Leder

Sandhedens time

Debat
4. februar 2016

Der er ingen vej uden om det: David Camerons ’genforhandling’ med Bruxelles har produceret en gang stinkende gylle.«

Leder i The Sun

Den britiske premierminister, David Cameron, har næppe nydt morgenavisernes dom over EU-præsident Donald Tusks forhandlingsoplæg til en aftale mellem EU og Storbritannien.

En aftale som Cameron selv i rosende vendinger tilsluttede sig tirsdag med tilføjelsen, at han – hvis teksten bliver godkendt af de øvrige 27 EU-lande senere på måneden – vil have levet op til de løfter, han gav briterne i partiets valgoplæg.

Læs også: En luns til alle

Han er ikke alene. Pro-europæiske Labour og Liberaldemokraterne har for eksempel valgt at ignorere detaljerne og bakke op om udkastet til en aftale. Derimod stod det onsdag morgen klart, at hovedparten af de britiske aviser såvel som mange i Camerons eget konservative parti ikke er overbevist af aftalen.

»Ingen af disse ændringer kommer tæt på at være de fundamentale ændringer, vi lovede offentligheden,« sagde f.eks. tidligere forsvarsminister og ærke-EU-modstander Liam Fox.

Store dele af særligt den britiske tabloidpresse var helt enig i den dom.

»EU-aftalen er en vittighed,« lød Daily Express’ overskrift.

»Den store illusion,« kaldte Daily Mail aftalen, mens The Sun stemte i med spørgsmålet: »Hvem tror du, at du narrer, Cameron?«

Det, som aviserne er fortørnede over, er, at David Cameron lader som om, at han dels har fået det, han krævede; dels at han påstår, at den såkaldte ’nødbremse’ vil løse landets migrationsproblemer, når virkeligheden på begge punkter er en helt anden.

I det har aviserne unægtelig en pointe. Hvad end man mener, at der er tale om en god eller en dårlig aftale, så er den et godt stykke fra Camerons tidligere bombastiske løfter til briterne.

Blandt Camerons mange løfter er bl.a. ét fra 2014 om en traktatændring inden folkeafstemningen. Senere samme år lovede han et øvre loft for antallet af EU-migranter. I 2015 krævede han, at EU-migranter skulle have et job, før de fik lov til at komme til landet. Og siden har han lovet at fjerne offentlige løntilskud for EU-arbejdere i fire år.

Han fik ingen af delene. Det, som i Tusks udkast beskrives som en ’nødbremse’, viser sig at være en bremse, hvis aktivering skal godkendes af de øvrige 27 lande, og som betyder, at EU-borgere gradvist vil optjene tilskuddene over de fire år.

Påstanden om, at dette tiltag vil afskrække mange fra at komme til landet, er på samme måde yderst tvivlsom – og en påstand som The Sun for eksempel ikke køber. Avisen mener, at Cameron alene har fremsat kravet om et stop for velfærdsydelser, fordi »han vurderede, at de provokerer vælgerne mest«, og ikke fordi de i udgør »en magnet« eller »væsentligt vil reducere tilstrømningen«.

Denne forskel mellem reelle problemer og reelle løsninger frem for David Camerons opdigtede problemer og påståede, udokumenterbare løsninger er ja-kampagnens store svaghed.

Cameron har, siden han kæmpede om formandsposten i det konservative parti, lovet mere på EU-området, end han har kunnet levere. Og det, han har leveret, har skadet landet – bl.a. hans beslutning om at trække sit parti ud af den toneangivende borgerlige EPP-gruppe i Europa-Parlamentet, som diplomater mener har kostet landet indflydelse.

Godt nok blev Cameron formand og siden premierminister; det lykkes ham at holde UKIP og sit EU-kritiske bagland i skak og sikre sejren ved valget i 2015, men den seneste pris for premierministerens personlige succes er, at han har sat landets EU-medlemskab på spil i en folkeafstemning. Medlemskabet er tilmed i forløbet blevet viklet ind i dette net af påståede problemer og løsninger, som har meget lidt med virkelighedens verden at gøre.

Nu er sandhedens time imidlertid kommet. Frem for løfter og påstande foreligger der sort på hvidt et kompromisforslag fra Tusk. Og det står smerteligt klart, at Cameron ikke vil slippe afsted med at »spinne« sig til sejr i den kommende folkeafstemning ved at puste de vundne reformer op til mere, end de trods alt er.

David Cameron bør for en gangs skyld lytte til landets tabloidaviser og tage befolkningen seriøst ved at argumentere oprigtigt for, hvorfor han mener, at det er i Storbritanniens interesse, at forblive medlem af EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som rig og let forsvarlig østat, i nær afstand til et stort kontinent, befinder England sig i en unikt favorabel strategisk situation - på verdensplan er der kun ganske få lande der nyder samme enorme geografiske fordel. USA, Canada og enkelte andre.
I svær kontrast hertil er livet som nation, på et strategisk ekstremt kompliceret og traditionelt konfliktfyldt kontinent.
Af denne årsag; radikalt forskellige strategiske betingelse, har England helt andre behov og ønsker til det europæiske fællesskab end vi andre.
Som alle medlemmer skal England tilgodeses i hensigtsmæssig udstrækning, men det vil være ekstremt farligt og nedbrydende for fællesskabet hvis vi tillader at England plejer egne interesser så hensynsløst som det nu foreslås.

Hvis ikke de besinder sig vil det være en klar fordel, i hvert fald for Europa, hvis de melder sig ud.
Det vil være et savn og et sørgeligt tilbageskridt. Men selv briterne, der ofte virker ret sløve i optrækket, kan med tiden blive klogere.

Torben Lindegaard

@Gorm Lerche

Synes du Donald Tusks forhandlingsoplæg til en aftale mellem EU og Storbritannien giver briterne så meget, at man ligefrem kan tale om "at England plejer egne interesser så hensynsløst som det nu foreslås."??

Det er nemt at blive noget så irriteret på Storbritannien - i Margaret Thatchers tid kunne det slet ikke undgås - men Donald Tusk forslag er vel til at leve med for os andre.

Torben Lindegaard,
Fair nok - det var hårdt formuleret, hvis vi primært taler om den aftale Cameron og Tusk fik skruet sammen.
Når jeg alligevel er ret træt af England er årsagen, at selv denne aftale udtrykker en bekymrende grad af egoisme og ligegyldighed overfor det fællesskab, der har givet samtlige europæiske lande og befolkninger så enorme fordele. En udvikling vi desværre også ser herhjemme.

Jeg vil medgive at Cameron tilsyneladende er fanget som en lus mellem to negle; henholdsvis det åbenlyse behov for styrke og videreudvikle det europæiske samarbejde, og den hjemlige vækst af populistiske og nationalistiske vælgergrupper.