På overfladen ser det pænt ud. Tidligere hærchef Abdel Fattah Sisi har endelig udskrevet valg til Egyptens parlament og dermed sat punktum for to års præsidentiel enevælde oven på militærkuppet i 2013.
Men kradser man bare en lille smule i overfladen, skaller fernissen straks af. Op mod 40.000 politiske fanger, lukning af flere hundrede NGO’er, indefrysning af 1.500 organisationers midler, flere hundrede dødsdomme over medlemmer af landets tidligere regeringsparti, Det Muslimske Broderskab, forfølgelse af politiske modstandere, urimelige krav til kandidater og mere end 125 præsidentielle dekreter, der begrænser parlamentets indflydelse, organisationsfriheden og ytringsfriheden.
Heldigvis lader egypterne sig ikke snyde. Med en valgdeltagelse på under ti procent er vi tilbage i Mubarak-tiden, hvor folk ikke stemmer, fordi det hele alligevel er aftalt spil.
Det forstemmende er imidlertid tavsheden. Hverken USA, EU eller vores egen værdibaserede udenrigsminister brillerer med kritik af det igangværende valg, den massive politiske undertrykkelse eller det stærkt tendentiøse egyptiske retssystem. Heller ikke selv om forholdene i dag er værre end på noget tidspunkt under Mubarak. Forklaringen på Vestens tavshed er uden tvivl, at frygten for et islamistisk styret Egypten eller et ustabilt Egypten, hvor handelsruterne gennem Suez-kanalen kan blive truet, er større end ønsket om demokrati i Mellemøstens folkerigeste land.
Det er forståeligt, men også meget kortsigtet. Simpelthen fordi det ikke i længden kan lade sig gøre at undertrykke en befolkning på 90 millioner mennesker. Tværtimod vokser risikoen for, at politiske grupper tager våben i hånd for at vælte styret proportionelt med undertrykkelsen.
Sisis kurs er langtfra nogen garanti for stabilitet på den lange bane. Tværtimod forudser eksperterne, at låget vil ryge af den egyptiske trykkoger igen. Med mindre Sisi og hans støtter i hæren tvinges til at åbne for et reelt demokrati igen. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at den tidligere hærchef er villig til politisk forsoning og reel demokratisering.
Og spørgsmålet er om Washington, Bruxelles og København er villige til at presse ham – før det ligesom i Syrien er for sent, og Europa står med en ny borgerkrig på sin dørtærskel – og et fire gange større flygtningeproblem end nu.
@Charlotte Aagaard
Du kan glemme alt om København og Bruxelles, når vi taler om pression overfor Egypten.
EU har som bekendt ikke en fælles udenrigspolitik - og der er intet, der tyder på, at vi er ved at skabe en sådan.
Danmark alene øve pres på Egypten.............det er lige til Klovn 3.
Så er der USA tilbage.
Ønsker vi virkelig, at USA skal øve et pres på Egypten?
Jeg tror faktisk ikke, at alle vi andre Kloge-Aager med fordel kan blande os i egyptisk politik.
Du har sikkert ret i, at trykkogerlåget på et tidspunkt risikerer at ryge af; men det ved egypterne vist endnu mere om end alle os andre.
I sær to forhold kan forklare hvorfor Europa og USA endnu en gang er parate til at acceptere Egypten underlagt et militært diktatur.
1. Egyptisk militær har tradition for at acceptere borgfred med Israel mod betydelige mængder moderne militært isenkram.
2. Egyptisk militær har altid været den bedste garant for fortsat åbning og vedligehold af Suez-kanalen.
For omverdenen, primært den vestlige, findes ikke mange andre relevante strategiske overvejelser. Sikkerhed og tryghed for 80+ millioner egyptere er i hvert fald ikke en faktor.
Information elsker at spille overlærer. I søndags rejste Merkel til Tyrkiet vel vidende, at det ville støtte Erdogans valgkamp. EU tilbyder penge og genoptagelse af optagelsesforhandlingerne mellem Tyrkiet og EU skønt menneskerettighederne forringes i Tyrkiet. EU tager det ikke så højtideligt med menneskerettighederne, hvis Tyrkiet vil holde på nogle flygtninge. Desuden er pressefriheden under voldsomt pres i Tyrkiet, der desuden støtter IS (som er en af grundene til de mange flygtninge) som EU siges at bekæmpe. Vi skal altså lefle for Erdogan, der fik lavet et omvalg og skose Sisi, mere holdningsløs kan det vel næppe blive.
Udover den ustabile politiske situation i Egypten er der lige et andet problem. Jeg ved ikke, om det er muligt at få indledt en dialog med Egypten (og alle andre lande i Afrika og på kloden) om, at det er helt nødvendigt, at de på fornuftig vis får stoppet befolkningstilvæksten og på sigt nedbragt befolkningens størrelse til noget, den svindende Nil kan bære. Det er et mareridtsscenarie bare at overveje, hvorledes de forventede 120 millioner personer skal kunne klare sig i en ørken uden nedbør og med stærkt begrænsede vandressource - ja måske helt uden Nilens vand - den forventede befolkningstilvækst og det stigende behov for vand længere nede i Afrika langs Nilens løb taget i betragtning.