Leder

En hjertesag

15. januar 2016

Helle Thorning-Schmidt gennemgår i disse dage en test, alle politikere med jævne mellemrum burde udsættes for. Hun møder sin egen politik set fra det omvendte perspektiv.

Som nyudnævnt administrerende direktør for International Red Barnet skal Danmarks forhenværende statsminister fremover tale alverdens børns sag og påpege deres rettigheder.

Det er en stor og hæderværdig opgave, og der er nok at tage fat på i en tid med historisk mange børn på flugt og endnu flere, der lever adskilt fra deres forældre på grund af krig og kriser.

Men hvordan varetog Helle Thorning-Schmidt selv de udsatte børns tarv, da hun som Danmarks statsminister kunne gøre en forskel for dem?

Ved udnævnelsen gjorde Helle Thorning-Schmidt et stort nummer ud af, at hun altid havde talt børnenes sag: »Børnene har altid været min hjertesag,« udtalte hun således i går til dagbladet Politiken.

Hun glemte blot at fortælle, at det var hendes regering, der indførte en lov, som forringede flygtninges – børns som voksnes – muligheder for familiesammenføring, så de må vente i op til ét år.

Om den lev skrev Red Barnets danske afdeling følgende i sit høringssvar:

»Red Barnet er dybt forundrede over ovenstående lovforslag, og vi mener, at regeringen hverken lever op til sin forpligtelse til at lade familiesammenføring ske på en human eller en hurtig måde.«

Paradoksalt nok er det netop de forringede vilkår for familiesammenføring, der har været en medvirkende årsag til, at mange flygtninge i de seneste måneder er flygtet uden om Danmark. Og det er derfor, at Venstre-regeringen den 26. januar vil stramme reglerne yderligere, så børn – og voksne – kan komme til at vente i op til tre år på familiesammenføring, hvilket har fået eksperter til at tale om klokkeklare konventionsbrud.

Hvad Red Barnets internationale direktør mener om den sag? Tja, ikke så meget: »Jeg har bare lyst til at sige, at Danmark – især da jeg var statsminister – har intet at skamme sig over,« fastslog hun i Politiken.

Det er muligt, at Helle Thorning-Schmidt ikke føler grund til at skamme sig, men det er tæt på skamløst ligefrem at fremture med, at »børnene har altid været min hjertesag«.

Måske skulle Helle Thorning-Schmidt bare sige, at hun glæder sig til sit nye job frem for at forsøge til lejligheden at omskrive sin egen historie. Det kan enhver forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Leif Koldkjær
  • lars abildgaard
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Torben Skov, Leif Koldkjær, lars abildgaard, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Absurd tanke, at ophavskvinden til ideen om, at nægte mennesker, der flygter fra krig deres ret til familieliv i et helt år skal være direktør for International Save the Children!
Der kan falde mange bomber på 365 dage. Nu kan man snart gange tabet af ventetidens døde og lemlæstede børn med 3 for Socialdemokraternes ide har inspireret regeringen til yderligere udskydelse: "Save the Children"?

Hvis Helle Thorning-Smidt qua sit nye job virkelig vil lære, at passe på børnene, kan hun begynde med, at sætte sig ind i syriske børns vilkår mellem konventionelle bomber, tøndebomber, raketter, udsultning i belejrede byer og sult i FNs flygtningelejre. Når hun er kommet så langt kan fortælle os, hvad hun nu mener om sin egen lovgivning og om L87 - spørgsmål hun nægtede at besvare i gårsdagens Politiken.
Europa modtager 3 procent af verdens flygtninge og Danmark har ifølge The Guardian modtaget 2 procent af Europas flygtninge i år.
På AJ+ er der en 1 minuts video med en syrisk dreng på 9 år, der håber at få armproteser i USA. Han har mistet 3 søskende og begge sine arme, da den flygtningelejr han boede i blev bombet: ”Der er mange børn som mig. Selvom de ikke har mistet deres arme har de mistet alt”, Ahmad Alkhalaf, 9 år, syrisk flygtning.
Det er IKKE tiden for en konventionsstridig forlængelse af familiesammenføringsretten, men tid for en humanitær hjælpeaktion for Syriens børn!
Jeg synes, vi mediemæssigt nu skal glemme Helle Thorning-Schmidts ufortjente post fuldstændigt - og koncentrere os om noget helt andet - fx. at lægge pres på Christiansborgs folkevalgte, så de stemmer med hjertet og forstanden - og imod deres parti og L87.
Link til AJ+ video:
https://www.facebook.com/ajplusenglish/videos/670047189803458/?theater

jannik splidsboel, Karsten Aaen, Flemming Berger, Calle Hansen, Anders Graae, Britta Hansen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jeg havde helt klart gerne set Helle Thorning som EU præsident.

Det var åbenbart tæt på; men kun lige ved og næsten, lige som jobbet som flygtningekommissær.

Nu bliver hun så international direktør for Red Barnet - uden hjælp fra det danske diplomati.

Flot gået
Knæk&Bræk

Kim Øllgaard

Jeg tror ikke, det er børnene, der er hendes hjertesag, men den flotte titel og de mange penge, med adgang til en fortsættelse af livet på første klasse.
Hendes regeringsførelse tydede i hvert fald ikke på megen forståelse for børns vilkår.

ingemaje lange, Søren Johannesen, Flemming Berger og Johanna Haas anbefalede denne kommentar
Tobias Torfing

Er der nogen der kan komme på en enkelt gang Thorning har fremlagt en politik med henvisning til børn og deres rettigheder?

Torben Skov, lars abildgaard, Søren Johannesen, Flemming Berger, Bodil Waldstrøm, Johanna Haas og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Tja, så ved man da, hvad de par små øre man betaler til Red Barnet hver måned skal gå til! Tror at det er bedst at droppe det for min egen sjælefreds skyld og så give pengene til Hus Forbi manden!

Vibeke Rasmussen, ingemaje lange, olivier goulin, Torben Skov, lars abildgaard, Søren Johannesen, Bodil Waldstrøm og lars creutz anbefalede denne kommentar

Til Mads Kjærsgård: UNICEF er en fin mulighed, hvis man gerne specifikt vil støtte børn.

ingemaje lange, Karsten Aaen, Calle Hansen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Som Helle Thorning-Schmidt har skrevet til sine 'Kære facebook-venner':

"Børns rettigheder, beskyttelse og udvikling har altid stået mit hjerte nært og jeg ser frem til at gøre alt, hvad jeg kan, for at opfylde vores[!?] ambitiøse mål."

"Jeg kan ikke forestille mig en bedre sag, og jeg ser frem til at arbejde sammen med vores[!?] engagerede medarbejdere i hele verden."

Noget hun ivrigt har gentaget for alle, der på det seneste har holdt mikrofonen for hende: Hendes hjerte har altid banket mest for børn og børns vilkår. Og: Red Barnets hidtidige indsats skyldes også hende – som i "vores".

Så Christian Jensen må da vist tage fejl?

Men spøg/ironi til side, må jeg indrømme, at jeg faktisk er lidt imponeret over mennesker, der, som i dette tilfælde, uden skam ikke kun formår at fremhæve egen fortjeneste på grænsen af det sandfærdige, men også skamløst tilskriver sig selv æren for noget, andre har udført.

Vil du i Verden frem …

ingemaje lange, Anders Jensen, Torben Skov, lars creutz og Calle Hansen anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Lars Løkkes retrære afventes med spænding

Det bliver spændende at høre Lars Løkke udtale i forbindelse med hans kommende jobskifte: " xxxx har altid været min hjertesag."

Man kunne starte med at gætte på hvad xxxx vil dække over? Men et hjertesag fordrer vel, at man har et hjerte.

ingemaje lange, Torben Skov, lars abildgaard og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Johannesen

Et 5 årigt barn vil kunne gøre mere gavn i spidsen for denne organisation. Til at starte med ville barnet kunne se det absurde i at ville hjælpe børn ved først at tage 2,5 mio. kr til sig selv og derfor vil barnet kun kræve betaling nok til opretholdelse af en gennemsnitlig levestandard.

Når Red Barnet giver sin CEO 2,5 mio kr, for at tiltrække den rette kandidat, viser det blot at kandidaten ikke ser absurditeten, hvilket præcis er formålet! Fastholdelsen af et system som accepterer at udsætte børn for umenneskelige vilkår.

En organisation som holder hånden under det undertrykkende system arbejder mod børn vilkår og ikke for dem! - Tak til Helle og hendes nye arbejdsgiver for at gøre dette så klart og tydeligt for os!

ingemaje lange, Johanna Haas og Torben Skov anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Find en velgørende organisation, der arbejder 100% ideelt, altså ulønnet - og læg jeres donationer dér.
Det begrænser ganske vist udvalget betragteligt, men sorterer alle levebrøds-NGO'erne fra.

/O