Leder

Egyptens hårdt plagede vælgere

12. januar 2016

På denne plads viger vi ikke tilbage fra at kalde egypterne et meget begavet folk med ekstraordinær indsigt i politik. Det samme kan hævdes om et andet folk i regionen, nemlig tyrkerne, der for to en halv måned siden præsterede en af Europas højeste stemmeprocenter på 85 ved et parlamentsvalg, simpelthen fordi politik konkret påvirker folks dagligdag.

I Egypten er ligningen den omvendte – parlamentarisk politik påvirker ingens dagligdag, hvorfor de færreste stemte på de 596 politikere, der søndag blev indsat i parlamentet i Kairo. Ganske vist landede den officielle stemmeprocent på 28, men det tal skal tages med sådan cirka et kilo salt. Efter første valgdag – valget blev afviklet over to dage med to omgange i henholdsvis oktober og december – var procenten ifølge web-siden open democracy på sølle 2,27 procent, og jo – »en ældre dame blev set ved et af valgstederne«, som en Kairo-kyniker noterede. I anden valgrunde blev vælgerne truet med bøder på 500 egyptiske pund (ca. 400 kr.), hvis de blev hjemme, ligesom der blev dekreteret en halv valgfridag belært af erfaringen om, at vælgerne tog til stranden, hvis de fik en hel fridag. Alligevel udeblev de – 10.000 af dem brugte eftermiddagen til at overvære Kairo-fodboldklubben Al-Ahlys træning.

Apatiens årsag er selvfølgelig, at det egyptiske parlament efter det korte forårs opblomstring i 2012, hvor 54 procent stemte, er tilbage som gummistempel for præsidenten, akkurat som det var tilfældet i Mubaraks æra. Første opgave er gummistempling af hundreder af dekreter, præsident Abdel Fattah al-Sisi har udstedt siden 2013-kuppet, der afsatte den nu fængslede præsident Muhammed Morsi. Men når den første parlamentssamling varede mere end 17 timer, der er egyptisk rekord, var det ikke arbejdspres, men skænderier, der tog tid. Flere politikere nægtede at aflægge parlamentseden, nedfældet i forfatningen, da den nævner 25. januar-revolutionen i 2011, som de ikke vil anerkende. Halvdelen af det nyvalgte parlament er gengangere fra Mubaraks forbudte NDP, det nationaldemokratiske parti, hvorimod generationen af unge aktivister, der voksede ud af Tahrir-pladsens forår, enten er i fængsel eller – hvis de stadig er i politik – har boykottet valget.

Og dog er systemet nervøst – al-Sisi har lukket kulturinstitutioner forud for 25. januar af frygt for optøjer, moskeerne er underkastet kontrol og kritiske journalister anholdes eller intimideres. Og selv om al-Sisi har solid opbakning i en blok på 400 i parlamentet, er det stadig en talerstol, der kan bruges til at lufte kritik, hvis nogen ellers tør.

Som det er nu, udarter systemkritik i den desperation, der er svaret på al-Sisis undertrykkelse, og som også er kostbar. F.eks. kostede den senest fredag hovedløse knivstikkeres angreb på turister i Hurghada ved Det Røde Hav, men mere markant attentatet mod et russisk passagerfly over Sinai, millioner af dollar i tab af turister og arbejdspladser.

Islamisk Stat er til stede på Sinai som en kommentar til eksileringen af Det Muslimske Broderskab, der alt andet lige siden 1928 har fungeret som stabiliserende faktor i egyptisk politik. Den politiske leder, Muhammed Morsi, der blev egypternes første folkevalgte præsident, kunne ikke administrere magten, ligesom brødrenes demokratiske opdragelse var til at overse, da de kom til fadet. Men det er ligeledes uomtvisteligt, at Morsis afsættelse – som burde have ventet til et valg – blev brugt til at legitimere et nyt diktatur, der ifølge iagttagere er langt mere brutalt end Hosni Mubaraks var.

Men også mere vaklende – de væbnede grupperinger, militæret, politiet og sikkerhedstjenesterne, rivaliserer i en ikke afsluttet magtkamp. Militæret, der i Egypten driver kommerciel forretning, favoriseres med statslige entreprenørordrer og en skattefri økonomi, der er en statshemmelighed, men det er usikkert, i hvor høj grad soldaterne kontrollerer de sikkerhedstjenester, der under al-Sisi i vidt omfang opererer autonomt.

Regimet plages også af økonomiske budgettal med faldende indtægter fra Suez-kanalen og turismen. At al-Sisi ikke i længden kan holdes kørende med donationer fra Saudi-Arabien, står klart, men spørgsmålet er, hvor længe han i det hele taget kan holdes kørende med en stemmeprocent på under 30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu