Først virkede det underligt, men siden begyndte det gradvist at give mening, at kulturminister Bertel Haarder (V) i juledagene for anden gang i år lancerede sin nye kanon over kulturværdier, som har haft afgørende betydning for Danmark. Den nye kulturkanon sættes ifølge Jyllands-Posten i gang til næste år som et våben mod kulturel splittelse, radikalisering og terror. I sig selv kan sådan en kanon være en udmærket idé for at tydeliggøre vores kulturelle og værdimæssige baggrund, men når den allerede første gang blev lanceret i begyndelsen af oktober, er det et symptom på, at kulturministeren må klamre sig til værdipolitiske instrumenter for at dække over en kulturpolitik ude af balance.
’Bedre balance i kulturlivet’ var ellers det program, Bertel Haarder formulerede for sin første periode. Sloganet dækker over et forsøg på at flytte midler fra hovedstaden til fordel for en yderst tvivlsom gentrificering af provinsen i kombination med en række krav, så en række kulturelle tilskud og frie midler fremover ikke fordeles efter kvalitative kriterier af uafhængige udvalg, men i stigende grad skal være bundet af at blive givet til personer og projekter uden for hovedstaden. Det er i sig selv en statsstyret og meget lidt liberal kulturpolitik.
Dertil kommer, at finansloven over de kommende fire år har flyttet 36 millioner til primært digitalisering af dansk film, runestene og gamle træskibe. Summen heraf er, at kulturarven er blevet tilgodeset på bekostning af den levende kunst.
Det er en kulturel finanslov, der i høj grad må tilskrives Dansk Folkeparti. Og den nødvendige balance mellem kulturarv og satsning på ny og levende kunst er med den seneste sparerunde, finanslov og favorisering af provinsen mere end nogensinde truet.
Men hvordan er vi overhovedet endt der? Fordi stort set ingen af Folketingets partier for alvor har sat kultur på dagsordenen. Kun Dansk Folkeparti har gjort sig den anstrengelse at formulere en klar kulturpolitik. Det er hele centrum-venstrefløjens store fallit, at de aldrig har formuleret en politik for det, der ikke lige kan gøres op i penge og fordeling. Derfor får Dansk Folkeparti til skade for kulturen og kunsten også deres politik igennem, selv under en kulturminister som ellers har en stærk kulturel vilje og gode ideer.
Det passer fint i min forestillingsverden, at det er borgerlige politikere, der har brug for at putte mangfoldigheden i kasser med etiketterne "rigtigt" eller "forkert".
Ordet gentrificering er velvalgt :)
G ikke SL
Man skal huske, at engang var S et arbejderparti og moderne kunst var ikke deres hovedinteresse, det er det heller ikke for DF.
Dog er der heldigvis altid nogle mennesker, som er født med kunst og kulturforståelse, ligegyldig hvor de stammer fra, fattige som rige. Ofte er det store omvæltninger, der skaber epokegørende kunst.
DF segmentet interesserer sig ikke for nyskabende og progressiv kunst. Alt gammelt er godt for dem. Deres kommentarer ville være i forhold til moderne kunst," det kunne mit lille barnebarn have lavet".
Disse mennesker er bange for alt nyt. Ikke for de er onde, de er bare bange.
DF interesserer sig mere for finkultur. Finkultur er tidligere tiders progressive kunst, som har overlevet. Det kan være kunst og kunstgenstande skabt for 4000 år til 50 år siden Så er vi også helt sikre på at det er kunst, ikke?
Det kan dog blive lidt svært at få til føden som kunstner, hvis man skal vente til man bliver et eller andet sted imellem 70 og 4000 år før man kan anerkendes som kunstner.
Der fandtes også dårlige kunstnere og arkitekter i gamle dage. Alt er ikke godt, bare fordi det er gammelt. Bygninger kan være godt opførte, men dårlig arkitektur, her nævnes som eksempel den nye Christiansborg/Folketinget. Et plumt, klodset hus, men et godt håndværk.
For et stykke tid siden deltog Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard i programmet, Hvem vil være millionær. Deres paratviden kunne have været mere imponerende, dog var Pia Kjærsgaard lidt bedre. For eksempel viste de ikke hvor i Danmark Solvognen blev fundet.
Det er lidt uheldigt af en kvinde, hvis parti kræver absolut viden fra indvandrere.
Det er klart, at DF og V satser på det gamle. Kulturkanon vil altid blive diskuteret. Hvad et godt, hvad er vigtigt og hvem skal vælge hvad der er vigtigt. Kulturkanon kan i alle tilfælde ikke blive bedre end de personer der vælger emnerne.