Leder

Obamas opportune afvisning

9. november 2015

Hastigheden, hvormed præsident Barack Obama har besluttet at give afslag på selskabet TransCanadas anmodning om at bygge olierørledningen Keystone XL, kan ikke ligefrem siges at være imponerende. Det tog i alt syv år.

Men faktisk har denne langmodighed sin egen indre logik. Politisk set betaler han og demokraterne ikke en høj pris for det afslag, der blev givet i fredags. Det kunne dog have kostet dem stemmer ved midtvejsvalget i 2010 og præsidentvalget i 2012. Men Obama havde også heldet og oliemarkedet med sig; i sidste instans gav det ingen mening at godkende et projekt, der symbolsk set var blevet af så stor betydning for klimaforkæmpere. Så hellere afvise den nyvalgte liberale regering i Canada kort tid før starten på FN’s klimakonference i Paris. Det er god reklame for amerikansk klimapolitik, og premierminister Justin Trudeau er, når det kommer til stykket, egentlig glad for, at den knast i forholdet til USA nu er ryddet af vejen.

At det skulle tage Obama-regeringen så mange år at beslutte sig har mere end én forklaring. Da TransCanada i 2008 afleverede ansøgningen til det amerikanske udenrigsministerium, var der for USA gode økonomiske grunde til at bygge Keystone XL. Amerikanerne havde behov for den ’snavsede’ råolie udvundet af tjæresand i Canadas Alberta-provins. Fagbevægelsen lagde desuden et voldsomt pres på Obama, fordi projektet ville kaste i alt 42.000 job af sig over to år, og det endda midt under den store recession. Men som årene gik, begyndte USA selv at fremstille store mængder ny olie ved hjælp af teknikken fracking. I de seneste syv år er landets olieproduktion næsten fordoblet; amerikanerne har derfor ikke længere behov for at importere mere canadisk råolie, end man gør i dag.

Dog kunne man argumentere for – og det gør kritikerne af Obamas beslutning – at den olie, USA stadig importerer fra politisk ustabile lande i Mellemøsten samt fra Nigeria og Venezuela, i stedet burde leveres af et nært allieret land som Canada. Men det argument vejede øjensynligt ikke særlig tungt for Obama. Her betød et eftermæle som en præsident med en progressiv klimapolitik mere.

Et andet argument i de første par år efter det canadiske selskabs ansøgning gik på, at rørledningen – der skulle levere olien fra Alberta til raffinaderier i Louisiana og Texas – ville øge Canadas produktionskapacitet betydeligt og i kraft af et ledsagende større udbud råolie medføre et fald i prisen på benzin og fyreolie. Men også dette økonomiske argument er faldet til jorden. Siden 2014 er prisen blevet halveret og ligger i dag og svinger omkring 50 dollar pr. tønde olie. Den er faktisk så lav nu, at det næsten ikke længere er rentabelt at udvinde tjæresandsolie i Alberta. For nylig opgav f.eks. Royal Shell to store udvindingsprojekter i den canadiske provins. Så tilhængere af Keystone XL kunne altså ikke længere pege på udsigten til en lavere oliepris som argument for at godkende rørledningen.

Sidst og ikke mindst er der amerikansk klimapolitik under Obama. Man skal ikke glemme, at præsidenten i sine sidste to år desperat prøver at indhente, hvad han ikke fik udrettet i sin første embedsperiode. I 2009-10 stod klimaet ikke højt på hans prioritetsliste. Da det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus kort før klimakonferencen i København i 2009 vedtog et lovforslag om at indføre handel med CO2-kvoter i amerikansk industri, undlod Obama at gribe bolden og prøve at overtale en håndfuld skeptiske demokratiske senatorer fra kulstater til at støtte et lignende forslag i Senatet. Han havde andre jern i ilden. Loven løb ud i sandet og er aldrig blevet taget op igen, fordi republikanerne nu står i vejen.

I stedet har Obama måttet ty til administrative tiltag (Clean Power Plan fra august), der kan omgøres af hans efterfølger, og som ikke kan træde i kraft, fordi 26 delstater har lagt sag an mod regeringen. Sagen kan ende ved Højesteret i 2018 eller senere.

Alt i alt er Obamas afvisning af Keystone XL en god nyhed for klimabevægelsen, men det ville være for generøst at kalde den politisk modig og et udslag af en progressiv klimapolitik. Afslaget skulle have været faldet for lang tid siden, men kom først, da det var politisk opportunt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu