Leder

Krænkelse af retsfølelsen

8. januar 2016

Retsområdet skuffer sjældent, hvis man ynder at lade sig forarge af hovedløs populisme. Trods drastisk faldende kriminalitetsrater fortsætter Folketingets partier den interne konkurrence om, hvem der kan føre den hårdeste kurs mod kriminalitet. Uden hensyn til fagkundskaben, menneskerettigheder eller almindelig sund fornuft.

Dagen i går indeholdt et særligt udsøgt tilfælde. Her stillede et flertal uden om regeringen bestående af S, K, DF og LA et forslag, der søger at gøre op med nogle af de mest basale principper i et almindeligt retssamfund: Erklærede rockere og bandemedlemmer, der ikke går i exitforløb, skal ikke som andre indsatte have mulighed for prøveløsladelse efter at have afsonet to tredjedele af straffen.

Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, blev af DR citeret for det synspunkt, at når rockere og bandemedlemmer ikke frivilligt går i bandeexit »og bare skal ud og begå ny kriminalitet, så er der altså ingen grund til, at man skal prøveløslades og komme ud før tid«.

Sagt på en anden måde: Mennesker, der måske vil begå ny kriminalitet, skal straffes på forhånd. Udsagnet stritter så meget imod ethvert princip i en retsstat, at man forundres over, om retsordføreren mon selv forstår omfanget af sin egen argumentation.

Borgerne i en retsstat må til enhver tid have sikkerhed for, at alle er lige for loven, og at staten ikke kan frihedsberøve borgere uden rettergang for en forbrydelse, man endnu ikke har begået. Det er så banalt, at det ikke burde være nødvendigt at understrege.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det være begyndelsen på en rutsjetur ned ad en glidebane, hvor ingen længere kan have tillid til en fair behandling i retssystemet.

Konflikten mellem rockergrupper og bander i landets fængsler er hidtil blevet forsøgt imødegået med mere opdeling af de indsatte på mindre afdelinger. Det vil sige, at bandemedlemmer, der kender hinanden gennem kriminelle netværk uden for murene, i stigende grad afsoner sammen og isoleret fra fængslets øvrige indsatte.

Det er nemt at forstå det dilemma, fængslerne står i. De forhærdede bandemedlemmer skaber et voldeligt og psykisk nedbrydende afsoningsklima for andre indsatte såvel som for personalet, og derfor isolerer de dem.

Men så længe rockere og bandemedlemmer i fængslerne får lov at indrette sig på afdelinger, der minder om et klubhus, kan Folketingets politikere ikke forvente, at flere vil forsøge at forlade grupperne gennem et exitprogram.

Forslagets fire stillere forestiller sig, at udsigten til ikke at få prøveløsladelse vil få flere rockere og bandemedlemmer til at overveje et exitprogram. Men det er en forestilling, der er grebet ud af den blå luft.

Al sociologisk forskning på området tyder på, at indsattes kriminelle tankegang og antipati mod samfundet som helhed kun bliver forstærket af at være spærret inde med ligesindede.

Der findes i øvrigt allerede rig mulighed for at straffe rockere og bandemedlemmer særligt hårdt. Blandt andet kan straffen for voldelig kriminalitet og besiddelse af våben fordobles, hvis forbrydelsen er relateret til organiseret kriminalitet. Derudover kan personer med tilknytning til kriminelle grupperinger nægtes udgang og prøveløsladelse, hvis der foregår en voldelig konflikt uden for murene.

Det nye forslag er så vidtgående, at justitsminister Søren Pind (V) ikke tør bakke op om det, før det er klart, om en vedtagelse vil forbryde sig mod Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Det, selv om en samlet blå blok i 2014 foreslog noget tilsvarende, mens Socialdemokraterne, der dengang sad i regering, var imod.

Retsordfører Trine Bramsen mener, det er krænkende for retsfølelsen, hvis rockere og bandemedlemmer kan blive prøveløsladt uden at gå i bandeexit. Men den krænkelse, hun og andre eventuelt måtte føle, er intet imod den krænkelse af alle danskeres basale retssikkerhed, det ville føre med sig, hvis det nye forslag bliver vedtaget.

Søren Pind sagde i går til DR, at regeringen er villig til at gå så langt, »som man overhovedet kan« i forbindelse med den kommende rocker- og bandepakke, som skal forhandles i efteråret. Hvis ministeren for alvor bekymrer sig om danskernes retsfølelse, vil han gøre klogt i ikke at lade sig friste af denne gratis omgang populisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gorm Lerche
  • Ole Steensen
Gorm Lerche og Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er svært at sætte ord på hvor farlig og undergravende personer som Trine Bramsen er for samfundet og retsstaten.
Jeg håber at vi kan udelukke at hun forstår omfanget og konsekvenserne af egen argumentation, det modsatte ville ikke være til at bære.

Trine Bramsen er nærmest den perfekte illustration på hvor farligt det kan være at lade sine mål hellige midlerne. Hun får nærmest Inger Støjberg til at ligne dygtig og saglig kommunikator.

Det kan undre hvordan en så manipulerende, løgnagtig og konsekvent sort-snakkende person har opnået og bevaret en central stilling i et af landets bærende partier gennem så lang tid.
Men måske der ikke er folk tilbage i S med reel forstand på de principper for retsstat og ordentlig forvaltning der udgør fundamentet for en funktionel nation.

John Christensen

Rockerlov, hundelov, knivlov og rygelov - alle guf fordi de tager pøbelens fokus fra de virkeluge problemer, som til gengæld henføres under "den nødvendige politik", som vi blot må rette ind i forhold til.
Du og jeg, kan bidrage til at holde fokus på de reelle problemstillinger vi ønsker lovgivet om, eller strammet/slækket på.

AFVIS DERES SPIN