Bertels kanon

Midt i en kulturel sparetid var det en strategisk klog modoffensiv, at kulturminister Bertel Haarder i weekenden annoncerede en ny kulturkanon, for så kommer vi i den kommende tid til at diskutere værdipolitik og ikke kedelige besparelser på centrale kulturelle institutioner.

Med let skjult ærgelse over, at Brian Mikkelsen tilbage i 2006 løb med den kulturpolitiske ære for kulturkanonen, siger Haarder nu, at Mikkelsens kanon slet ikke var en rigtig kulturkanon, men en kunstkanon. I hans nye og ’rigtige’ kulturkanon vil der derimod være fokus på det kulturelle danske tankegods, som har været med til at gøre os til et folk med fælles kulturelle erfaringer. Det er sagt af en minister med baggrund i folkehøjskolerne og som liberal bekender sig til kulturkonservatismen og store dele af kulturradikalismen.

Brian Mikkelsens oprindelige litteraturkanon var på mange måder et fornuftigt projekt, for den kom i et dannelsesmæssigt vakuum. Kulturradikale og folk fra den kulturelle overklasse råbte, at det var formynderisk, men overså, at en kanon ikke er til for at tilgodese børn af de kulturelt velstillede, men først og fremmest for at give alle, også de svage, mulighed for at læse god litteratur og selv danne sig en mening. Det var først, da projektet blev bredt ud til en decideret kulturkanon og set i sammenhæng med en nationalistisk kulturkamp, at den kom helt ud af kurs.

Bertel Haarder vil have os tilbage på sporet af en dannelsesmæssig forpligtelse på vores egen kulturelle arv. Eksempelvis få os til at forstå det sande omfang af den grundtvigianske åndsfrihed, som har meget lidt at gøre med den dybt intolerante retning, som det danske frisind i kølvandet på 68-oprøret bevægede sig i.

Man må til enhver tid hylde, når det er den sande åndsfrihed, vi skal forstå og hente ny næring fra. Men for alle politiske projekter gælder det, at kontekst betyder alt. Når Bertel Haarders nye kanonprojekt sker i en tid med national oprustning, værn og forsøg på at lukke grænser, så vil det blive set i den sammenhæng. Det burde selvfølgelig være muligt at mene, at det at kende sin idémæssige og kulturelle baggrund og at være åben mod verden ikke er nogen modsætning. Men selv Bertel Haarder kan ikke komme uden om denne uheldige timing af et i øvrigt godt forslag.