Leder

Skæbneugen

7. december 2015

I dag ankommer miljø- og klimaministre fra de fleste af verdens lande til konferencecentret Le Bourget uden for Paris. De skal aflevere deres tre minutters taler til COP 21 om deres stærke vilje til at sikre en forpligtende global klimaaftale, der kan bremse ukontrollable klimaforandringer og dæmpe de lidelser, som mange mennesker i udsatte dele af verden allerede oplever.

Men de rituelle taler er det mindste af det. Den store udfordring for ministrene er at skabe de kompromisser, der kan gøre aftalen mulig. I princippet kan blot én nation uden kompromisvilje føre til, at Paris-mødet lider skibbrud.

Som landet ligger efter den første uges forhandlinger på embedsmandsplan, er der, som udtrykt lørdag af Greenpeace, grund til »at nære optimisme omkring processen, men mindre om indholdet«.

Tusinder af forhandleres drøftelser siden sidste mandag i plenum, kontaktgrupper, spinoff-grupper samt ’uformelle’ møder resulterede lørdag i et udkast til en Paris-aftale, som nu er lagt på ministrenes bord, og som har bragt den oprindelige tekst på 55 sider ned på 48. Det lyder ikke imponerende, men er faktisk udtryk for en ganske anderledes kompromisvilje end på COP15 i København i 2009, hvor man på samme tidspunkt i processen var på vej mod 200 sider. Dertil kommer, at de foreliggende 48 sider er forholdsvis klart strukturerede, så ministrene nu kan se, præcis hvor vandene skiller. Denne diplomatiske præstation er baggrunden for også ngo’ers forsigtigt optimistiske signaler i weekenden. Stemningen er stadig rimeligt konstruktiv, det franske formandskab nyder stadig forhandlernes tillid. Verdens lande synes faktisk indstillet på at nå en global klimaaftale.

Vilje til kompromis er én ting. Noget andet er, om det er det samme kompromis, man er villige til at leve med.

»Intet er besluttet,« understregede Frankrigs klimaambassadør, Laurence Tubiana, da den ny tekst blev præsenteret. Og læser man i dokumentet, står det øjeblikkeligt klart, at uenighederne er intakte.

Der er uenighed om den temperaturgrænse, som skal respekteres, hedder to graders global opvarmning eller blot 1,5 grad. Der er uenighed om u-landes ret til erstatning for de klimaskader, de allerede lider under. Der er uenighed, om aftalen skal tale om en udfasning af den fossile æra – ikke overraskende afviser en række oliestater en sådan passus. Der er uenighed om, hvorvidt og hvordan man skal foretage en revision og opstramning af de nationale klimamål, hvorom man fra start ved, at de ikke kan sikre de to grader.

Men det, der først og fremmest skiller vandene og truer aftalen, er de to tæt sammenvævede spørgsmål om ’differentiering og finansiering’. Altså spørgsmålet om, hvem der i dag er u-lande og i-lande, hvem der er ofre, og hvem der er skyldige, hvem der har ret til klimabistand, og hvem der skal betale.

Den grundlæggende holdning hos gruppen af U-lande, G77+ Kina, er, at verden ser ud som i 1992, da FN’s klimakonvention delte landene op i de to grupper: udviklingslande og udviklede lande. Den lige så grundlæggende position hos USA, EU og andre i-lande er, at verden i dag er stærkt forandret, og at alle lande i princippet skal behandles ens, således at f.eks. klimabistand skal ydes af de lande, »der er i stand til det«, som det hedder i et formuleringsforslag fra bl.a. USA.

Denne elastiske formulering udløste fredag noget, der lignede raseri fra G77-gruppens ledere. Synspunktet her er, at spørgsmålet om finansiering overhovedet ikke er til forhandling i Paris – i-landene lovede tilbage i København at levere 100 mia. dollar årligt i klimabistand fra 2020, så det er bare at få pengene på bordet. Omvendt ved USA, EU med flere, at pengene i sidste ende er det stærkeste, måske eneste kort man har til at presse de mere velstillede og klimabelastende udviklingsøkonomier til indrømmelser.

Løsningen kan måske ligge i at definere et sæt indikatorer til identifikation af, hvem der har hvilket ansvar og hvilke rettigheder, når det gælder klimabistand og klimaansvar: Hvor meget har man udledt indtil nu, hvad er landets BNP pr. indbygger m.m.

Helt afgørende i Paris er, om parterne på dette punkt formår at bløde op og komme hinanden i møde, eller om de kommer til at overspille deres kort og udløser det tillids- og sammenbrud, der endnu huskes som mareridtet fra København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Ejvind Larsen
  • Aksel Gasbjerg
Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu