Leder

Politisering

Debat
9. december 2015

Der er noget galt på Slotsholmen. Sidste år vedtog SR-regeringen, at de primært syriske asylansøgere på såkaldt midlertidig opholdsstatus ikke har ret til familiesammenføring inden for deres første år i Danmark. Dengang forklarede daværende justitsminister Mette Frederiksen (S), at der efter ministeriets vurdering dermed var »strammet så meget, som det er muligt inden for konventionerne«.

Ikke desto mindre har den nye regering nu lagt op til, at der skal gå hele tre år, før de syriske flygtninge kan blive genforenet med deres familie.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder vil tre års ventetid formentlig være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den vurdering ligger på linje med, hvad Justitsministeriet konstaterede sidste år, men sagen er bare, at det nye udlændingeministerium siden har ændret syn på sagen.

Som Politiken kunne referere i går, mener embedsmændene, der efter valget er flyttet fra Justitsministeriet, nu, at Danmark vil være på »ret sikker grund i forhold til de internationale konventioner«, hvis perioden sættes op til to år, mens en periode på tre år også må antages at være i overensstemmelse med konventionerne, men indebærer »en vis procesrisiko«.

Formuleringer fra Justitsministeriet om at være på »ret sikker grund« og »løbe en vis procesrisiko« bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der har retssikkerhed på sinde. Samtidig med at embedsmændene blåstempler regeringens ønske, advarer de med formuleringen »procesrisiko« om, at Danmark risikerer at tabe en sag ved en dansk domstol eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Men den slags bekymrer tilsyneladende ikke Mette Frederiksen, der støtter regeringen på trods af de advarsler, hun i sin tid fik som justitsminister. Lige så uanfægtet er udlændingeminister Inger Støjberg, der til DR har sagt, at hun er »villig til at løbe risikoen« for at tabe en sag. En ikke så lidt uheldig udtalelse, eftersom ministeren ikke løber nogen personlig risiko i modsætning til de syrere, som i tre år ikke kan få lov at komme fra det krigshærgede Danmark til deres familiemedlemmer i Danmark.

Mest bekymrende er dog måske det forhold, at embedsmændene efter regeringsskiftet tilsyneladende har ændret, hvad der burde være en strengt juridisk vurdering. For nylig har debatten raset om embedsmænd, der justerer på tal og fakta efter politisk ønske. Det er sørgeligt, at vi nu endnu en gang ser et eksempel på den slags unoder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her