Leder

Den beskidte dronekrig

Debat
19. oktober 2015

Få har omfavnet dronekrigen som den amerikanske præsident Barack Obama. I hans præsidentperiode er det amerikanske engagement på landjorden i både Irak og Afghanistan blevet neddroslet til et minimum, imens de målrettede henrettelser rundt omkring i verden er blevet opprioriteret til et historisk højt niveau.

Ser man på omfanget i f.eks. Yemen, blev der i 2012 rapporteret om droneangreb i gennemsnit hver sjette dag – og frem til august 2015 er flere end 490 mennesker blevet dræbt af droner bare i Yemen.

Obama virker til at have omfavnet dronekrigen af den simple grund, at den er genial rent politisk: Man risikerer selv et minimum, og det foregår i de mest isolerede dele af verden, hvor offentligheden har ekstremt svært ved at få indsigt i, hvad det er, der bliver ramt. Som Obamas tidligere øverste ansvarlige for efterretningstjenesterne, Dennis C. Blair, har betegnet det: »Det spiller godt indenrigspolitisk, og det er kun upopulært i andre lande.«

Meget tyder dog på, at droneangrebene er mindst lige så beskidte som anden krigsførsel – vi hører bare meget mindre om dem. I det første store læk af tophemmelige dokumenter fra den amerikanske dronekrig forsøger netmediet The Intercept nu at ændre på det. Hjulpet af, hvad der ligner en relativt højt placeret whistleblower, fremlægger mediet oplysninger, som rokker ved nogle af de forudsætninger, som krigsførslen hviler på.

For det første er der påstanden om målrettethed og præcision, hvor man hidtil har forsvaret angrebene med, at man kun skyder, når man har en »nær-sikkerhed« for, at man rammer det mål, man er ude efter. Men de nye oplysninger tyder på, at man i den metode, man bruger til at tælle ofre efter et angreb, sørger for, at det bliver en selvopfyldende profeti.

Alle dræbte, som er mænd i den kampdygtige alder, bliver automatisk rubriceret som Enemy Killed in Action (EKIA) og med mindre andre beviser dokumenterer det modsatte, bliver det altså registreret som et legitimt mål.

En oversigt over Operation Haymaker i svært fremkommelige områder på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan viser, at man i en fem måneders periode i ni ud af 10 tilfælde ikke ramte sit direkte mål. Frem til februar 2013 havde man haft 35 såkaldte »jackpots«, hvor det specifikke mål blev ramt, mens 200 blev kategoriseret som EKIA. Ikke ligefrem imponerende præcision.

En anden påstand er, at man kun bruger de målrettede drab mod folk, der udgør »nært forestående trusler«. Men dokumenterne viser, at det tager måneder og nogle gange års overvågning at få opsporet og elimineret et mål. Samtidig har angrebene bredt sig fra at have lederskabet i Al-Qaeda og Taleban som mål til at ramme mere lokale militsledere og lavere rangerende mål, som bekrigede den amerikanske besættelse af Afghanistan. Hvordan det hænger sammen med »forestående trusler« er svært at se.

Et tredje meget slående punkt er den store afhængighed af opsnapning og sporing af elektroniske signaler fra dronemålenes radioer, computere og mobiltelefoner. I de egne, hvor USA har dårlige menneskelige efterretninger, stoler man på en blanding af elektroniske signaler fra oprørernes maskiner på jorden og bekræftelser via billeder fra dronernes overvågningskameraer. En absurd dehumanisering af krigsindsatsen, hvor flyvende robotter reelt skyder efter mobiltelefoner, og hvor et signal om, at mobiltelefonen efterfølgende ikke virker, er et tegn på succes.

Oplysningerne fra det første store læk fra droneprogrammet kommer både med banebrydende nye oplysninger, men bakker også op om tidligere ting, der er blevet afsløret af blandt andet New York Times, men som regeringen hidtil har nægtet.

Ligesom Snowden-dokumenterne viser det, hvor stærkt et læk af hård dokumentation i form af dokumenter er, når det kommer til at afdække problematiske sider af forsvars- og efterretningsspørgsmål. Det er reelt den eneste måde at komme uden om både usandheder og hemmeligholdelse af alle nøgledokumenter fra offentligheden.

Kilden til oplysningerne er foreløbig anonym og motiverer selv lækagen på The Intercept:

»Denne oprørende stigning i at sætte folk på watchlister – overvåge mennesker, stable og sætte dem på lister, tildele dem numre, tildele dem ’baseball-kort’, tildele dem dødsdomme uden varsel på en verdensomspændende kampplads – det var helt fra starten forkert.«

Noget som de dokumenter, han nu har lagt frem i offentligheden, ser ud til at bakke op om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hjemme arbejdspladsen har fået helt ny indhold... :-(

For USA er det kun en af deres egne borgere, som er omfattet af menneskerettigheder. Resten kan vilkårligt skydes i smadder uden konsekvenser.

Hvad var det lige, som blev opsnappet under en telefon samtale mellem en amerikansk top politiker og ditto diplomat om krisen i Ukraine? Nå jo, "Fuck EU".

...For USA er der kun én ting, som tæller. USA. Resten af verden er "Fuck you"

Herman Hansen, en grov generalisering bliver ikke bedre af at den refererer til endnu en grovere generalisering: for USA tæller kun USA...

Må jeg foreslå en lille præcisering: for USAs elite er der kun én ting, som tæller. USAs elite.

Stadig generaliserende men på den måde undgår man at smide hele befolkning, inklusive den ikke helt så ubetydelige civile modstandsbevægelse for løverne.

Mads Berg, Ib Christensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

at påstå at offentligheden ikke ved noget som helst om hvad der sker ifm. droneangreb er ikke korrekt. Alene denne artikel, og alle andre beviser at uanset hvor i verden man fører krig, så skal medierne og offentligheden nok få viden herom. Det er informationssamfundet i en nøddeskal, og derfor kan man ikke påstå at USA alene benytter sig af droner for at holde offentligheden ude af billedet.

Bomber fra en flyvemaskine, artilleri granater , raketter o s v er da lige så "præcise " eller "upræcise" som en drone ? - hvis nogen nogensinde har troet noget andet, så har de været naive. Nyhedsmedierne har fra begyndelsen af været ret præcise på dette punkt .

Dronerne opererer i "rets-tomme" områder, hvor der de facto ikke er nogen lokal myndighedsudøvelse - ellers ville den hurtigste og nemmeste løsning vel være at bede lokale myndigheder om at gribe ind og retsforfølge de pågældende mål ?

I øvrigt er krige ikke mere det, de var i de "gode gamle dage", hvor "civiliserede" kombattanter i princippet forventedes at stille op i fine uniformer og skyde på hinanden, så godt de nu kunne .

I dag er det reelt sådan, at man bevidst også går efter modstandernes civil befolkning , idet en civilbefolkning og dennes produktion af forsyninger er en forudsætning for at kunne føre krig.

Terrorister går efter evne også efter civilbefolkninger i de lande , som de anser for modstandere , og under f eks 2. verdenskrig gik man efter hinandens produktionscentre uanset at der næsten kun var civile i disse områder.

De gældende folkeretslige regler for krigsførelse har vist i mange år været helt ude af trit med den faktiske virkelighed - så måske burde man give disse regler et "service eftersyn". Så kunne man også få kigget på dronerne og andre krigsrobotter ved samme lejlighed - det er jo helt givet en kampform, der vil vinde frem . ( Så i øvrigt i en avis for nylig, at Israel skulle have solgt nogle droner til Rusland - spøjse forretninger pågår uanset politik ! )

..og så er det vel kun et spørgsmål om tid, før USA ikke mere har patent på de der jawertusser, og vi allesammen kan få besøg af en drone. Og hvad de kan have med sig, er ikke rart at tænke på.

'Den beskidte dronekrig'.

Hvordan er en ren dronekrig?

Robert Krøll, hvis man bevidst går efter at ramme civilbefolkningen så er det en krigsforbrydelse. Det har aldrig været en smart strategi for nogen krigsførende nation, ej heller når det sker ved et "tilfælde".

Kære Peter Nielsen (16.55)

Ja , men det er i øvrigt det terroristerne gør - og rationalet bag terroristernes handling er, at skræmmer man civilbefolkningen, så skrider støtten til deres lands militære engagementer mod terroristerne.

Uden en civil befolkning, der betaler skatter og producerer, kan ingen hær fungere - logisk set er det underligt, at man kun må skyde på de soldater og terrorister, der er i frontlinien, men ikke på de civile grupper, uden hvilke ,de ikke kan eksistere.

Hvis man som civil direkte eller indirekte medvirker til at levere krudt , kugler, tandpasta, wc-papir, forbindinger, værktøj , biler o s v til en hær eller til en gruppe terrorister, så er man medansvarlig for krigsførelsen/terrorismen.

Når f eks Danmark går med i indsatsen mod IS ( hvilket jeg støtter fuldt ud ), så må vi selvfølgelig forvente, at IS kan finde på at slå igen mod det civile samfund i Danmark - der er omkostninger ved at bekæmpe ondskab.
Og IS m fl skal ikke have den fordel, at vi ikke må slå til i deres "egen baggård" .

Reglerne er ganske klare ingen civile, men i enhver krig eller væbnet konflikt er der civile tab. Desværre er der en vis del af befolkningen i vesten der tror at krig er mulig at føre uden civile tab....Det påvirker desværre debatten i en alt for naiv en retning, og stiller ofte vestlige regeringer i umulige situationer.
Jeg mener også at IS skal nedkæmpes og gerne med landtropper men det kommer til at koste danske og civile livet. Den risiko er man ikke villig til at løbe pga en meget højrøstet gruppe af modstandere. Så vil man hellere sidde i rundkreds indtil problemet måske forsvinder af sig selv, imens i titusindvis af civile dør eller fordrives. Men vores hænder er i det mindste rene. Af samme grund påvirkes jeg mere af de flygtninge Dee er i nærområdet end dem der står i Europa eller dem der drukner i forsøget på at komme hertil, for vi glemmer de der er tilbage og slet intet har.