Leder

Håbet om, at slyngler redder verden

11. november 2015

Meget grimt er der at sige om den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Skældsord føg, da et folketingsflertal (S-R-SF-V&K) i januar 2014 accepterede otte milliarder kr. som betaling for, at Goldman Sachs overtog en ejerandel på 19 procent af det statslige selskab DONG Energy og fik vetoret over selskabet. Når skældsord faldt over de ansvarlige partier, skyldtes det, at de havde solgt arvesølv til Goldman Sachs, der fik endnu flere fæle ord: en kynisk pengemaskine; slyngler, der spekulerer i andres nød og elendighed.

Nu, pludselig, har nogen noget pænt at sige om Goldman Sachs. På Facebook har den tidligere radikale udenrigs-, klima- og energiminister Martin Lidegaard prist investeringsbanken med et »Sådan!«.

Årsag: Goldman Sachs har bebudet, at banken frem mod år 2025 vil investere 1.000 milliarder kr. i grøn energi. Det er et vældigt løft i forhold til de 200 milliarder, banken i 2012 satte af til samme periode.

Og hurra for det. Eller hvad? Skal Goldman Sachs på den måde have lov til at købe sig aflad for de skumle handlinger, banken har begået de sidste 100 år? I 1929 blæste Goldman Sachs ved kreative aktie- og lånetransaktioner det amerikanske aktiemarked op inden krakket, der igennem 1930’erne rystede den globale økonomi og var med til at udløse Anden Verdenskrig. Også 1990’ernes dotcom-boble var Goldman Sachs med til at puste hinsides bristepunktet. Finanskrisen, som verden har døjet med siden 2008, bidrog Goldman Sachs til, da firmaet solgte ’giftige’ lånepakker med usunde boliglån.

Kan man overhovedet være bekendt at rose en sådan røverrede? Næeh, men det behøver man heller ikke. Man kan nøjes med at konstatere, at dér, hvor der er penge at tjene, dér er Goldman Sachs. Og nu vurderer firmaet, at det er i den rene energiteknologi, de store fortjenester ligger. Det er den samme vurdering, der ligger til grund for Goldman Sachs’ DONG-køb.

Bedømmelsen af, at det er i den grønne sektor, at fremtidens lønsomme investeringer ligger, er Goldman Sachs ikke ene om. Langtfra. De lige så hjerteløse investorer Bank of America og Merrill Lynch er i et fælles nyhedsbrev nået frem til, at vind- og solenergi kan udgøre 80 procent af USA’s fremstilling af elektricitet i løbet af de næste 15 år.

Investeringslysten fremmes selvsagt af, at de politiske myndigheder lægger rammer, der fremmer udsigten til et fremtidigt afkast. Derfor er det bøvet, at Løkke-regeringen drosler ned for danske ambitioner. Og betydningsfuldt, hvis den forestående klimakonference i Paris fører til markante målsætninger. I sit seneste nyhedsbrev understreger generalsekretæren for FN’s klimasekretariat, costaricaneren Christiana Figueres, hvorledes Paris-konferencen »er en kritisk del af en gensidigt forstærkende vekselvirkning« mellem den offentlige og den private sektor. Hun fortsætter: »Den aftale, vi vil se om fem uger, vil øge fremdriften og visheden om, at denne udvikling ikke er til at standse.« Christiana Figueres er optimist. Som grundlag for sit lyssyn henviser hun til de internationale investorers stærkt voksende forståelse for de muligheder og de trusler, som klimaforandringer indebærer.

Et påtrængende moralsk spørgsmål er: Hvad nu, hvis de globale investorer pludselig får kolde fødder i forhold til grønne investeringer? Skal de, der nu henter argumenter i investorernes ræsonnementer, så tie i flovhed? Problemstillingen kan ligne den, man roder sig ud i ved at argumentere mod tortur med henvisning til, at erfaringen viser, at tortur ikke virker. Jamen, hvad nu hvis nye torturmetoder viser sig at producere ægte tilståelser? Er tortur så ok? Nej, det er humant uacceptabelt, og effektivitetsargumentet skal anvendes med varsomhed.

Når det drejer sig om omstilling til grøn energi, viser den foreliggende dokumentation, at den er gørlig, at den er lønsom, og at der er arbejdspladser i den. Det er de kendsgerninger, der motiverer pengeverdenen.

Men indlysende for en menneskelig betragtning er under alle omstændigheder: Verden er værd at redde fra klimakaos. Uanset, hvad Goldman Sachs måtte nå frem til i sin iskolde analyse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Arendal
  • Niels-Simon Larsen
  • Erik Nissen
  • Troels Holm
Torben Arendal, Niels-Simon Larsen, Erik Nissen og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Der er en ting, ved de ledende folk i den internationale økonomiske og politiske kriminelle top, der altid forbliver konstant, de er tumpede grådige egoister, hvilket gør, at tumperne på trods af tilkæmpet lederskab, kategorisk høre til nederst i fødekæden.

Så det kan ikke undre synderligt, at de, som lavt herakisk stående byttedyr, viser sig, et let offer for naturen, der ikke har brug for skravlet, der bruger og bruger af denne natur, der tilsyneladende er nem og billig, at udnytte til at vækste i deres grådige egoistiske rus, hvor tumperne ikke indregner, at de fodre væksten i økonomien med egen hale, der ender med klimaforandringer, de ikke kan håndtere, de overser, at de ikke kan overleve uden naturen, hvilket for den grådige egoistiske natur for tumperne, virker for dyrt at indregne.

Så der er altså en god grund til klimaforandringerne ikke håndteres, af vores tumpede grådige egoistiske kriminelle ledere, der i realiteten er elendige ledere og typiske tumpede byttedyr, der ved held, men uden forstand, for en kort bemærkning, har fået magt, som var de ledere.

Tumpernes styrke er grådighed og egoisme, men det er samtidig tumpernes svaghed og vil blive deres endeligt, hvis ikke skravlet fjernes fra magten, før det er for sent.

En meget væsentlig del af kritikken i forbindelse med Goldman Sachs overtagelse af en stor aktiepost i DONG var tabet af demokratisk kontrol over en meget væsentlig del af en fælles infrastruktur. Denne kritik gælder fortsat - uanset Goldman Sachs fremtidige investeringsplaner.

Torben Arendal, Flemming Berger og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Problemet er svage regeringer. Det var regeringerne, der skulle gå foran, tøjle den løsslupne finansspekulation og sætte det i gang, der gavnede et land. Alle de millioner til gode formål og milliarder til andre er tegn på reheringsmæssig sygdom. Vælter firmaerne sig i penge, betaler de for lidt i skat. Det er en regerings ret at lede et land. Det må ikke være sådan, at firmaerne er de virkelige stormagter i verden. Goldman er et sygt foretagende, og vi skulle aldrig have inviteret dem indenfor. At det så netop var en socialdemokratisk finansminister, der gjorde det, kan kun tjene ham og hans parti til vanære.

Bjarne Andersen, Torben Arendal, Thomas Barfod, Flemming Berger og Erik Nissen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Sidst partiet Venstre var i regering spurgte de: "Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?" Nu er Venstre i fuld gang med at skære ned på og ødelægge det, som Danmark skal leve af i fremtiden. Når slynglerne i GS nærmest råber til Løkke og Hjorten, at der er profit i vedvarende energi, mon det så får denne håbløst uansvarlige og samfundsskadelige regering til at vågne op?

Bjarne Andersen, Flemming Berger, Claus Oreskov og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Problemet er svage regeringer. Det var regeringerne, der skulle gå foran, tøjle den løsslupne finansspekulation og sætte det i gang, der gavnede et land. Alle de millioner til gode formål og milliarder til andre er tegn på reheringsmæssig sygdom. Vælter firmaerne sig i penge, betaler de for lidt i skat. Det er en regerings ret at lede et land. Det må ikke være sådan, at firmaerne er de virkelige stormagter i verden. Goldman er et sygt foretagende, og vi skulle aldrig have inviteret dem indenfor. At det så netop var en socialdemokratisk finansminister, der gjorde det, kan kun tjene ham og hans parti til vanære.

Torben Skov, Bjarne Andersen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

1930’ finanskrise var ikke global, som man her og alle steder per automatik aflirer. Sovjetunionen havde i disse år bemærkelsesværdig og hurtig voksende økonomisk fremgang. I stedet for at undertrykke denne historiske kendsgerning budte det være muligt, at undersøge grunden hertil – uden frygt for berøring med planøkonomi! En grøn planlægnings økonomi vil også løse andre problemet, nemlig det i lederen omtalte forhold mellem privat og offentlig. I en socialistisk økonomi er der ingen privat sektor af betydning, så derfor er der ingen antagonisme mellem en privat sektor og en offentlig. Det slog mig at denne primitive opdeling af verden i to modsætninger, egentlig er en arv fra middelalderen, hvor samfundet var opdelt i to konkurrerende økonomiske magt områder – kirkens og kongens. I spillet mellem de to magter var folket altid taberne, det samme gælder i vores dages to delte samfund!

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Torben Arendal og Per Torbensen anbefalede denne kommentar