Regeringsmagt, brugt, brugt & misbrugt

LEDER
27. februar 2016

En dreven udøver af regeringsmagt. Det er partiet Venstre. Partiet har siden 1982 været med i regeringer i 22 år. Sølle 12 år er, hvad Socialdemokraterne og Radikale Venstre er nået op på inden for samme tidsrum. Venstre véd meget om, hvad regeringens magt kan bruges til – og har nok også udviklet fornemmelser af, hvordan den magt kan skubbes til den yderste kant og måske et nøk til.

Derfor var det beroligende, da Lars Løkke ved dannelsen af sin smalle Venstre-regering i juni 2015 forsikrede:

»Jeg er meget ydmyg over for den opgave jeg har fået. Jeg er meget bevidst om, at Venstre ikke har haft verdens bedste folketingsvalg.«

Lars Løkke sagde, at det var vigtigt, at hans regering havde opbakning fra sine støttepartier. Hertil føjede han: »Men det er også vigtigt for mig, at det bliver en regering, der kan samarbejde bredt i Folketinget.«

Sådan er det ikke gået. Absolut ikke. Løkkes regering har jævnt hen trådt på sine støttepartier, provokeret oppositionen og udvist larmende mangel på ydmyghed. Løkke-regeringen lader hånt om flertal i Folketinget, og den tramper på regeringsmagtens modbalancer: Ombudsmanden, nedsatte kommissioner, embedsmændenes faglighed, eksperters råd og EU’s fastholden af gældende europæiske regler.

Med Løkkes aktive deltagelse i gennemtromlingen af landbrugspakken er han fræset hen over oppositionen, sit konservative støtteparti, centraladministrationens embedsmænd, regeringens videnskabelige rådgivere og EU’s miljøforvaltning.

I går tilføjede regeringen endnu en forhånelse af Folketingets flertal. Justitsminister Søren Pind erklærede fra talerstolen, at regeringen ikke er indstillet på at efterkomme vedtagelsen af et beslutningsforlag fra Liberal Alliance om at udlevere den nedlagte Irak- og Afghanistan-kommissions sagsakter. Et stort flertal i Folketinget støtter Liberal Alliances forslag, som også De Konservative er med på. Venstres vægring bekræfter, at Venstre har stor angst ved at lade offentligheden få indsigt i krigsgrundlaget og -førelsen, herunder daværende V-statsminister Anders Fogh Rasmussens forhåndsløfter til USA’s høge. Rædsel for at afsløre sig i skandaler er ikke en grundlovsmæssig begrundelse for en regerings nedgøring af Folketinget.

Magtmisbrug har også måttet påtales af Folketingets Finansudvalg. I går kunne netavisen Altinget oplyse, at et folketingsflertal af S, Enhedslisten, Alternativet, R, SF og K har valgt at give regeringen endnu en næse for at lade hånt om et flertal i Folketinget, der ville droppe regeringens besparelser på 1,4 milliarder kr. af udviklingsbistanden i 2015. De Konservative afstod fra at stemme imod et beslutningsforslag herom. Derved vandt det flertal. Det blæste regeringen på – under henvisning til, at den ikke er forpligtet til at efterkomme beslutningsforslag. Arrogancen har allerede indbragt udenrigsminister Kristian Jensen en alvorlig påtale fra Folketingets Udenrigsudvalg.

Venstres foragt har også været rettet mod Folketingets Ombudsmand. Da Ombudsmanden i december sidste år konkluderede, at teksten i regeringens skræmmeannoncer mod flygtninge »ikke er retvisende«, svarede udlændinge- og flygtningeminister Inger Støjberg kæphøjt: »Jeg er ikke enig med Ombudsmanden. Hverken i hans vurdering eller den kritik, han giver.« Støjberg bebudede, at hun vil køre videre med sine skræmmeannoncer. Hermed sætter Venstre ny dansk standard for sjofling af retssikkerhed. Det har aldrig været Grundlovens mening, at ministre skal i polemik med Ombudsmanden. Meningen er, at ministre skal rette sig efter hans kritik.

Og hvis ministre ikke gør det, hvad så? Så skal Folketinget vælte den minister, der ikke følger ombudsmandskritikken. Ligesom Folketinget må forsvare sig ved at blive trampet på ved at afsætte den eller de ministre, der tramper. Om nødvendigt hele regeringen.

Det er dér, svigtet også ligger: Folketinget viger tilbage fra at tvinge regeringen til respekt for folkestyret. På den presseoptræden, hvor Lars Løkke i onsdags søgte at spille stærk mand over for De Konservative, udtrykte Løkke bekymring over »den præcedens«, som afsættelsen af Eva Kjer Hansen ville indebære. Det er nogle langt mere farlige præcedenser, Løkke og hans regering er ved at skabe. Kun Folketinget kan standse dem.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Egentlig ikke en gennemtænkt artikel ?

Hvis et flertal i vores demokratisk valgte Folketing ønsker det, kan det på et hvilket som helst tidspunkt fjerne en minister eller vælte en regering - og der behøves ikke anden begrundelse, end at man har "mistillid" (- årsagen til mistilliden er ligegyldig og uden relevans.)

At man tør sætte spørgsmålstegn ved "autoriteter" er vel en styrke i det danske demokrati - også når spørgsmålstegnet sættes ved de "hellige" autoriteter som folketing, ombudsmand, domstole, journalisterne, statsrevisorerne, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Green Peace o s v

Artiklens udmærkede og anerkendte forfatter, debattør m v har ikke helt vænnet sig til, at INTET er hævet over kritik og modsigelse - det var det i de "gode gamle dage" , hvor præster og andre "standspersoner" , kongehus m v var de facto "ukrænkelige".

Kære lederskribent - vi lever i år 2016 og mangelen på "ubegrundet, kadaveragtig, sædvanemæssig respekt" for verdslige og religiøse autoriteter og institutioner bliver heldigvis bare større og større.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Robert Kroll

Ét er, at alting principielt er kritisabelt - også samfundets institutioner og Grundloven. Noget andet er, om man tilsidesætte regler efter forgodtbefindende. Det er det, David Rehlings artikel handler om.

Regeringen har ret til at være uenig i den opfattelse, som folketingets flertal giver udtryk for. Men hvis den anfægter folketingets autoritet til at kontrollere regeringen, har den overskredet sine beføjelser. Og hel galt bliver det da, når f.eks. Søren Pind fra folketingets talerstol forsvarer regeringens tilsidesættelse af folketingsflertallets mening ved at henvise til, at Højesteret på et tidligere tidspunkt har underkendt en folketingsbeslutning.

Ufatteligt, at en jurist ikke kender princippet om magtens tredeling (eller lader som om det ikke eksisterer).

Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Mihail Larsen og Poul Brunshøj.

Hvis et regeringsparti tilsidesætter grundloven, så kan folketinget smide regeringen ud - og det kan folketinget i øvrigt også selv om grundloven ikke er krænket.

Hvis folketinget ikke "gider" reagere på en provokation fra en regering, så er det ikke regeringen, der skal kritiseres, men folketinget (- måske ønsker flertallet i folketinget af uransagelige grunde ikke at gøre andet end at lave "støj").

Den "stærke mand/kvinde" har reelt ikke en chance i folketinget uden et flertal bag sig - ryger flertallet, så er styrken væk - og man er kun stærk i et demokrati, hvis man følger folkets flertal.

M h t magtens tredeling, så mener jeg, at der for en del år siden blev lavet en afhandling, der viste, at folketinget på visse områder via udvalg havde tiltaget sig udøvende beføjelser - tredelingen er vist reelt blevet en "sigtelinje" mere end et helligt princip.

Montesquieus tredelings-princip fra 1700 tallet passede til en mere enkel og meget mindre reguleret samfundsform, end den vi har idag.

Det kan ud fra en pragmatisk betragtning være fornuftigt i en række tilfælde , at koble lovgivende og udøvende beføjelser sammen hos samme personkreds (folketingsmedlemmer) . Og reelt holder den lovgivende magt jo den udøvende magt i "ørene" , så den lovgivende magt kan altid "køre rundt " med den udøvende magt efter forgodtbefindende - og det vel særdeles demokratisk ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Rehlings leder er en fin opsummering af Lars Løkke-regeringens dybt anløbne karakter.

Respekt for de konservatives vedholdenhed i deres kritik af Kjer Hansens ledelsesstil, men absolut ingen respekt for samme partis tilslutning til en lov, baseret på et beslutningsgrundlag, der i den grad har vist sig at tilsidesætte al tilgængelig ekspertise og faglighed.

Manipulation af data er tilladt, sålænge det bare ikke opdages!
Folkestyre i karikeret udgave: Man forstår, at det reelt betyder styring af folket.

Brugerbillede for Kirsten Svejgaard

Når en regering gang på gang ignorerer et folketingsflertal, er der så ikke tale om et statskup? Har folketinget i den situation ikke pligt til at afsætte den? Og hvorfor gør folketinget ikke det? Er man blevet så sammenspiste og gode venner i årenes løb, at man ikke kan finde ud af at sætte hårdt mod hårdt, eller er man bare bange for at miste egne 'taburetter', hvis man skal ud i et nyvalg, før man er nødt til det? Det vækker mange spørgsmål, at en regering får lov at tromle så skamløst og brutalt hen over alt og alle.

Brugerbillede for Mads Berg

Der er ikke i nærheden af at være fortilfælde i det danske demokratis historie, hvor en regering i så mange tilfælde udviser aktiv foragt for folkestyret.

Og der er vel at mærke tale om en meget lille mindretalsregering, der ledes af et individ, der før han satte sig i statsministerstolen havde udtalt: 1) Jeg vil ikke være statsminister for enhver pris, 2) Jeg vil gå til opgaven med stor ydmyghed.

Brugerbillede for Kirsten Kathrin

Er lidt rystet over, at det menneske der kalder sig landets statsminister, kryber i skjul når der opstår problemer.
Der opstår et problem i fødevare- og miljøudvalget, så sender Løkke et Tweed med en trussel om valg. Så hører ingen fra ham før 17 timer senere.
Så skal der holdes et møde med partilederne, og her lister Løkke så ud af bagdøren til statsministeriet.
Da vi så får at vide, at Eva Kjær Hansen har "trukket" sig, så starter en gemmeleg igen, men pludselig toner Løkke frem i en forpjusket udgave, og prøver at fortælle om forløbet.
Løkkes tilgang til os borgere foregår på Facebook og Twitter, så snart der er problemer, det er ikke i orden. Mange ældre mennesker er ikke på disse medier, men dem er Løkke åbenbart ligeglad med.
Lad os få en statsminister der står frem og fortæller os hvad der sker, og ikke det luskeri vi nu er vidner til.

Brugerbillede for Jesper Frimann

Problemet ligger i at folketinget har fået for meget magt. De lever i en boble.. I en virkelighed hvor der bliver gjort ekstra rent, malet og de ikke rare ting fejes ind under gulvtæppet når de kommer på besøg. Man har også en 'ingen over folketinget' holdning. Et folketing flertal vedtager rask en lov der strider mod konventioner, basale grund ideer i grundloven hvis man med spidsfindigheder ikke ordret kan finde at det er ulovligt.
Efter min mening er vi på vej mod diktatur hvor tre indspiste klubber gør som de vil, med et villigt stats apparat der med jernhånd spiller befolkningen ud mod hinanden.

//jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Bill Atkins: "Folket har selv villet det sådan."
Nu har vi altså en mediedækning herhjemme, som det er svært at finde sin lige andre steder, når det gælder énsidig borgerlig påvirkning. Får man alene sine informationer fra sådanne medier, skrevne og elektroniske, har man jo ikke en levende chance for at forholde sig kritisk til, hvad der foregår på Chr.borg og andre steder, hvor der træffes politiske beslutninger i dette samfund.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Jesper Frimann: "Problemet ligger i at folketinget har fået for meget magt."

Beklager, men stort set al politologisk forskning herhjemme siden slutn. af 1970'rne er nået til den modsatte konklusion: Folketingets indflydelse er reduceret i forhold til embedsværket.
Folketinget har hverken de tilstrækkelige ressourcer eller den tilstrækkelige tid til selvstændigt og kritisk at efterprøve de mange udspil og lovforslag, der udgår fra centraladministrationen. Og de myndigheder, der kontrollerer embedsværket på folketingets vegne, dvs. ombudsmanden og rigsrevisionen, har heller ikke muskler nok, bl.a. fordi de mangler sanktionsmuligheder overfor embedsværket. Det gælder især især ombudsmanden.

På disse punkter afviger Danmark fra mange andre lande i vores nærhed - sikkert fordi den politiske kultur herhjemme hidtil har hvilet på en høj grad af tillid. Men det er tydeligvis en saga blot, i hvert fald siden Anders Foghs statsministertid, hvor flere venstreministre har sagt skråt op til ombudsmandsafgørelser, der er gået dem imod. Seneste eksempel er Inger Støjberg.

Linket, helt aktuelt, peger på de betænkelige konsekvenser set fra et demokratisk synspunkt ved denne udvikling http://www.altinget.dk/artikel/146404-forlig-fortraenger-folketingsbehan...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann

@Olav Bo Hessellund
Er det ikke lidt en stråmand du er ude i der ?
Underbygger pointen i artiklen du linker til, ikke netop min påstand ?
At vi har en lille gruppe af folk (parti toppen) i 3-4 partier, der mere eller mindre fremmer en politik, der er mere eller mindre den samme farve af brun. Og at det er så dejlig nemt for embedsværket for de kan jo så bare styre efter denne brune farve af politik.
Desuden er der ikke stor forskel på de øvre lag i mange af partierne og ministerierne. De har de samme uddannelser, taler det samme sprog, har den samme begrebsverden og går rundt den samme boble. Desuden er der så typisk også en del (især mange af de successfulde) der har arbejdet begge steder.
IMHO er der en grund til at Magrethe Vestager blev så magtfuld en politiker, hun var embedsmand i fem år, før hun kom ind i folketinget.
Den menige politiker har ikke meget at skulle have sagt. Det er basalt bare stemmekvæg, der har at stemme efter elite partitoppens siger man nu skal stemme.

// Jesper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Jesper Frimann: Når en stadigt mindre kreds af personer bestående af partiledere, ledende embedsmænd og evt. en snæver kreds af organisationsrepræsentanter bag lukkede døre træffer de reelle beslutninger FØR et lovforslag fremsættes, kan man vel ikke samtidig påstå, at folketinget har fået for meget magt, som du gør.

Størstedelen af folketingsmedlemmerne er jo i så fald sat uden for den indflydelse, den normale lovproces ellers ville give dem (tre behandlinger i folketinget og mellemliggende udvalgsbehandlinger). Og konsekvensen bliver, som hævdet i artiklen af Pernille Boye Koch, at "Behandlingen i folketingssalen får af naturlige årsager en mere rituel karakter".

anbefalede denne kommentar