Læsetid 3 min.

Mere end en ’teknikalitet’

LEDER
5. december 2015

Det har været svært selv på det uendelige internet at finde en udenlandsk optaktsartikel om den danske folkeafstemning. De få, der blev skrevet, har kategoriseret afstemningen som en intern dansk diskussion om »en teknikalitet«.

Sådan er det ikke længere. Med danskerne nej er de udenlandske medier vågnet op. For selv om det på sin vis er rigtigt, at resultatet stort set kun vil få konsekvenser for Danmark selv, så er det alligevel ikke hele sandheden.

Det danske nej kan og bør nemlig læses ind i en større fortælling om det kriseramte EU; om den tillidskrise mellem de europæiske borgere og Bruxelles, der er opstået i de seneste år.

Et af de første tegn på tillidskrisen kom med resultaterne af europaparlamentsvalget i maj 2014, hvor populistiske partier vandt omkring 25 procent af mandaterne.

Resultatet var kulminationen på flere års finans- og eurokrise. Det var gået op for europæerne, at euroens arkitekter havde været fuldt ud klare over, at valutasamarbejdet ikke var fuldendt, men blot havde satset på, at lysten til øget politisk integration ville komme i takt med, at behovet opstod.

Men det opstod ikke. Og EU’s økonomisk ulogiske krisestyring har kun svækket tilliden.

EU opfattes nu af mange som årsagen til problemerne frem for som løsningen; en opfattelse der er blevet styrket af det seneste års flygtningekrise, hvor et andet EU-system – Schengen-samarbejdet – såvel som EU’s fælles asylpolitik, er brudt sammen for øjnene af europæerne.

Som i eurokrisen har mangel på realitetssans og solidaritet betyder, at man har gennemtvunget løsninger, som har skabt vrede i flere medlemslande. Begge kriser har resulteret i splid og polarisering på kryds og tværs af EU. Mellem Syd og Nord, Øst og Vest, mellem nye og gamle samt rige og fattige lande.

Mange borgere såvel som politikere har reageret på kaosset og det deprimerende fremtidsperspektiv ved at vende blikket indad. De europæiske lederes fokus er ikke længere på det store perspektiv: Hvordan et stærkt, forenet og solidarisk Europa kan sikre alle større sikkerhed, velstand og modstandskraft imod globaliseringens negative sider. I stedet handler det nu om, hvordan det enkelte land bedst sikrer, at det får mest muligt ud af samarbejdet til lavest mulig pris.

Den tankegang prægede den britiske beslutning om at vælge den tilvalgsordning, Danmark netop har afvist: ’Vi vælger kun det, der er i vores nationale interesse,’ lovede de britiske politikere deres borgere.

På samme måde synes flere af de nyere medlemslande under flygtningekrisen at have glemt, at EU-medlemskabet ikke kun handler om at modtage, men også at give; at solidaritet går begge veje.

I lyset af denne udvikling er Danmarks nej blot endnu et sådant eksempel på, at mistilliden til systemet har overtrumfet troen på, at vi er bedre stillet med mere EU.

Danmarks begrænsede størrelse betyder, at samarbejdet nok skal overleve det danske nej. Men de europæiske politikere bør alligevel tage det dybt alvorligt. Dels fordi det er en del af en større tendens, dels fordi det utvivlsomt vil påvirke den for EU-projektet langt mere alvorlige folkeafstemning i Storbritannien, som skal finde sted inden udgangen af 2017.

Brexit-brigaden har utvivlsomt fået et boost af det danske nej. Får Danmark forhandlet en parallelaftale om Europol på plads, vil det blive fremhævet som et eksempel på, at det kan lade sig gøre at vælge og vrage og skabe præcis det europæiske samarbejde, det enkelte land kunne ønske sig. Spreder den idé sig yderligere, vil der hurtigt ikke være noget EU tilbage.

Proeuropæiske politikere må erkende, at EU har begået en række alvorlige fejl i de seneste år, og at tillidskrisen helt og aldeles er dets egen skyld. EU har ganske enkelt ikke gjort sig fortjent til folkets tillid.

Det bliver ikke let at rette op de konkrete fejlstrukturer; ej heller at genvinde tilliden. Ikke desto mindre bør det nu være politikernes topprioritet. Det kan kun ske, hvis de igen begynder at forklare borgerne det store perspektiv med EU-samarbejdet – hvorfor det er i de enkelte landes interesse at stå sammen – og ikke mindst skrotter den nationalistiske krejlerretorik, der er deres håbløse svar på populisternes succes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

"Det kan kun ske, hvis de igen begynder at forklare borgerne det store perspektiv med EU-samarbejdet – hvorfor det er i de enkelte landes interesse at stå sammen – og ikke mindst skrotter den nationalistiske krejlerretorik, der er deres håbløse svar på populisternes succes."

Det er så præcist formuleret - men det bliver godt nok op ad bakke.

Jeg koketterer ind imellem med at være EU-tilhænger på Uffe Ellemansk niveau; men alligevel gider jeg ikke høre på europæiske visioner fra den nuværende statsminister, superpamper & superkrejler.
Og jeg stemmer NEJ til nationalchauvinisiske, ansvarsforflygtigende & umodne ordninger.

Brugerbillede for Kurt Loftkjær

Sammenhængskraften er væk

Danmark er efter min opfattelse blevet et land, hvor de politiske og økonomiske elite har overtaget magten og ordet. Arrogant og selvtilstrækkelig envejskommunikation er mere hovedreglen end undtagelsen. Som eksempel vil jeg nævne Politikens chefredaktør Bo Lidegaards optræden i Deadline dagen efter afstemningen.

Den rigeste del af befolkningen tror instinktivt på, at eliten fører netop deres sag, så de der har mest kan få endnu mere på bekostning af den laveste socialklasse og herunder arbejdsløse skubbes stadig tættere på den økonomiske afgrund.

Sammenhængskraften begyndte for alvor at smuldre, da Anders Fogh Rasmussen (AFR) kom til. Han var og er inspireret af USA og mænd i USA og importerede idéen om, at alle er sin egen lykkes smed. Og ve den som ingen lykke har. Med AFR begyndte afviklingen af nærdemokratiet og åbenheden.

En af hans ministre indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (LLR), som overtog ansvaret statsminister efter AFR, fik ansvaret for en omstrukturering af samfundet. Lovgivningen blev kaldt strukturreformen. Med den fjernede tidligere borgmester og amtsborgmester LLR en række incitamenter for at deltage i lokademokratiet. Amterne blev nedlagt og erstattet af meget større regioner uden reelt demokratisk indhold. Samtidig fjernede LLR amtets kontrol med kommunerne. Tidligere var en række kontroller i forhold til kommener blevet fjernet og bl.a. i relation til byggeloven.

Kommunernes og borgmesterens magt er sammen med embedsmændenes magt steget væsentligt og incitamentet til at inddrage borgerne er mindsket. Sideløbende er planloven blevet reduceret til en ligegyldig lov, hvor borgernes indsigelser er uden reel betydning, da såkaldte rammeplaner er blevet stadig mere almindelige. Indsigelser mod upræcise rammeplaner er meget lette at afvise. Og planerne kan nemt ændres.

Som høringsberettiget i en række natur- og miljøsager har lovomlægninger, centraliseringer og digitalisering gjort det tidligere aktive lokale græsrodsarbejde til en farce, hvor al tid må bruges på myndighedernes arbejdsmetoder frem for indholdet af den politik, som et utal af udarbejdede og udsendte planer repræsentere.

Hertil kommer, at græsrodsarbejde er blevet som udbud i et supermarked. Der er frit valg på alle hylder. Og afhængig af den enkeltes særinteresser, som ofte afhænger af, hvor man befinder sig i sit livsforløb, så vælges og omvæltes der løbende blandt udbudet.

Politik er et tålmodighedsarbejde, som nemt strækker sig over årtier. Supermarkedstilgangen medfører derfor, at politisk græsrodsarbejde ikke mere er en reel mulighed. Derfor centralisere græsrodsforeninger som Danmarks Naturfredningsforening i stadig større omfang, hvilket indebærer, at det lokale græsrodsarbejde svække yderligere. Man er kommet ind i en ond cirkel.

Pressen er ligeledes blevet centraliseret i sin form. Man foretrækker, at tale med centralt placerede personer - ofte sekretariatspersoner, som har helt andre jobbevarende motiver end de gratis sagligt arbejdende personer.

Pointen med alt dette er, at mulighederne for at blive integreret i det politiske arbejde fra bunden nærmest ikke mere eksistere. I dag komme man ind i politik via en akademisk uddannelse eller sit netværk. En sådan baggrund har kun eliten i Danmark og ofte er det personlige projekter, der driver disse personer.

Her falder mine tanker på tidligere miljøminister Ida Auken, som på urimelig vis forlod sine vælgere og sit parti SF, da hun mistede sin ministerstilling pga. oprøret i SF. Dagen efter fandt hun ud af, at hun var Radikal, hvilket selvfølgelig gav kritik. En kritik som fik hendes mor til at skælde ud på os alle for at have ødelagt datterens projekt. Jeg var indtil den udtalelse af den opfattelse, at man meldte sig ind i et parti, fordi man have en fælles idé og plan.

Alle de nævnte forhold er efter min opfattelse en del af tendenser, som har ødelagt sammenhængskraften i Danmark og dermed gjort det mere vanskeligt end tidligere at blive enige om en fælles EU-politik.

Men selv afstemningsproceduren, som LLR som statsminister har haft ansvaret for er også en del af billedet. I managementkulturen er der kun at sige, som man kan læse på en husgavl på RUC: "Perform og die". Det skal selvfølgelig forstås i overført betydning.

Og konsekvensen er, at LLR som en del af netop den kultur bør forlade jobbet. Da han indkaldte til pressemøde på afstemningsaftenen, var min første tanke, at han endelig viste format ved at meddele sin afgang, som vi er nogen der stadig husker, at Jens Otto Krag gjorde i 1972 efter afstemningen og vores medlemskab i EF.