Leder

God aftale for hele Europa

22. februar 2016

»Jeg vil med hele mit hjerte og sjæl føre kampagne for at overbevise det britiske folk om at forblive i denne reformerede Europæiske Union«

Storbritanniens premierminister David Cameron i lørdags

Det er officielt. Ikke kun, at der foreligger en aftale mellem Storbritannien og de øvrige 27 EU-lande, der vil give briterne en »speciel status« inden for EU. Men også, at den britiske premierminister springer ud som helhjertet tilhænger af britisk EU-medlemskab.

Det er noget af en kovending, efter at Cameron i hele sin karriere som toppolitiker har portrætteret sig selv som ærke-EU-skeptiker og som aldrig har forspildt en chance for at kritisere samarbejdet.

Hans omvendelse er let at latterliggøre – hvilket uden tvivl vil ske i den nådesløse britiske presse og blandt landets EU-modstandere. De vil påpege, at aftalen langt fra er den lovede fundamentale ændring i forholdet mellem Storbritannien og EU, blot fordi der tilføjes en sætning om, at landet undtages fra visionen om stadig tættere union. De vil påpege, at aftalen ikke betyder, at britisk lovgivning kan overtrumfe EU-lov. At den aftalte indeksering af børnepenge og midlertidige stop for velfærdsydelser for EU-arbejdere langt fra vil give landet den lovede »kontrol med egne grænser«. Og de vil påstå, at alt dette blot beviser, at David Cameron aldrig var helhjertet EU-skeptiker, når han skifter position til gengæld for så lidt.

De har selvfølgelig ret – både i, at Cameron sandsynligvis aldrig seriøst har ment, at Storbritannien bør forlade EU, og i, at aftalen ikke vil ændre ved det grundlæggende princip, at alle EU-lande selvfølgelig må rette sig efter fælles EU-lovgivning.

Omvendt vil det være forkert at beskrive aftalen som ligegyldig. Ændringerne, som Cameron har tilkæmpet sig – særligt punktet om velfærdsydelser, der tangerer diskrimination mellem EU-borgere, går længere, end hvad de fleste EU-kendere havde vurderet muligt. Og beskyttelsen af Londons finansdistrikt og ikke-eurolande fra beslutninger truffet af eurozonen ligger tæt op ad det, det britiske finansministerium ønskede sig.

Hvad aftalen ikke indeholder er den EU-brede reform, som Cameron i starten af forhandlingsforløbet forsøgte at lokke ligesindede med. Der er ændringer – såsom indeksering af børnepenge – der kan tilvælges af andre lande, men generelt fokuserer aftalen på at skabe en særstatus for Storbritannien.

Alligevel er dette en god aftale for hele EU. Det på trods af, at den kom i stand som resultat af, at Cameron tog unionen som gidsel, og på trods af at flere konkrete punkter er en svækkelse af de fælles regler. Men det er en god aftale alene fordi, det var nødvendigt at give Cameron en aftale med hjem, som han kan præsentere som en sejr.

Det er vigtigt, fordi det vil være katastrofalt for hele Europa, hvis briterne forlader samarbejdet.

Unionen har gennemlevet krise efter krise i de seneste år, og dens image som foregangsregion har i den grad lidt et knæk både internt og eksternt. Hvis unionen tilmed mister en af sine største økonomier, vil prestigetabet blive betydeligt større. Samarbejdet vil desuden miste en kritisk stemme, der allerede inden fredagens aftale var drivværket bag Kommissionens beslutning om at rense ud i al unødvendig regulering.

På den globale scene vil Europas stemme blive væsentlig svagere, hvis unionen mister et af de to medlemmer, der sidder i FN’s sikkerhedsråd, for ikke at tale om et af de få lande med reel militær styrke.

I værste fald vil brexit blive starten på en mere vidtrækkende opløsning af samarbejdet, hvis andre lande bliver inspireret til at forlade det.

Af disse grunde – og mange flere – er det afgørende at bevare Storbritannien i EU, og det var den erkendelse, der fik de nok så irriterede EU-kolleger til i sidste ende at gå med til mere, end de ønskede.

Lad os håbe, at David Camerons nye pro-europæiske selv vil kunne overbevise de skeptiske briter om, at EU-medlemskab faktisk styrker Storbritanniens suverænitet i en globaliseret verden ved at give landet indflydelse på grænseoverskridende udfordringer som klimaforandring, multinational skatteunddragelse og migration – forhold, de ikke vil kunne løse alene med nok så mange rent britiske love.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mette Rodgers

Blæse nu være med om EU lider et prestigetab.

Og overfor hvem skulle vi lide det prestigetab?
Putin er jo den nærmeste, og han regner i forvejen ikke EU for noget som helst, så det gør ingen forskel.

Vi skal heller ikke blande UK's militære styrke ind i Brexit eller ej.
Militære spørgsmål behandles som bekendt i Nato.

EU har ingen militær arm af nogen som helst betydning - og fint med det.