Leder

Libyen skal hjælpes på vej

19. december 2015

»Vi kan ikke tillade, at status quo fortsætter i Libyen. Det er farligt for Libyens overlevelse, det er farligt for den libyske befolkning – og nu, på grund af Daeshs (Islamisk Stat, red.) voksende tilstedeværelse, er det farligt for os alle.«

– John Kerry, USA’s udenrigsminister

Libyens to rivaliserende regeringer har efter intensiv mægling underskrevet en fredsaftale og indvilget i at danne en national samlingsregering. Aftalen blev underskrevet i badebyen Skhirat i Marokko sent torsdag, og siden er det væltet ind med lykønskninger fra hele verden. Både Kina og Rusland støtter aftalen og opfordrer til, at det internationale samfund, især FN, nu bistår den libyske regering med at stabilisere landet, der siden Gaddafis fald i 2011 har oplevet en stadig stigende voldskurve, der sidste år udviklede sig til decideret borgerkrig.

Den nye samlingsregering skal ledes af premierminister Fayez Sarraj, som nu har 40 dage til at sætte sit ministerhold, der skal lede landet, indtil der kan afholdes nyvalg. Planen er, at den nye regering skal bede det internationale samfund om hjælp med at bekæmpe Islamisk Stat, og en række lande meldte sig allerede fredag på banen som bidragydere til en trænings- og rådgivningsmission, som ifølge bl.a. det amerikanske militære dagblad Stars and Stripes kommer til at bestå af væbnet politi, hær- og specialstyrker fra bl.a. Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien.

Der bliver i første omgang ikke tale om, at de internationale styrker skal deltage i offensive operationer mod Islamisk Stat eller andre grupper, der truer freden i Libyen. Opgaven bliver at støtte den libyske hær og det libyske politi med logistik og træning, så de bliver i stand til selv at løse opgaven. Opskriften ligner dermed den, som USA og dets allierede allerede anvender i krigen mod IS i Irak og Syrien.

Fredsaftalen er resultatet af et intensivt diplomati, anført af Italien, der længe har ønsket en international intervention i Libyen, hvis grænse ligger blot 300 km fra Italiens kyst. Det er først og fremmest truslen fra Islamisk Stat, der har etableret sit nordafrikanske hovedkvarter i den libyske havneby Sirte, der ansporer Italien, men også ønsket om at få lagt låg på en kaotisk situation i Libyen, som er et yndet udskibningssted for flygtninge og migranter til Europa. Forhandlingerne har stået på i mere end et år, men er blevet kraftigt optrappet efter Islamisk Stats nylige terrorangreb i Egypten, Libanon, Frankrig og USA. Og det er da også rigtig godt, at der endelig sker noget i forhold til Libyen, som alt for længe har været overladt til at klare sig selv oven på lynkrigen mod Gaddafi-regimet i 2011. Som det tidligere har været tilfældet i forbindelse med regimeskiftet i Irak og Afghanistan, havde Vesten heller ikke denne gang nogen plan for, hvad der skulle ske dagen efter. Ingen international, fredsbevarende styrke stod klar til at opretholde ro og orden, ingen internationale rådgivere stod klar til at hjælpe med at opbygge et demokrati, en ny statsadministration, genrejse landet økonomisk eller gennemføre det nødvendige retsopgør med Gaddafi-regimets bødler. Tværtimod stod de fleste vestlige lande, inklusive Danmark, i kø for at komme ud af Libyen, så snart vanskelighederne begyndte.

Det er derfor på høje tid, at det internationale samfund tager sin del af ansvaret for at hjælpe de seks millioner libyere tilbage til freden. Men det er beskæmmende, at det først sker, når Vestens egne interesser bliver direkte truet af terror og flygtningestrømme.

Det store ubesvarede spørgsmål er nu, om hjælpen bliver tilstrækkelig, og om den når frem i tide til at vende udviklingen. Libyen selv har kun en ret begrænset militær kapacitet, og spørgsmålet er, hvor langt det libyske militær kan nå i en konfrontation med IS uden f.eks. international flystøtte.

På den politiske front er det ligeledes afgørende, at det internationale samfund er villig til denne gang at yde den massive rådgivnings- og planlægningsstøtte, som er nødvendig for at få det libyske demokratieksperiment tilbage på sporet, opbygge en fungerende statsadministration og genoprettet stabiliteten.

Ingen af delene kan lade sig gøre i løbet af måneder eller år, så jo hurtigere det internationale samfund, herunder Danmark, indser, at Vesten er på vej ud i et nyt og langvarigt statsopbygningsprojekt jo bedre. Og denne gang gælder det om at blive der indtil opgaven er løst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer