Leder

Gik det ikke fantastisk i Afrika?

8. februar 2016

Som fortalt på forsiden af weekendens Information, er væksten ved at gå i stå i mange afrikanske lande, fordi råvarepriserne falder. Langt de fleste af kontinentets økonomier er blevet mere afhængige af eksporten af råvarer end tidligere, og nu kommer de farlige følger:

Staternes indtægter mindskes, og der bliver mindre til uddannelse, sundhed og infrastruktur. Værdierne, der cirkulerer mellem det befolkningsflertal, som især lever af at klippe hinanden, skrumper. Valutakurser dykker, så transportudgifter stiger, og fødevarer bliver dyrere (meget importeres). Til gengæld bliver pengene, som udvandrede sønner og døtre sender hjem, mere værd. Alle faktorer fremmer lysten til – eller rettere behovet for – udvandring til rigere egne, læs: Europa.

Jamen, hov – gik det ikke helt fantastisk i Afrika? Har vi ikke hørt igen og igen de seneste år, at ’Afrika rejser sig’ for aldrig at lægge sig igen? Skrev Dansk Industri ikke for nøjagtigt to år siden i en analyse, at »den afrikanske økonomi er i fuld fart fremad«, og at man lige om hjørnet kunne se Afrika som »verdens fabrikshal« og »verdens fødevareproducent«? DI fastslog – ikke hævdede, formodede eller bare håbede – men fastslog, at kontinentet i de næste fem år »bliver verdensmester i vækst«.

Allerede nu, før prisfaldene for alvor er slået igennem, står de fleste afrikanske økonomier nærmest stille.

Den norske økonom Morten Jerven har på få år rystet den del af verden, der beskæftiger sig med Afrikas økonomi. Først ved at påpege, at man ikke kan regne med statistikkerne om vækst og fattigdom. Dernæst ved at fremhæve, at Afrikas virkelighed bliver skævt rapporteret: I slutningen af 1990’erne blev Afrika kaldt et håbløst kontinent, der helt uforståeligt var gået økonomisk i stå. 10 år senere kom historien om ’Afrika Rising’, hvor kontinentet med Dansk Industri’s ord, »overraskende« fik økonomisk vækst.

I weekendens Information undrede Jerven sig over, at så få satte spørgsmålstegn ved springet direkte fra den ene fortælling til den anden. Hans pointe er, at væksten i Afrika først og fremmest bestemmes af råvarepriserne, men at analytikere havde kikkerten for det blinde øje:

»Der er en opfattelse af, at årsagen til krisen fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne skyldtes en forkert politik – og at de seneste års vækst tilsvarende skyldes, at der nu føres en ’rigtig’ politik. Begge dele er forkert. Denne ’ortodokse’ analyse underspiller betydningen af råvarepriser og overspiller politikkens rolle,« understregede han.

Det betyder ikke, at Jerven har dømt politikken ude. Han har gentagne gange kritiseret f.eks. Verdensbankens og IMF’s (og dermed de fleste vestlige donorlandes) politik for at have mindsket afrikanske landes mulighed for at føre en aktiv industripolitik. Siden 1960’erne har man vidst, at lande, som eksporterer råvarer for at importere industrivarer, uvægerligt glider dybere ned i afhængighed – de skal hele tiden øge deres eksport for bare at følge med. Alligevel er afrikanske lande i dag mere afhængige end nogensinde tidligere, og dermed er deres befolkninger mere sårbare over for kriser end tidligere.

Landenes regeringer har altså valgt en vej, der ikke gavner deres befolkninger. Men bemærk: Naturligvis har de været rationelle i deres valg, de er ikke tosser. De har fulgt den politik, der så ud til at kunne styrke deres magt. Som regel er den del lykkedes, og ofte har det kun gjort ondt værre.

Lige nu omlægges vor egen politik over for omverdenen, herunder Afrika. Taksø-udvalget er udnævnt til opgaven og fremhæver, at vor udenrigspolitik først og fremmest skal gavne danske interesser.

Dansk Afrika-politik byggede i sit udgangspunkt på solidaritet. Heri ligger et uudtalt afkald på kortsigtede gevinster for at høste langsigtede. Det vil f.eks. gavne Danmark, hvis afrikanske regeringer fører en politik, der styrker deres udvikling mod uafhængighed. En solidarisk indsats i Afrika er altså også i vor egen interesse.

Derfor er regeringens halvering af beløbet til udviklingspolitik og det bebudede blodbad på udenrigstjenesten en kortsigtet politik, der ikke gavner Danmarks befolkning, men forekommer regeringen logisk, fordi den ser ud til at kunne styrke dens magt. Det er helt afrikansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Vesterbro-Hansen

De faldende priser på råvarer er jo et udtryk for manglende efterspørgsel. Den skal med andre ord op. Det kan kun gøres på en måde. Vi skal have vækst. Masser af vækst. Lad os få en mere erhvervsvenlig politik i Danmark, så vi kan købe nogle flere råvarer fra Afrika. Jeg er overbevist om, at venstrefløjen vil støtte op om det gode formål.

Jørgen M. Mollerup

Nej, det har aldrig gået fantastisk i Afrika. Læs samtalen med Morten Jerven i lørdagens udgave af Information om hans bog Poor Numbers. How We Are Misled by African Development Statistics and What to Do about It.
Forskellen mellem rig og fattig i Afrika er hastigt voksende!
I Le Monde Diplomatique fra marts 2013 var der en skræmmende artikel af Sabine Cessou om South Africa’s new apartheid.
“There are eight million black South Africans with an adequate income, and at least 20 million poor: one in four does not get enough to eat. The ruling ANC has no plans, and perhaps no intention, to change this.”
I same nummer af LMD har hun en artikel med den sigende titel Legalised corruption
På trods af sin økonomiske vækst er Kenya et meget ulige land, hvor de rigeste 8.000 af de 43 millioner indbyggere ifølge Verdensbanken ejer 62 procent af værdierne.
Nigeria er verdens 11. største olieproducent og kunne have en velstand som Norge. Hvor er pengene blevet af?
Og sådan kunne man blive ved hele kontinentet rundt.
Årsagen? Check hvor den afrikanske lande ligger på Transparency Internationals globale korruptionsindeks.

Morten Vesterbro-Hansen. Du er eksponent for mange, der lever i markedets drømmeunivers. I har det til fælles med andre, der lever i et drømmeunivers, hvad enten det er religiøst eller politisk, at i langt hen ad vejen oplever videnskaben støtter jer. På et tidspunkt vil drømmeuniverset uundgåeligt kollidere med videnskaben, og drømmeunivers må fornægte videnskaben eller gå til grunde.