Leder

Fremdriften fortsætter

Debat
18. november 2015

Frihed og ansvar for studiefremdrift, kalder Uddannelses- og Forskningsministeriet den foreslåede ændring af den udskældte fremdriftsreform. Ansvar får universiteterne godt nok, men friheden er det småt med. Universiteterne står stadig til en bøde på knap en milliard kroner, hvis ikke studietiden samlet set reduceres med 4,3 måneder i 2020.

Opgaven vil med ændringen være op til de enkelte studienævn og universiteter, men det efterlader de studerende, der går ned med stress, står uden tag over hovedet, dumper en eksamen eller løber tør for SU i den samme situation, som nu. Hvis universiteterne ikke skruer bissen på over for studerende, der er forsinkede, så må de selv betale regningen for at give de studerende den tid og det råderum, som alle kan have behov for. Og regeringens milliardnedskæringer på uddannelse og forskning de kommende år, gør kun råderummet endnu mindre.

V-regeringen fjerner med ændringerne af reformen de mest hovedløse elementer af tvang og giver universiteterne den frihed, at de nu kan smide forsinkede studerende ud. Når studietiden skal ned via fremdrift, vil flere studerende altså blive smidt ud eller selv droppe ud af uddannelserne. Det vil ikke bare ramme den enkelte hårdt, men også koste samfundet dyrt i spildte uddannelseskræfter.

Flertallet af universitetsstuderende vil være overladt til et uddannelsessystem, hvor der reelt ikke er plads til fejl eller til den dannelse, som uddannelsesministeren så gerne vil tale om. Studier i udlandet, studierelevant arbejde, iværksætteri, forskningserfaring og praktik er bare nogle af de ting, der forlænger studierne. Om det giver dygtigere kandidater og mere overskud på bundlinjen at sløjfe den del af studierne, bekymrer forligspartierne bag reformen sig tilsyneladende ikke om.

I stedet har de stirret sig blinde på værdien af, at de studerende bliver hurtigere færdige, som er den milliard, universiteterne skal betale, hvis fremdriftsforsøget ikke lykkes. At kandidaterne har mindre erfaring, ingen færdig uddannelse og stiller sig i en arbejdsløshedskø, der er længere end før krisen, er ikke en del af regnestykket. Så fremdriften fortsætter, koste hvad det vil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her