kun lykkes for en præsidentkandidat, der kan vinde tilslutning fra Trumps og Carsons tilhængere. Trump har stadig en chance for at blive partiets kandidat, men uagtet om han bliver det eller ej, vil han have sat nogle kæmpe aftryk på et parti, han faktisk aldrig rigtigt har identificeret sig med.

Ligesom højrepopulistiske partier i Øst- og Vesteuropa vil republikanerne kåre en kandidat, der vil bygge mure omkring USA for at beskytte amerikanerne mod indvandrere og billige importvarer og satser på at genvinde USA’s storhed økonomisk og militært. Partiet vil hylde amerikansk demokrati, men i virkeligheden rykke tættere og tættere mod en ikke-liberal ideologi. Republikanerne er godt på vej til et opgør med det liberale demokrati og ikke mindst dets tradition for tolerance.

»Amerika for amerikanerne,« hører man oftere og oftere i valgkampen. Ligesom Ungarn for ungarerne og for den sags skyld: Danmark for danskerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Ross Perrot stillede, som du skriver op i 1996, og fik 8,4% af stemmerne.

Men det helt store valgskvulp fandt jo sted i 1992, hvor han fik 18,9% af stemmerne.

Ross Perrot var ellers droppet ud af valgkampen i 1992 - han kunne ikke vinde, og så kunne det jo være lige meget!! Men så tegnede George Bush til at blive genvalgt, og så kom Ross Perrot ellers ind i kampen igen - de 2 texanere kunne ikke fordrage hinanden - og bl. a. derfor blev Clinton præsident.

Philip B. Johnsen

Uanset hvem der vinder præsidentvalget tirsdag den 8. november 2016, USA har i regelen altid den regering, der er betalt for.

Danmark 2015 efter amerikansk neo-liberalistisk højrepopulistiske forbillede, Martin Burcharth rammer 'spot on'

Fra link:
"Post-2008 recession, the capitalist dream machine is back with huge profits for hedge fund managers, major players in the financial service industries, and the denizens of the ultra-rich. In these new landscapes of wealth, exclusion, and fraud, the commanding institutions of casino capitalism promote a winner-take-all ethos and aggressively undermine a more egalitarian distribution of wealth via corporate taxation."

Link: http://www.counterpunch.org/2015/10/23/culture-of-cruelty-the-age-of-neo...

Fra link:
Only in a world where Cosmopolitan magazine can declare the Kardashians “America’s First Family” and the multi-billionaire loose cannon Donald Trump is perceived by millions as the potential steward of our nuclear arsenal could about-to-be Speaker of the House Paul Ryan be savaged as insufficiently right-wing.

Ryan’s choice as his new chief of staff: David Hoppe

Hoppe has lobbied for Cayman Finance, “whose business ‘promot[ing] the development of the Cayman Islands financial services industry’ could be affected by legislation to crack down on offshore tax havens.” The big tax avoiders must be licking their corporate chops.

Link: http://billmoyers.com/2015/10/27/the-paradox-of-paul-ryan-why-tea-party-...