Leder

Der er penge i kage

Debat
20. januar 2016

Selv når vi kommer hinanden ved, kan vi skabe afstand. Information skrev i går om antropolog Dil Bachs feltarbejde i overklassen, der viser, at social kapital har en langt større betydning, end vi måske indtil nu har tillagt den. Ved at udvise instinktiv høflighed, engagement i sociale aktiviteter, selvkontrol og dygtigt netværkeri viser man overskud og høster anerkendelse. Hun peger på, at man i overklassen måske altid har været opmærksom på betydningen af social kapital. At opretholde status afhænger ikke kun af, om man har penge, men om at holde sig gode venner med dem, der har dem.

Læs også: Overskud er overklassens nye valuta

Vor herre bevares, lad overklassen bage kage til hinanden, kan man sige. Men problemet er, at institutionsdanmark kræver mere og mere engagement af borgerne. Forældre med børn i dagsinstitution eller skoler ved, at mængden af sociale arrangementer kun vokser, og der opfordres fra institutionens side til, at man ikke bare tager medansvar for sit barns faglige udvikling, men også den sociale trivsel i klassen. Overklassen har det overskud, der skal til for at leve op til det, og det sætter standarden for andre.

Som Information tidligere har beskrevet, har sociolog Gitte Sommer Harrits i sin forskning påvist, hvordan skolelæreres normalitetsbegreb har betydning for, hvordan de opfatter en elev. Der sættes en standard for, hvad der er normal og forventet opførsel fra skolefamilien, og hvis ikke der leves op til den standard, smitter det af på lærerens syn på elevens potentiale.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvis det bliver normen, at forældre sætter alt andet til side for at engagere sig i børnenes institutionsliv. Det er langt fra alle, der har den mulighed – det overskud. Og fordi uligheden er sløret, kommer det ikke til at handle om klasseskel, men om moral. De privilegerede ser de marginaliseredes manglende engagement som et moralsk svigt over for børnene. I kampen for social mobilitet er det derfor vigtigt, at institutioner erkender, at de selv er med til at reproducere ulighed.

Når skolen har brug for og kræver mere fra forældrene, kan man ikke sætte sin forventning ud fra, hvad de mest privilegerede kan levere. Der er jo ingen, der skal sige nej til kage eller holde op med at give kage. For guds skyld. Det er ikke det, det handler om. Nej, det handler om, at vi må være bevidste om, at en kage ikke bare er en kage. Kage er tid. Og tid er som bekendt penge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lasse Glavind

Det er godt set af både forskerne på DPU og Information, at vi lever i et klassesamfund - så kom vi så langt. Og det er også interessant og relevant at få sat fokus på de enkelte klassers værdier og de skjulte sociale udskilningsløb - fint nok. Men når et studie af værdierne i 15 overklassefamilier i Nordsjælland bliver brugt som argument i en løbende debat - i middelklassen - om samme middelklasses ambivalente forhold til de sociale forpligtelser i offentlige skoler og daginstitutioner, så sker der en kortslutning.
"Vi undertrykker de svage" med vores krav om engagement, hjemmebag og tid (forældreintra og andre børns fødselsdage kunne man tilføje) lyder debattens middelklasseparole - og nu får argumentet tilsyneladende kraft, fordi forskere konstaterer, at det er 'overklasseværdier', der her tilsyneladende trækkes ned over hovedet på os alle sammen. Argumentationen har bare en alvorlig slagside. Der er ingen af de såkaldt 'svage', der deltager i debatten (der er heller ingen fra overklassen, og børnenes tarv er bemærkelsesværdigt fraværende - de stortrives jo for fanden med de såkaldte overklasseværdier). Og debattørerne opdager slet ikke, at det her meget hurtigt ender i en intern (lavere)middelklassefight, der med arbejderristisk logik - dvs. sige total mangel på reelt indsigt i og erfaring med en anden klasses liv, erfaringer og behov - helt ureflekteret tager middelklassens egne erfaringer, interesser og stræbsomme klasseblinde ambivalens som udgangspunkt for ' tingenes objektive tilstand'.

I stedet for at påberåbe sig/os et hult klingende engagement i 'de svage' (når sandheden snarere er, at vi kommer til kort i vores egne liv) så skulle middelklassen/vi/os i stedet tage fat om nældens rod og spørge os selv, hvorfor vi finder os i, at det ydre pres i stigende grad helt åbenlyst gør det sværere og sværere for os at kombinere vores egne livsværdier - nærvær, tid og inkluderende fællesskaber - med 'systemverdenens' accelererende krav om produktivitet og effektivitet.