Leder

Thorning bliver

13. november 2015

Jamen, så bliver hun da i landet indtil videre – hende eks-S-formand og -statsminister Helle Thorning-Schmidt. Trods den danske regerings ihærdige kampagne for Thornings kandidatur til posten som FN’s højkommissær for flygtninge, har generalsekretær Ban Ki-Moon foretrukket italieneren Filippo Grandi. Til Grandis indlysende fordel taler, at han i mere end 25 år har arbejdet globalt med flygtninge og også har været assistent og personalechef for højkommissærembedet. Grandi vil kunne arbejde på fuld kraft fra første dag – i en situation, hvor verden oplever den største flygtninge- og migrantkrise siden Anden Verdenskrig.

Var Thorning blevet højkommissær, kunne Folketingets borgerlige partier og Socialdemokraterne have udråbt det til en international blåstempling af den udlændingepolitik, de er stort set enige om.

Selvfølgelig har Danmarks faktiske flygtningepolitik spillet en rolle i FN’s valg. Som Søren Jessen-Petersen, tidligere assisterende højkommissær siger til Ritzau:

»Danmark har et meget flosset renommé på det område i dag. Og i hendes egen regeringsperiode indførte man også ganske mange stramninger, som hun selv var stolt af, og det har absolut ikke hjulpet hende.«

Det er Thornings andet politiske flugtforsøg, der slår fejl. I august 2014 var hun meget tæt på at blive til formand for Det Europæiske Råd – den stilling, der endte med at gå til polakken Donald Tusk.

I den socialdemokratiske folketingsgruppe ville det formentlig udløse et lettelsens suk, hvis Thorning fandt en ærefuld udgang og dermed fjernede påmindelsen om fortids traumer. Selv må Thorning gøre sig overvejelser over, hvor hun mest medgangsrigt kan baske med sine vinger. Hun kan tænkeligt finde trøst i disse smukke årstidsrelevante strofer fra Steen Steensen Blichers Trækfuglene:

 

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,

jeg hører vinterens stemme;

thi også jeg er kun her på træk

og haver andetsteds hjemme.

 

Jeg skulle sjunget lidt mer måske

– måske vel også lidt bedre;

men mørke dage jeg måtte se,

og stormen rev mine fjedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorning fundet for let - igen

Er Helle Thorning's humanisme og kvalifikationer fundet for lette? Måske er det kun i Danmark, at hun ser ud af noget. Samenligningsgrundlaget i Danmark synes at være præget af utilstrækkelige politikere.

Alene det at statsminister Lars Løkke indstiller hende og gør et stort arbejde for at få hende til at være Danmarks repræsentant synes at være en fejlvurdering, som fortæller ligeså meget om Lars Løkke og hans politik.

Nanna Wulff M., Jens Kofoed og Wilhelm May anbefalede denne kommentar