Leder

Lidt for fleksibelt

Debat
12. februar 2016

Vrede og forargelse. Det var reaktionen fra de offentligt ansattes fagforeninger, efter at deres arbejdsgiver, staten, pludselig sidste fredag gav sig selv retten til at skubbe nye ansatte rundt i landet.

Dagbladet Politiken beskrev i går på sin forside forringelsen af de statsansattes vilkår. En forringelse, som dog heldigvis blev kaldt tilbage, efter at protesterne rejste sig. Men måske kun midlertidigt. Det vides stadig ikke.

Kupforsøget foregik, uden at der var forhandlet med de ansattes organisationer. Der blev uden varsel udsendt et statsligt cirkulære, der bestemte, at nyansatte skulle skrive under på, at de har forflyttelsespligt over hele landet.

Hvis de siden nægtede at flytte, kunne de miste retten til lønforsikring, fratrædelsesgodtgørelse og dagpenge. Bag cirkulæret stod statens personalekontor, der bærer det orwell’ske navn Moderniseringsstyrelsen.

Moderniseringsstyrelsens styrende minister er finansminister Claus Hjort Frederiksen. Forsøget på at tromle de ansatte kan ses som en del af Venstre-regeringens forsøg på at presse udflytningen af statslige arbejdspladser igennem.

De faglige organisationer har, siden de blev bekendt med cirkulæret, været i gang med at undersøge, om der er juridisk belæg for statens ensidige forringelse af medarbejdernes vilkår. Ifølge professor i erhvervsret ved Aarhus Universitet, Ole Hasselbalch, er det særdeles tvivlsomt. Til DR sagde Hasselbalch: »En så usædvanlig ordning som den, vi her taler om, strider efter min opfattelse mod, hvad fagforeningerne med rette kan forvente, at vilkårene for ansættelserne er.«

Selvgode og pylrede. Det er utvivlsomt de betegnelser, som regeringen og dens udflytningsstøtter i Folketinget vil sætte på de statsansattes indvendinger. Vi skal alle være »fleksible og omstillingsparate« – ikke sandt? Åh jo, men så fleksible og omstillingsparate er Venstre-ministrene heller ikke, at de flytter sig selv og deres ministerkontorer frit rundt omkring i landet. De bliver i rigets hovedstad og vil begrunde det med, at de dagligt skal kunne stå i tæt mødeforbindelse med hovedstadens andre beslutningstagere og medierne.

Det er påfaldende ved udflytningerne, at de navnlig rammer styrelser, som Venstre ikke bryder sig om eller er ligeglad med. Beklageligt, at et folketingsflertal ikke har fået gennemført et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at fremlægge et sagligt grundlag for udflytningerne – og et realistisk skøn over deres omkostninger, i kroner og øre, jovist, men også i faglig kvalitet.

Ministerier som f.eks. Miljøministeriet har haft en velfungerende indretning af sin faglige efteruddannelse: De unge ansatte har i de første mange år af deres ansættelse skullet rotere mellem ministeriets forskellige styrelser og institutioner samt ministeriets departement.

Stillingsskiftet er sket hvert andet-tredje år og har sikret bredde og overblik. Med Moderniseringsstyrelsens nye cirkulære måtte man fremover frygte, at en fortsættelse af en sådan rotationsordning i eksempelvis Miljøministeriet ville betyde, at ministeriets ansatte hyppigt skulle flytte mellem en miljøstyrelse i Slagelse, en naturstyrelse i Randbøl, et hus med klagenævn i Viborg og ministeriets tilbageværende afdelinger, herunder ministerdepartementet i København.

Den slags er svært foreneligt med et stabilt familieliv – og helt umuligt, hvis begge ægtefæller er ansat i omkringflyttende statsstillinger. Hertil kommer den skade, det volder på et ministeriums oplevelse af fællesskab, at kollegiale møder kræver mindst halvdagsrejser.

Glædeligt er det derfor, at Moderniseringsstyrelsen i aftes på sin hjemmeside i en kortfattet pressemeddelelse bekendtgjorde, at den trak cirkulæret tilbage som følge af, at der fra flere sider var »rejst spørgsmål om visse juridiske aspekter«.

Spørgsmål, som jo først dukkede op efter, at cirkulæret var udsendt, fordi de ansattes organisationer ikke var taget med på råd. Samtidig lod styrelsen dog forstå, at tilbagetrækningen ikke nødvendigvis var endegyldig, men snarere skete for, at den kunne »undersøge disse spørgsmål nærmere«.

Man må nu håbe, at Claus Hjort Frederiksen og hans moderniseringsstyrelse besinder sig og lægger planerne definitivt i graven. Det pinlige forløb kan så tjene som en påmindelse om, at ansattes vilkår er noget, man her i landet går i dialog om med de faglige organisationer og ikke selv fastlægger efter forgodtbefindende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her