Ægte socialdemokrat

LEDER
29. december 2015

I kappestriden om den hårdest tænkelige udlændingepolitik fyrede formanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Sass Larsen, op under højtiden med følgende salut: »Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet,« lod han forstå i dagbladet Politiken.

Så er det sagt! Mette Frederiksen har for længst taget opgøret med tidligere tiders humanistisk socialdemokratisk udlændingepolitik, når hun igen og igen påpeger, at »antal betyder noget«. Men med Henrik Sass Larsens udsagn betyder antal altså nu ikke bare noget – det betyder alt!

Akkurat som udlændingepolitikken har været den altdominerende faktor i dansk politik i 2015. Den afgjorde folketingsvalget med Dansk Folkeparti som største borgerlige parti, og frygten for fælles EU-asylpolitik spillede en central rolle i danskernes nej til EU-folkeafstemningen. Socialdemokraterne og Venstre kæmper konstant om forslag til nye stramninger, og Dansk Folkeparti vinder hver gang.

På den udlændingepolitiske tabsliste kan delvist tælles centrum-venstre som regeringsbærende akse i dansk politik. Centrum-venstre brød definitivt sammen efter folketingsvalget, og intet tyder på, at hverken Socialdemokraterne, de radikale eller SF vil forestå reparationsarbejdet.

SF døjer med overhovedet at finde en position, hvorfra Pia Olsen Dyhr kan vise, at SF fortsat i eget billede er et ansvarligt magtparti og ikke – som tidligere – et diskuterende holdningsparti. Det blev stillet til skue, da SF i kompagniskab med Dansk Folkeparti ville tage ansvar i redningsaktionen af dagpengereformen, hvorefter SF som bekendt endte som drivtømmer fra de sidste forhandlinger. Dermed tabte SF dobbelt. Både som magt- og holdningsparti, og i øjeblikket er det vanskeligt at se, hvor nye sejre skal hentes.

Socialdemokraterne og de radikale har siden valget bevæget sig langt, langt væk fra hinanden. Imens Mette Frederiksen har afleveret forslag til stramning efter stramning, har Morten Østergaard undsagt flere af de tiltag, partiet i SR-regeringens tid var med til at gennemføre. Det drejer sig bl.a. om reglerne for familiesammenføring. Mens Lars Løkke Rasmussen under valgkampen lovede såkaldt straksopbremsning, så er det paradoksalt nok SR-regeringens udlændingepolitik, der har fået flygtninge til at flygte igennem Danmark og videre til Sverige. Metoden har været at forringe mulighederne for familiesammenføring – for såvel børn som voksne.

Den stadig strammere strammerkurs har undervejs fået det til at knirke hos Socialdemokraterne både på Christiansborg og ude i kommunerne, og i Venstre er afskalningen begyndt.

Senest valgte Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde, kort før jul at gå til de radikale. Han kunne ikke forene sin udlægning af liberale frihedsrettigheder med Venstre-regeringens planer om at tage smykker og andre værdigenstande fra flygtninge, når de ankommer til landet.

Men vil den interne kritik få Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen til at skifte kurs? Nej. Venstres mindretalsregering er blevet kaldt et vildt eksperiment, men sandheden er nok snarere, at mindretalsregeringer er den nye virkelighed i dansk politik. For hvem skal Socialdemokraterne kunne danne regering med efter en eventuel valgsejr? De radikale og SF? Nej. Desværre.

Som statsminister i en socialdemokratisk mindretalsregering vil Mette Frederiksen altså være afhængig af enten Kristian Thulesen Dahl eller Lars Løkke Rasmussen. Når hun igen og igen taler om vigtigheden af brede forlig, og når hun igen og igen indgår politiske aftaler med V-regeringen og Dansk Folkeparti, så skyldes det én ting: Om få år kan det være hende selv, der er afhængig af de borgerlige partiers opbakning.

I 2015 skiftede det politiske system for alvor fra blokpolitikkens fastlåste positioner, og mindretalsregeringernes periode kan vise sig lang. Som udgangspunkt er det et demokratisk gode med brede politiske forlig. Men det kræver, at forligene ikke alene klumper sig sammen om udlændingepolitiske stramninger. For hvem vil i sidste ende vinde ved at føre Dansk Folkepartis politik? Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti?

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen

Centrum-venstre brød sammen før valget - og flygtningekrisen

Når det kan være svært i dag at se et politisk grundlag for en centrum-venstre regering, skyldes det ikke alene de aktuelle problemer, der er opstået i forbindelse med invasionen af asylansøgere. Sammenbruddet fandt allerede sted under den tidligere regering. Ja, faktisk allerede i 'det sorte tårn', hvor de radikale vred S og SF af led.

Men det skete også undervejs i S-R-SF regeringen og var direkte medvirkende til, at den ikke kunne genvinde et flertal. Især skiller to fænomener/lovgivninger sig ud: 1) Offentlighedsloven og 2) Indgrebet i folkeskolekonflikten. Den første orkestreret af kammerat Bødskov og den anden af grå eminence Corydon. Begge socialdemokrater. Der er flere andre mærkværdigheder, men disse to skiller sig ud ved unødvendigt at angribe de tre partiers kernevælgere direkte. Bødskov og Corydon kostede Thorning-regeringen livet. Fordi de gjorde forestillingen om centrum-venstre i Danmark illusorisk ved at svigte deres egne kernevælgere.

Jeg har ellers i en årrække haft den opfattelse, at det med tiden er blevet en hovedmålsætning for de radikale at ødelægge socialdemokratiet ved at ydmyge dem til at give køb på alt det, partiets legitimitet hviler på. Men hér - i spørgsmålene om offentlighedsloven og lærerkonflikten - har socialdemokraterne ødelagt sig selv, helt frivilligt.

Brugerbillede for Helene Kristensen

Det er åbenbart rigtig rigtig svært for pressen og resten af eliten at forstå, at det ikke var flygtninge, ikke politi, ikke DF, men den totale afgivelse af medbestemmelse, der fik folk til at stemme nej ved sidste EU-valg. Tilliden til, at de mennesker der sidder i folketinget er i stand til at agere bedst muligt for danskerne som helhed var og er ikke til stede. Danskerne stemte nej til at give politikerne en blancocheck til EU.

Brugerbillede for Lennart Kampmann

Dansk Folkeparti har næppe toppet endnu, og Socialdemokratiet skal forberede sig på at blive det næststørste parti. Mette Frederiksen risikerer at måtte nøjes med at være indenrigsminister under Thulesen Dahl. Det er også lettere at underkaste sig DF, når man har samme holdninger....

For så vidt angår Jens Rohde er det påfaldende at han var på tabernes side i kuppet mod LLR og derfor måtte stå isoleret i venstre. Et partiskifte redder karrieren på Christiansborg, sådan som man har set det med andre utilfredse før. fx. Anders Samuelsen, Gitte Seeberg, Pernille Rosenkrantz-Theil etc.
med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for michael andersen

Man ser tydeligt når man læser Politiken og denne avis, hvorfor højrefløjen i Danmark ingen modspil har fra den såkaldte venstrefløj. Dansk folkeparti og i særdeleshed kultur og værdipolitik bliver hele tiden gjort til den forskel der ligger mellem højre og venstreorienterede politik. Fordelingspolitikken som altid har været den ægte forskel mellem Højre/venstre men den interesserer man sig ikke for hos "venstrefløjen". Nej tværtimod bliver nogle af den asociale besparelser på arbejdsløse, de ældre og andre af de mest økonomisk udsatte grupper retfærdiggjort ud fra et økonomisk pragmatisk synspunkt. Kan jeg lide DF, nej deres retspolitik især og dele af deres indvandrerpolitik er jeg uening I, men det er hele den teknokratiske og kulturelle "elite", som har taget et alternativ til de borgerlige nemlig en progressiv liberal venstreorienteret politik som gidsel, fordi de både har en økonomisk og en lidenskab for kultur værdi politik i forhold til fordelingspolitik, da de selv har røven på det tørre. De borgerliges nedskæringer på velfærd og den offentlige og skattelettelser de velstillede, jamen det har de jo altid gået ind for også før muren fald. Det er venstrefløjen og det arrogante hykleriske liste B parti som har sat andre forskelle ind som udgangspunkt.

Brugerbillede for Lennart Kampmann

Sidste regering viste befolkningen hvad venstrefløjspolitik er. Befolkningen ser ud til at foretrække en ærlig politik, der er dem imod, fremfor et løftebrud. HTS og Corydon har sammen med de radikale lagt grunden for en langvarig mistillid til centrum-venstre.
Der er ikke troværdighed på venstrefløjen: SF solgte sin sjæl og enhedslisten væltede ikke Thorning da den kunne. Ingen respekt! (Jeg siger ikke at det bliver bedre med nuværende regering...)

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Can  Øzcen

R har INTET med venstrefløjen at gøre: de er ikke og har aldrig været på venstrefløjen.
At de har kopieret og taget store dele af venstrefløjens flygtningepolitik til sig undertiden, gør dem ikke til venstrefløj - det gør dem bare til leflere for venstrefløjens vælgere! Hvor var deres sociale indignation, da de var med til at skabe nogle af de såkaldte "nødvendige reformer"?
"Sådan er det jo" - glem aldrig Margrethe III's kommentar!

Brugerbillede for Morten P. Nielsen

Det er lidt synd, at Christian Jensen afslutter sin analyse med at opgøre tabere og vindere på en skala af politiske partier, når de reelle tabere og vindere er nogle helt andre ude i den virkelige virkelighed. Politik som fodboldkamp.

Jeg er meget fascineret af Corydon, den trojanske hest i Socialdemokratiet. Var han plantet, partifunktionæren, der endte med at transformere 130 års socialdemokratisk identitet (så god er han)? En langsigtet strategisk indsats fra højrefløjskræfter for at underminere velfærdsstatens politiske fundament? Er der andre heste?

Konspirationsteori? Jep, 100%.

Brugerbillede for erik mørk thomsen

Problemet ved folkeafstemningen er, at eliten ikke vil respektere resultatet.
De vil ikke indse, at folket kan havde en anden mening, end dem selv.
Så vi må havde stemt nej, af tåbelige grunde, som flygtning spørgsmålet.
Ikke at vi ønske, at vi, folket skal bestemme her i Danmark, og ikke, en EU embedsmand.
For det at give dem magten, betyder jo efter EU regler, at vi aldrig kan tage magten tilbage.
Og det er udemokratisk.
Derfor mit nej, selv om, der var flere af akterne, der for sig selv, var fornuftige nok, men lav da samarbejde, som et samarbejde mellem de enkelte lande, med mulighed for at gå ud igen, hvis landet ønsker det!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Christian Jensen skriver:
"I 2015 skiftede det politiske system for alvor fra blokpolitikkens fastlåste positioner."

Det er fuldstændigt misforstået. Blokken er bare ny, og den har neoliberalisme som omdrejningspunkt. Den er ligeglad med, hvordan den beholder magten, fremmedfjendskab er så godt som noget andet - det er neoliberalismen, som er vigtig.