Leder

Uansvarligt

Debat
11. januar 2016

Det står uden for diskussion, at Israels besættelse af Vestbredden og etableringen af seperationsmuren er ulovlige handlinger efter international ret. Dagligt krænkes palæstinensernes menneskerettigheder, og den seneste tids uroligheder på Vestbredden understreger situationens alvor.

Men desværre tyder intet på, at Israel har ambitioner om at deltage konstruktivt i at skabe fred. Det står derfor klart, at pres fra omverdenen er palæstinensernes eneste håb i en situation, der ellers synes stadig mere håbløs.

Det er opløftende, at stadig flere vestlige selskaber bliver presset af NGO’er til at trække deres investeringer i firmaer, der understøtter de israelske krænkelser af palæstinensernes rettigheder.

Information satte i sidste uge fokus på danske pensionsselskabers investeringer i den tyske cementproducent HeidelbergCement, der udvinder råstoffer på den besatte Vestbred. I sommer valgte Norges største pensionsselskab, KLP, at frasælge sine aktier i virksomheden og sortliste den.

KLP henviste i et længere notat til, at HeidelbergCement, der betaler royalties til den israelske stat og sælger sine produkter på det israelske marked, efter alt at dømme opererer i strid med international ret. Og at det under alle omstændigheder er etisk uforsvarligt at udvinde ikkefornybare ressourcer på besat territorium.

For nylig valgte også Danmarks største pensionsselskab at sortliste HeidelbergCement. Begrundelsen lød, at selskabet ikke ønsker »at bidrage til ulovlige aktiviteter«.

Læs også: Striden om sosu’ernes pensionspenge – og Vestbredden

Eftersom PFA flere gange over flere år er blevet advaret om sit engagement i HeidelbergCement, kan det undre, at salget sker så sent. Men bedre sent end aldrig. Desværre har andre danske pensionsselskaber dog fortsat aktier i den tyske cementproducent. Det gælder blandt andre PenSam, hvor mange offentligt ansatte har deres pensionsopsparing via fagforeningen FOA.

Også PenSam er ad flere omgange blevet advaret, men har altså indtil videre valgt at beholde sine aktier uden at forklare, hvordan investeringen stemmer overens med gældende retningslinjer. Det er dybt kritisabelt.

Efter at Information i sidste uge beskrev sagen har bestyrelsesformand, FOA-formand Dennis Kristensen, imidlertid sat gang i en særlig screening af HeidelbergCement. Forhåbentlig fører undersøgelserne til, at PenSam følger KLP og PFA og gør det eneste rigtige: Sortlister HeidelbergCement, så danske pensionsopsparinger ikke understøtter krænkelsen af palæstinensernes rettigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Det samme kan vel siges om Kinas besættelse af Tibet

Det kan vi og det bør vi sige højt og tydeligt !
Man mistænker dog at Jørgen M. Mollerups pointe snarere er at vi ikke skal gøre det store. At vi skal lade Israel slippe afsted med den brutale udrensning af den forsvarløse befolkning i de besatte områder - fordi Kina slipper afsted med noget lignende i Tibet.
I bedste fald en syg logik, tør man sige - perfid og naiv - der negligerer Europa og vestens klare medansvar for radikalisering af jøderne, oprettelsen af staten Israel på stjålet jord og den totalt uforståelige berøringsangst over for ufattelige forbrydelser begået af en nær allieret og favoriseret handelspartner, gennem snart et århundrede.

Jørgen M. Mollerup

Til Gorm Lerche
Du tager helt fejl. Jeg skal ikke forsvare Israels politik. Men det er ejendommeligt, at Kina ikke kritiseres, at demonstrationer mod Kina chikaneres af politiet. Om forholdene i Saudi-Arabien tier man også. Kritikken er omvende proportional med vores handelsinteresser.

Jørgen M. Mollerup.
Jeg er grundlæggende enig og beklager anklagen.
Jeg synes dog du overser at Israels unikt favorable relation til vesten som handelspartner på ekstremt gunstige vilkår, som mangeårig modtager af økonomisk og militær bistand, den historiske forbindelse til landets grundlæggelse og den fortsatte inklusion af Israel i det europæiske og amerikanske kulturfællesskab mm - giver et betydeligt medansvar for de fortsatte forbrydelser.
Et ansvar vi har svigtet i udpræget grad. Og et ansvar der ikke på samme måde kan gøres gældende for Kina, Nord-Korea, Saudi-arabien, Iran mfl.