Leder

’En ny begyndelse’

1. december 2015

NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, taler engelsk på norsk, nogenlunde som forgængeren i embedet, Anders Fogh Rasmussen, taler engelsk på dansk. Begge sprog er pudsige, om end den norske variant er fonetisk mere charmerende. Der var dog ikke megen charme over Stoltenbergs tale på et NATO-møde i går, da han bedyrede alliancens ’engagement i Tyrkiet’ så vel som ’Tyrkiets engagement i NATO’. Man anede en afsmag for NATO-partneren i hans uengagerede jappen ned gennem talepapiret med et ansigtsudtryk, der sagde: Det her skal jeg desværre sige.

Det er ikke kun EU, der har problemer med det store muslimske land, også i NATO murres der i krogene over sidste uges machoreaktion på et russisk kampflys krænkelse af tyrkisk luftrum i 17 sekunder. Ikke fordi det russiske fly bombede sagesløse syriske turkmenere og derfor set i tyrkisk optik faktisk fortjente at blive skudt ned, men fordi episoden har forstyrret bestræbelsen på at indlemme Rusland i den alliance mod Islamisk Stat, som USA og Frankrigs præsident, François Hollande, forklædt som ’statsmand’ prøver at stykke sammen. For tyrkerne har jo ret i, at russerne omhyggeligt bomber alle andre mål i Syrien end lige netop Islamisk Stat. Nu forærede de Vladimir Putin et argument for fortsat at ignorere koordinering med USA-koalitionens NATO-fly.

EU’s problem med Tyrkiet er både praktisk og moralsk. Det praktiske består i at få tyrkerne til at beholde de syriske flygtninge, så færre flytter ind i integrationsminister Inger Støjbergs (V) telte i Thisted og Vordingborg. Begge steder er der i øvrigt masser af tomme huse, der ikke kan sælges. En affabelt smilende tyrkisk premierminister, Ahmet Davutoglu, var i Bruxelles søndag og i går med prislisten: Tre milliarder euro (22 mia. kr.). Det skal munde ud i en aktionsplan, der skal ’dæmme op for irregulær migration’ med nye kontrolmekanismer mellem Tyrkiet og de nærmeste EU-naboer, Grækenland og Bulgarien; en intensivering af samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme (der omfatter både IS og PKK); en øget liberalisering af tyrkiske borgeres visumpligt til EU; og en nyåbning af kapitel 17 i tiltrædelsesprocessen om tyrkisk EU-medlemskab om ’samordning af økonomisk og monetær politik’.

Især det sidste åbner for et moralsk dilemma. Recep Tayyip Erdogans islamiske regeringer har brugt EU som løftestang til at eliminere det tyrkiske militærs politiske indflydelse – blot for, trods alle besværgelser om det modsatte, at vende ryggen til den nu 10 år gamle ansøgning om fuldt medlemskab. Af de 35 kapitler, der skal forhandles, er kun 14 åbnet, og kun ét relativt ubetydeligt om ’forskning og udvikling’ er lukket.

De tyrkiske islamister er generelt imod EU-medlemskab, hvilket islamofobiske EU-politikere kan takke sig selv for med deres tirader om, at Tyrkiet ikke er kristent og derfor ikke ’europæisk egnet’. Det har dog også passet ind i Erdogans kram som legitimering af kampagnen mod hans partis demokratiske kræfter og etablering af det autoritære system, han – forfatningsstridigt – står i spidsen for.

Så sent som i går blev tre generaler og en oberst i grænsegendarmeriet anholdt for ’spionage’. De er nu buret inde med andre kolleger, der i januar 2014 stoppede tre lastbiler med våben nær den syriske grænse – en gave fra det tyrkiske efterretningsvæsen, MIT, til islamiske militser i strid med den våbenembargo, som også Tyrkiet har tiltrådt.

Dengang var regeringen ude med en forklaring om, at lasten var ’humanitær’, men da den sekulære avis Cumhuriyet (Republik) forleden kunne dokumentere de illegale våbentransporter, blev chefredaktør og redaktionschef også buret inde.

Fra fængselscellerne har de mindet EU om ’København-kriterierne’ fra 1993, hvor det slås fast, at et EU-medlemskab kun kan opnås, når »ansøgerlandet har opnået institutionel stabilitet, der garanterer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal«. Intet af dette er opfyldt, hvilket fremgik af EU’s egen Tyrkiet-evaluering for kun tre uger siden.

Alligevel er forhandlingerne genoptaget, denne gang med flygtningekortet som trumf. Det kan Erdogan bruge til at mildne luften i det sanktionerede tyrkiske Nordcypern. Og nu taler både Bruxelles og Ankara om ’en ny begyndelse’. Det tør siges.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Du taler mod bedre vidende.

Det er siger og skriver ét kapitel mere, der åbnes i forhandlingerne med Tyrkiet - nemlig det monetære. Og det er helt umuligt at få færdigt i overskuelig tid, da det forudsætter, at Tyrkiet opretter en uafhængig Nationalbank.
Tror du selv på det?

Vedrørende de lovede 3 mia €, så er kun 1 mia finansieret - af EU & Tyskland. De sidste 2 mia € skal findes blandt de resterende 27 medlemslande.
Tror du selv på, at det lykkes?

Visumfriheden til Schengen skal træde i kraft 1. marts. Det kræver accept fra alle Schengen- og EU-lande - herunder Ungarn.
Tror du selv på det?

Der er ikke noget som helst i horisonten, der tyder på en optagelse af Tyrkiet i EU - intet som helst - hvilket du ellers dunkelt antyder.

Det er ikke i orden, at du maler et falsk billede op.

"Ikke fordi det russiske fly bombede sagesløse syriske turkmenere..."

Sagesløse? Mener Lasse Ellegaard de oprørere, bevæbnet til tænderne, som råbte "Allahu Akhbar", ligesom terroristerne i Paris, inden de udløste deres bombevester, da de skød den russiske pilot, og som efterfølgende angreb en redningshelikopter med en anti-tank-raket?
Hvordan defineres "sagesløs" egentlig?

Tror L.E. selv virkelig på at "episoden har forstyrret bestraebelsen på at indlemme Rusland ..."
Er L.E. virkelig ikke klar over at Rusland driver gaek med NATO? At Vesten er ved at miste grebet om Mellemoesten, og at Vesten i et desperat forsoeg på genvinde initiativet tyer til 9/11 taktikker og endda foerer sin neo-liberale, neo-moderate-islamistiske marionet frem på banen med en ekstremt farligt provokation? Har L.E. glemt sine skamrosende artikler om Det Nye Tyrkiet der gradvist slap af med sine sekulaere daemoner samtidig med realiseringen af de så demokratiske strukturelle "EU-reformer" ?