Leder

Politik, etik og lægevidenskab

Debat
8. december 2015

»Medicinsk aldersvurdering er ligesom at bestemme alder ud fra et spil roulette,« siger den svenske børnelæge Anders Hjern om aldersvurdering af unge asylansøgere i lørdagens Information. I Sverige nægter han og andre læger at være med til at aldersvurdere unge flygtninge. De mener, at usikkerheden i metoderne er for stor, og at det gør vurderingerne uetiske.

Anderledes lyder det fra retsmediciner Niels Lynnerup fra Retsmedicinsk Institut i København. Han mener, at metoden er forsvarlig, så længe usikkerheden, som de danske læger anslår til at være to år hver vej, kommer asylansøgeren til gode. På bestilling fra Udlændingestyrelsen foretager han og andre danske retsmedicinere cirka 400 aldersvurderinger af unge flygtninge i år.

Både de svenske og danske læger ved og anerkender, at der findes en usikkerhed i forbindelse med at fastslå et menneskes alder. Men de er uenige om, hvor usikker en metode må være, før den er etisk forsvarlig.

Kernen i problemet synes at være, at metoden for aldersvurdering er udviklet på hvide mellemklasse-amerikanere, og at der ikke er foretaget forskning på lige netop de befolkningsgrupper, der oftest bliver aldersvurderet i forbindelse med en asylsag: Syrere, irakere, afghanere og eritreere. Den danske praksis med at anvende en usikkerhed på to år skal her sikre, at metoden også kan dække over mennesker med helt andre opvækstvilkår og gener.

Der er noget grænseoverskridende over, at børn på flugt fra krig skal underkastes tandtjek og røntgenundersøgelser. Derudover kan det være vanskeligt at lave forskning i krigshærgede områder som Irak og Afghanistan. Men accepterer vi, at vi lever i et samfund, hvor 18 år er en næsten magisk, juridisk grænse, og at vi har en særlig forpligtelse over for verdens børn, så må vi også håndhæve det skel så respektfuldt som muligt. Det kræver mere viden, og mere forskning kunne blive første led i at forstå usikkerheden omkring aldersvurderinger bedre og måske i bredere omfang acceptere den.

Men den videnskabelige usikkerhed i aldersvurderinger er ikke den eneste torn i øjet på de læger, der ønsker et opgør med metoderne bag. Diskussionen om aldersvurderinger bunder også i etiske spørgsmål om, hvad man vinder ved undersøgelserne, og hvad man taber ved dem. Her er det vigtigt at have for øje, hvem aldersvurderingerne egentlig kommer til gode.

I Danmark resulterer vurderingerne i, at cirka halvdelen af de asylansøgere, der siger, at de er under 18 år, bliver vurderet som voksne. Det gavner kommunekasserne og dem, der ønsker en mindskning i flygtningetilstrømningen. Men hvis det er formålet med vurderingerne, kan det virke ganske usympatisk, og det er netop et af de argumenter, som de svenske læger har brugt.

Aldersvurderingerne kan dog også ses i et lys, hvor de kommer flygtningebørnene til gode. Vurderingerne kan fx resultere i, at ressourcer til uledsagede mindreårige faktisk går til de uledsagede mindreårige, at voksne ikke placeres sammen med børn, og at tilliden til vores asylsystem opretholdes, idet særlige rettigheder tildeles dem, der har særligt brug for dem. Set på den måde virker vurderingerne straks langt mere sympatiske og etisk forsvarlige.

Aldersvurderingerne står og falder selvfølgelig med, om der i dagens Danmark findes uledsagede flygtninge under 18 år, der fratages deres rettigheder som mindreårige grundet en fejlagtig aldersvurdering. Her er det vigtigt igen at pege på den usikkerhed på to år hver vej, som er en del af den danske praksis, og som betyder, at en person kan vurderes til at være 19,9 år og alligevel få rettigheder som et barn. Om aldersvurderinger bør være en del af dansk praksis eller ej, er dog stadig et komplekst spørgsmål, der virker som et valg mellem to onder.

For hvis en mindreårig asylansøger fejlagtigt vurderes til at være voksen, er det en skandale, og hvis voksne placeres sammen med børn, er det ligeledes uheldigt. Indtil videre nægter de svenske læger at være med, også selvom den manglende aldersvurdering kan have negative konsekvenser, mens de danske retsmedicinere har accepteret usikkerheden ved en metode, der burde testes på langt flere befolkningsgrupper, end hvad tilfældet er i dag. nyr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er jo også gået den modsatte vej i Danmark: at man ikke respekterer 18 år! I dag er det snarere vendt tilbage til den første grundlovs grænser ved de 30 år.

Hvis der stod en 20,1 årig uden for min dør og græd, fordi han/hun var flygtet fra en krig, havde set familien blive dræbt mm., ville jeg personligt have svært ved at smække døren i.

Når det er sagt, er etik svært. Iflg. f.eks. etisk råds pjece om etik, har vi alle et ansvar. Selv hvis man beslutter ikke at tage et etisk valg, vurderer rådet at dét også er at vælge. Fair nok. Den har vi jo hørt før, men hvad vil det så sige at man gør det rigtige, og ikke gør det forkerte? Det har rådet også et bud på. Her nævnes at vi i Danmark lever i et samfund som bygger på humanisme, kristendom og jødedom. I et afsnit nævnes perifert at der også er nogen som tror på noget med noget utilitarisme.

De fleste mennesker synes at filosofi er langhåret og kedeligt. De filosoferer alle dagligt, på et eller andet niveau, men de ved det næppe. Ord som ontologi, epistemologi, rationalisme, idealisme, positivisme mfl. giver ikke rigtigt mening, og de færreste mennesker har hørt om "The Utility Monster".

Så er det jo godt at vide at etisk råd siger at man kan slå op i biblen. Gad vide, hvad biblen siger om at smække døren i hovedet på en 20 årig i nød? For vi bør jo tage stilling, sådan rent etisk...

Etisk Råd anerkender velsagtens nationens kulturhistorie som værende det fundament mange af vores love historisk bygger på.

Læser man deres vurderinger af emner - for mit vedkommende har jeg arbejdet med etik og moral vedrørende abort - så er fokus klart på de klassiske etiske teorier: Pligt- nytte- og dydsetik.

I samme ombæring skal etisk råd jo gøre et solidt og grundigt stykke arbejde i deres vurderinger og anbefalinger. Det er naturligt derfor at berøre kulturelle strømninger eller historiske fakta (eventuelt for at forklare, hvorfor de ikke er relevante for en given situation).
Det samme gør sig gældende om den videnskabelige virkelighed og forhold, om end disse nok oftest enten forklares som værende irrelevante eller tages i hævd i forhold til de etiske vurderinger (i forhold til abort er det eksempelvis relevant, hvordan fosteret udvikler sig, hvornår vi har muligheder for at holde et foster i live og forvente, at det udvikler sig til et menneske).

Så selvfølgelig anerkender etisk råd, at der er kulturelle og religiøse strømninger i samfundet, ellers ville det ikke være et praktisk anvendeligt stykke etisk vejledning.

Niels Duus Nielsen

Nu skal man passe på ikke at reducere en diskussion om etisk forsvarlighed til kasuistik. "Kasuistik" har flere betydninger (jf. overskriften):

(1) Politisk anvendt er kasuistik et fint ord for ordkløveri.

(2) Lægevidenskabeligt set er det en grundig beskrivelse af et enkelt tilfælde.

(3) Og etisk set er det et sæt autoritative handlingsregler for alle tænkelige situationer.

Det er især (1) og (3) man skal tage sig i agt for, når man forsøger at overføre etiske idealer på virkeligheden.

Retsmedicinere er videnskabeligt uddannede mennesker, som ved, at kasuistik(2) kun kan begrunde kasuistik(3), når der tages hensyn til vurderingens usikkerhed, som i dette konkrete tilfælde skal komme asylansøgeren til gode - ellers er det uetisk, siger retsmedicinerne (med rette).

Politikere derimod er ofte opportunister, der tror usikkerhed er et personligt svaghedstegn og etik er et andet ord for blødsødenhed, hvorfor de fristes til at anvende kasuistik(1) til at nedtone usikkerhedens betydning, således at den alligevel ikke kommer asylansøgeren til gode.

Så hvis Etisk Råd eller DIIS skulle brokke sig, henviser politikerne blot til "den nødvendige politik" og beder justitsministeriet om at komme med en juridisk-elastisk fortolkning. Justitsministeriet har som bekendt mennesker ansat, der ikke laver andet end kasuistik(1).