Leder

Britisk skræmmebillede – ikke forbillede

Debat
11. december 2015

Der er unægtelig god grund til selvransagelse blandt de danske ja-partier efter vælgernes nej ved folkeafstemningen den 3. december. Det er fornuftigt at overveje, hvorfor politikernes budskaber og argumenter ikke overbeviste danskerne om at stemme ja. Og naturligvis skal vælgernes nej tages alvorligt.

Desværre synes de danske partier at springe en dybere analyse over og har på en uge konkluderet, at svaret er at give skeptiske vælgerne det, man tror, de vil have: En mere EU-skeptisk politik.

Siden folkeafstemningen har Information beskrevet både Venstres og Konservatives voksende EU-skepsis og antieuropæiske retorik i de seneste år. Politiken refererede i går fra et gruppemøde i Socialdemokratiet, der synes at konkludere, at en mere kritisk EU-politik er ensbetydende med at tage vælgernes bekymringer alvorligt.

Alle tre partier spejder mod Storbritannien og premierminister David Camerons forsøg på at genforhandle forholdet mellem briterne og EU.

Storbritannien er det helt rigtige sted at rette blikket hen. De danske politikere bør kigge grundigt på, hvad der er foregået i det britiske – og lære. Først og fremmest fordi Camerons strategi, der netop har været at tækkes EU-skeptikerne, ikke er lykkedes. Han har talt deres sprog siden valgkampen om formandsposten, hvor han slog sin EU-skeptiske modkandidat, David Davis, ved bl.a. at love, at han ville trække partiet ud af den magtfulde European People’s Party-gruppe i Europa-Parlamentet og danne en ny gruppe med mere EU-skeptiske europæiske partier. Som sagt, så gjort, og konsekvensen har ifølge en lang række iagttagere og diplomater været, at briterne har mistet indflydelse og anseelse i Bruxelles.

Som premierminister har han fortsat denne strategi med at fremhæve alle samarbejdets mangler i et forsøg på at kvæle kritikken og for at forhindre, at vælgerne ikke søgte mod UKIP. Hans løfte om reformer og britisk enegang blev mere og mere skinger, indtil det kulminerede i løftet om en genforhandling og en folkeafstemning inden udgangen af 2017.

Cameron har omvendt fuldstændig undladt at forsvare ideen om det europæiske samarbejde og har ej heller fremhævet de fordele, som landet nyder ved at være en del af verdens største handelsblok.

Der er ellers nok at henvise til: Rapport efter rapport har vist, at EU-migranterne er en overskudsforretning for landet; en ny rapport fra Friedrich-Ebert-Stiftelsen viser, at Storbritannien har oplevet et såkaldt brain gain som resultat EU-migrationen; den økonomiske gevinst og adgangen til arbejdskraft for britisk erhvervsliv – særligt finansdistriktet City – er enorm; den fri bevægelighed gavner hvert år millioner af briter. Regeringens egen gennemgang af balancen i kompetencefordelingen mellem EU og Westminster endte med at påvise, at samarbejdet langt overvejende var i landets interesse.

Frem for at gribe disse positive rapporter og bruge dem til at tale for britisk medlemskab har Cameron fortiet dem og sågar modsagt dem ved at påstå, at landet er offer for velfærdsturisme.

Har han så fået partibaglandets opbakning? Har han vundet EU-skeptiske vælgere over? Svaret på begge spørgsmål er et rungende nej. EU-skeptikerne i og uden for hans parti fortsætter deres kritik af EU som projekt og af Camerons genforhandling i særdeleshed. Ved europaparlamentsvalget belønnede de ikke Cameron, men UKIP. Nu hvor Camerons fire reformkrav er blevet offentliggjort, og forhandlingerne om dem er gået i gang, viser meningsmålingerne, at 52 procent agter at stemme for Brexit – britisk udtræden. De fire krav i sig selv er udtryk for kompromisser i forhold til tidligere langt mere ambitiøse løfter. De kan dog blive svære nok at få igennem – den polske premierminister sagde i går, at hun ikke er enig med Camerons idé om forskelsbehandling i forhold til velfærdsydelser – og selv hvis de blev godkendt, ville det næppe ændre meget ved migrationsstrømmene i EU.

De danske politikere bør tænke sig godt og grundigt om, før de vælger at gøre Storbritannien – et land som under David Cameron har kørt sig selv ud på sidelinjen i EU – til et forbillede. I stedet bør Camerons strategi ses som et skræmmebillede for enhver proeuropæisk politiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er meget enkelt, tror jeg: baggrunden for at tilslutte sig EU har for de fleste været et ønske om at bevare og udbygge de værdier, velfærdsstaten hviler på. I realiteten oplever folk, at det modsatte sker: danskerne må opgive velfærdsstaten for at underlægge sig systemer med langt mindre tryghed, langt mindre frihed og alt for meget detailstyring.
EU går den modsatte vej af, hvad danskerne i fællesskab brugte et halvt århundrede på at bygge op: en offentlighed, der vægtede kvalitet over kvantitet, og som satte borgerne før systemet.
I dag er den fælles moral, som drev det samfund, erstattet af en legalisme, hvor uretfærdig behandling er blevet noget systemisk, man kan klare med en erstatning. Det er det stik modsatte af, hvad der kendetegnede velfærdsstaten, hvor sagsbehandlingen i øvrigt som hovedregel var på klientens side og derfor sjældent resulterede i erstatsningspådragende forkerte beslutninger.