Rettidig omhu

LEDER
30. januar 2016

Der er så meget, man ikke er stolt over ved at være dansk og genstand for international opmærksomhed i disse dage. Derfor er det så opmuntrende, at Danmarks hovedstad nu signalerer til omverdenen, at vi på nogle områder stadig tager vort globale ansvar alvorligt. På initiativ fra Enhedslisten, med overborgmester Frank Jensen (S) i spidsen og med et bredt flertal vil Københavns Kommune afhænde sine fossile investeringer: Aktier i kul-, olie- og gasselskaber skal sælges snarest.

Som borgmesteren sagde i gårsdagens Information: »København er helt i front blandt verdens storbyer med den grønne omstilling, og vi arbejder hårdt på at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Derfor virker det helt forkert, at kommunen stadig investerer i olie, kul og gas. Det skal vi have ændret.«

Læs også: København sælger sine fossile aktier

Ræsonnementet bør være til at forstå og følge af andre. Som klimamedarbejder Tarjei Haaland, Greenpeace, sagde i går: »Det må betyde, at det også er forkert, at Danmark – som skal være fossilfri i 2050 – investerer i og skal tjene penge på ny olie og gas i Nordsøen eller på skifergas. Logikken på kommunalt niveau må også gælde på nationalt niveau.«

Også de danske pensionsselskaber, hvis ledelser hidtil har vægret sig ved at følge medlemskrav om afhændelse af de sorte aktier, bør tage ved lære: Når København kan finde ud af at droppe fossile investeringer uden at sætte økonomien over styr, må pensionskasserne også kunne. Og vil de ikke lade sig vejlede af Frank Jensen & Co., kan de måske lytte til nogle af de 500 institutionelle investorer i andre lande, som allerede har taget beslutningen. Eller til autoriteter som chefen for FN’s klimasekretariat, Christiana Figueres, som på en stor investorkonference i New York onsdag sagde: »Vi har ikke råd til ny olie og gas, og vi har ikke råd til kul. Hvad kapitalen angår: Glem 2050, glem 2030. Det er kapitalens placering de næste fem år, der afgør, hvilken verden vi får.«

Investerer man således i dag i nye kulminer, oliefelter eller fossile kraftværker, binder man infrastrukturer og forsyningssystemer i årtier frem. Det prisgiver klimaet – ellers også prisgiver det investeringerne, hvis verden vælger at beskytte klimaet og lukke sådanne projekter før tid.

Placerer man således som investor sine penge forkert, risikerer man at tabe dem. Det fossile marked vakler allerede nu under et forbrug, der er blevet mindre end produktionen, og ved udsigten til global omstilling fra sort til grøn energi. Hjemlige DONG Energy nedskrev forleden værdien af sin olie- og gasdivision med 16 mia. kr. i konsekvens af bl.a. de faldende markedspriser – fossile selskaber overalt i verden noterer tilsvarende tab.

»I løbet af de næste otte dage forventes uafhængige amerikanske olieselskaber at rapportere tab for 2015 på sammenlagt mere end 15 mia. dollar,« skrev finansmediet Bloomberg i denne uge.

Tabene rammer også de pensionsselskaber og andre, som har sat penge i den fossile energi: ’Kulstofboble kan udradere 2,5 mia. dollar fra polske pensionskasser’, lød en overskrift hos Bloomberg forleden. ’New Yorks største pensionskasse tabte 135 mio. dollar på olie- og gasinvesteringer’, skrev samtidig netmediet Ecowatch.

Prisstabiliteten kommer aldrig tilbage, advarede allerede sidste år Viren Doshi, chef for olie- og gas-afdelingen i verdens største revisionsfirma PricewaterhouseCoopers.

»Netop nu er der mange af vore klienter i Mellemøsten, som tænker, at brændslet måske vil blive efterladt i undergrunden for evigt. Vi kalder det ’kulstof som ikke kan brændes’,« sagde Doshi forleden. »Der er frygt for, at verden om 15 år vil holde op med at bruge olie – ikke fordi der ikke er mere olie, men simpelthen fordi der er bedre teknologier.«

Forskergruppen Carbon Tracker har estimeret det samlede investortab til to billioner dollar – 14.000 mia. kr. – hvis verden vælger at respektere det to gradersmål for den globale opvarmning, som blev bekræftet på COP21 i Paris, og som indebærer, at størstedelen af de fossile reserver må forblive urørt i undergrunden.

For 70 år siden var der en dansk erhvervsmand, senere ejer af oliefelter i Nordsøen, der sagde: »Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges.« Gid at ikke bare Københavns Kommune, men også andre hjemlige investorer med sorte penge måtte lytte til hans råd.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Olieindustrien og ulovlig børsnotering.
Ingen politikker eller økonom kan komme uden om det faktum, at olieindustri investering og børsnotering, forsætligt slår et stort og voksende antal mennesker ihjel.

Investeringer i olieindustrien er samfundsskadelig, børsnotering må derfor afskaffes, befolkningen bør naturligvis overtage denne type investeringer, for effektiv hurtig afvikling, så befolkningen ikke modarbejdes, af privat økonomiske interesser for kortsigtet profit.

Børsretten.
Fra link:
"Oplysningsforpligtelse
En udsteder af værdipapirer skal ifølge værdipapirhandelsloven straks offentliggøre oplysninger om væsentlige forhold, der vedrører virksomheden, og som kan antages at få mærkbar betydning for kursdannelsen. Pligten til at offentliggøre information til markedet skal sikre, at alle markedsdeltagere har adgang til kursrelevante oplysninger om en virksomhed, således at prisdannelsen kan ske på et informeret grundlag.

En børsnoteret virksomhed har også periodiske oplysningsforpligtelser i form af krav til offentliggørelse af års- og delårsrapporter. Fondsrådet fører kontrol med, at børsnoterede virksomheder overholder de gældende regnskabsregler i deres finansielle rapporter."

Link: https://www.danskebank.com/da-dk/om-os/Corporate-Governance/lovgivning/P...

Spørgsmålet er har olieindustrien opgivet, at olieindustrien principielt er værdiløs, at olieindustrien på kort sigt vil skade samtlige andre børsnoterede selskaber, pga. olieindustriens skadelige effekt, der accelerere og forværrende klimaforandringer?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Tiden er kommet til at tage opgøret og tiden er moden!

Fra link 24. jun 2015:
"Domstol: Hollands klimaambitioner er for uambitiøse
900 mennesker har i et gruppesøgsmål anklaget de hollandske myndigheder for at sætte for uambitiøse mål for reduktion af landets CO2-udledning. Nu har de rettens ord for, at udledningen skal reduceres med 25 procent."

Link: http://ing.dk/artikel/domstol-hollands-klimaambitioner-er-uambitioese-17...

anbefalede denne kommentar