Leder

Ingen fred – ingen pris

9. oktober 2015

Nobels fredspris blev i 2010 givet til en meget symbolsk tom stol. På en væg hang et foto af den rigtige modtager af prisen, den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo. Han var ikke til stede, fordi han blev holdt fanget i et kinesisk fængsel.

Den kinesiske regering protesterede bittert over, at Liu Xiaobo, som de anser for »kriminel«, skulle modtage prisen. Ikke engang hans familie kunne rejse til Oslo og modtage den på hans vegne.

Billedet af prisen på den tomme stol, omringet af højtstående personer, herunder Norges kongefamilie, sendte et stærkt budskab til verden: ingen individer eller institutioner, ikke engang et magtfuld land som Kina, kunne stoppe bestræbelserne på at skabe fred.

I dag bliver Nobels fredspris 2015 uddelt, og vi har atter brug for et stærkt budskab. Prisen bliver uddelt i en tid med adskillige voldelige konflikter, politisk kaos og krige i eksempelvis Syrien og Yemen. Den verserende flygtningekrise er den værste siden Anden Verdenskrig. Endnu mere alarmerende er det faktum, at mere end halvdelen af de 60 mio. mennesker, som er fordrevet på grund af krig, er børn – en mærket generation.

Vi lever med andre ord i en ekstraordinær kaotisk tid. Det kalder på ekstraordinære handlinger. Når menneskelig lidelse når så enormt et omfang, at børn skyller døde op på Middelhavets kyster, kan vi ikke praktisere business as usual.

Samtidig ser vi de magthavere, som kunne have styret verden mod fred, give yderligere næring til konflikt. Rusland og USA har gjort Syrien til deres legeplads. Europas lande konkurrerer om, hvem der kan slippe af sted med at tage færrest flygtninge.

Våbenproducerende lande skaber profit ved at sende flere våben ind i konfliktområderne.

Selv om det selvfølgelig er vigtigt at anerkende, at der findes mange ubesungne helte, som arbejder hårdt for at skabe fred – og som kunne fortjene en fredspris – bør Nobels fredspris i disse ekstraordinære tider ikke uddeles.

Ligesom Liu Xiaobos tomme stol udløste international opmærksomhed om de kinesiske menneskerettighedsforkæmperes lidelser, vil en tom stol med skiltet »Ingen Nobel Pris 2015« skrive historie og skabe opmærksomhed om den enorme menneskelige katastrofe – og måske, kun måske, endda vække verdens politiske ledere.

In English: No peace – no prize

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gorm Lerche
Gorm Lerche anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu