Leder

’Trick eller behandle’

2. november 2015

Næsten ingen kender forfatterne bag den mest læste litteratur i Danmark. I fredags kom en håndfuld af de tavse skribenter til orde i Information, da de gjorde status over en branche, som kun få af os tænker over eksisterer, men som en stor del af os alligevel har masser af holdninger til: undertekstning. Danskerne ser et sted mellem tre og fire timers tv hver eneste dag, og det er derfor, at man med rette kan kalde underteksterne for den mest læste litteratur.

For rigtig mange af de danskere, der af forskellige årsager har opgivet at læse bøger og aviser, er underteksterne den primære adgang til skriftsprog. Til forskel fra vores naboer i Tyskland og Frankrig, som har tradition for at eftersynkronisere film og tv, bliver danskere fra et tidligt tidspunkt i livet tvunget til at være fortrolige med skriftsprog. Og gode undertekster gør seeren bedre til at læse og stave, næsten uden at han eller hun bemærker det. Derfor bør niveauet være højt.

For nogle seere er de sorte bjælker i bunden af skærmen imidlertid mest af alt et irritationsmoment. Det kan virke formynderisk, at vi ikke kan få lov til at fravælge de danske oversættelser af DR’s Barnaby-dialoger eller bidder fra internationale statslederes taler i TV-Avisen. Vi forstår jo godt, hvad de siger.

Læs også: Stigende efterspørgsel på streaming betyder, at kvaliteten af underteksterne daler

Men sandheden er, at det gør vi ikke. En tekster påpegede i fredagens artikel, at hun er uddannet cand.mag. i engelsk og arbejder med sprog hver eneste dag, men alligevel er nødsaget til konstant at slå ord og vendinger op. Medmindre man er modersmålstalende eller højt specialiseret i sprog, er det umuligt at forstå de kulturelle, politiske og historiske referencer på tv. Mange af os tror, vi kan, men det er netop et resultat af gode undertekster. Og når man ser tv uden undertekster, ved man i sagens natur ikke, hvor meget man går glip af.

Når en vinduespudser har udført sit job til perfektion, efterlader han gennemsigtige ruder, som ikke er iøjnefaldende, mens hans mindste fejl bliver fremhævet som uprofessionel. Det er det samme hos underteksteren: Når arbejdet er rigtig godt, lægger man ikke mærke til det. Og for det meste er det faktisk rigtig godt. På grund af det begrænsede sprogområde har Danmark tradition for at have gode og kompetente undertekstere.

Men ligesom andre steder i samfundet, hvor produktionskadencen stiger eksplosivt, er kvalitetstabet uundgåeligt. Man kan hævde, at der er flere og flere dårlige undertekster til flere og flere dårlige serier, men problemet i branchen er langt hen ad vejen fagligt: I stigende grad placeres opgaver hos firmaer i udlandet, så det ikke længere er danske distributører af danske undertekster, der laver arbejdet i Danmark på danske vilkår. Forbundet har store problemer med at lave aftaler om rammevilkår med de mange underleverandører, og fordi efterspørgslen er stor, åbnes markedet for uprofessionelle og uerfarne tekstere, der arbejder til dårlig løn og uden organisering.

Ansvaret for bedre undertekster ligger hverken hos dem, der producerer dem, eller dem, der bestiller dem. Ansvaret er forbrugernes, og derfor må vi hjælpe hinanden med at sige fra over for dårlige undertekster.

Hvis vi køber en ny Citroën, og der mangler en nakkestøtte, eller en ny iPhone, og stavekontrollen er sløj, eller en frakke, og der mangler en knap, så tøver vi ikke med at løbe tilbage til bilforhandleren, telebutikken eller skrædderen for at kræve vores penge retur. Men af en eller anden grund har vi accepteret, at undertekster gerne må være dårlige. Når de er rædderlige, og der står »trick eller behandle«, mens børnene i tv-serien rasler til Halloween og siger »trick or treat«, så griner vi højt og gør nar på sociale medier og til middagsselskaber.

Men vi må indse, at latterligt dårlige undertekster ikke kun er noget at grine ad, for der ligger et væsentligt element af sproglig uddannelse i korrekte undertekster. Og teksterne er altså en del af pakken, når vi betaler kontingent til HBO eller Netflix – og en del af DR-pakken, når vi betaler licens. Hvis vi ønsker bedre sprog, er det vores alles ansvar at kræve bedre sprog – og derfor klage over konkrete dårlige undertekster til den relevante tv-station eller streamingtjeneste. Hvis ingen klager, bliver de ikke bedre, og hvis de ikke bliver bedre, gør det sproglige niveau i samfundet generelt heller ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Heidi Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Malan Helge, Heidi Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, der er såmænd nok at tage fat på - også uden for undertekst-verdenen.

Når jeg tænker på alt det vrøvl, jeg både hører og læser hver eneste dag.