Leder

Det brænder – luk brandstationen

19. november 2015

For nylig kom en repræsentant for en af Danmarks helt store eksportvirksomheder på besøg i en af de få regioner, hvor koncernen ikke er til stede. Som et naturligt led i investeringsovervejelserne bad han om et møde med den danske ambassade – som sendte en grøn studenterpraktikant. »Personalemangel,« lød beklagelsen.

Regeringens bebudede dramatiske nedskæring i udenrigstjenesten er godt nyt til de kommende praktikanter – de skal nok få prøvet lidt af hvert. Til gengæld er det virkelig ringe for både Danmarks styrke og for danskere, der søger råd og hjælp i det fremmede, for kun få af den danske stats kernefunktioner er gennem de seneste 12-15 år blevet så hårdt beskåret som den, der varetager vore interesser over for omgivelserne.

Professor Martin Marcussen opsummerede for nylig tjenestens eksistensberettigelse som: »If shit happens, så har vi Udenrigsministeriet.«

De seneste 10 år har bragt os en regulær storm: brændende ambassader og vold mod ansatte i danske virksomheder i kølvandet på Muhammed-karikaturtegningerne. Et nyt og aggressivt Rusland i vort nærområde. Arktis som et nyt sikkerhedspolitisk brændpunkt, hvor Grønland håber, at interessen omsættes i økonomiske muligheder. Et krakelerende europæisk samarbejde under byrden af flygtninge og migranter fra de forarmede og forrevne regioner, vi omgives af. Tre millioner næste år? Og næste? Dette er bare listen over det shit, vi kan se, der kan ramme os – læg hertil alt det, vi ikke kan forudse, men som vil ske.

Brandudrykning, når shit happens og flammerne slikker os om benene, er imidlertid den mindste del af diplomatiets eksistensberettigelse. Langt mere afgørende er det forebyggende arbejde – en bedre sikkerhedsarkitektur, et stærkere handelsnetværk, rigere, tryggere og mere stabile naboer. En dynamisk småstat som den danske, hvis økonomiske og sikkerhedsmæssige velfærd er dybt integreret i global virksomhed, er afhængig af et velkvalificeret, udstrakt og engagerende diplomati.

Det kan repræsentanterne for de 50 virksomheder, der tidligere denne måned sammen med kronprinsen var på fremstød i Sydafrika, bevidne – her havde ambassaden i månedsvis brugt personalets møjsommeligt opbyggede kendskab til lokale virksomheder til at sikre, at alle delegater fik individuelt udbytte af besøget, og at det danske varemærke i det hele taget blev styrket. Der er kun én eneste faktor, der kan sikre sådanne succeser: tilstrækkeligt med dygtige, engagerede ansatte. De skal nu fyres, for tjenesten er ikke længere bare skåret ned til benet – nu skærer man i selve benet. Det løber ingen hurtigere af.

Derfor kom de borgerlige for et år siden med skarpe advarsler mod den daværende regerings nedskæringer:

»Udenrigsministeriet er totalt udsultet!« opsummerede daværende udenrigsordfører Søren Pind (V).

Det var dog de borgerlige selv, der netop indledte ministeriummassakrerne i 2002 og det i en sådan grad, at flere medvirkende bagefter fik dårlig samvittighed.

Pind er en af dem. Lene Espersen (K) en anden: »Vi må erkende, at de seneste 10 års besparelser har været for hårde og en fejl. Der har jo aldrig nogensinde været så meget behov for diplomatiet, som der er i dag,« indrømmede den tidligere udenrigsminister. Pind sekunderede:

»Vi har brug for de stærkeste og klogeste diplomater til at fremme danske interesser.«

Derfor lovede de to borgerlige repræsentanter for et år siden at tilføre tjenesten flere midler. Venstre lovede 70 mio. kr., Konservative trumfede med 200 mio. kr.

I dag er virkeligheden så en beskæring på 80 mio. kr., så 200 medarbejdere skal strittes ud. Det betyder, at ministeriet siden år 2000 er blevet beskåret med næsten hver fjerde stilling.

Beskæringen er ikke bare et klokkeklart løftebrud. Det er et dybt uansvarligt, historisk dumt og enestående kortsigtet træk, der vil skade Danmark i mange år fremover.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
ingemaje lange, Anne Eriksen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu