Skarpe skillelinjer i amerikansk politik

Republikanske vælgere er vrede på deres ’magtesløse’ partiledere i Washington, D.C. og ængstelige over et USA, hvis etniske og kulturelle forandringer under en sort præsident de ikke længere kan identificere sig med.

Demokratiske vælgere er frustrerede over dollarmilliardærers stigende politiske indflydelse i valg og i Kongressens lovgivning, den store indkomstkløft mellem de hovedrige og middelklassen samt en levestandard, der står stille eller falder.

Læs også: Trump lider ydmygende nederlag i Iowa – dødt løb hos Demokraterne

Det er grunden til, at protestkandidaterne Ted Cruz og Donald Trump vandt mere end 50 pct. af stemmerne i det republikanske partivalg i Iowa, og årsagen til at demokraten Bernie Sanders kun knebent blev slået af favoritkandidaten Hillary Clinton.

Præsidentdysten i 2016 er i sin startfase blevet et ekstraordinært protestvalg. På den ene side har vi et flertal af republikanske vælgere, næsten alle hvide og over 40, der vender ryggen til deres land. De har svært ved at leve med homoægteskab, fri abort, ligestilling for kvinder på arbejde og i politik, immigranter, der tilfører ny kultur til den multietniske amerikanske smeltedigel, og mindretal, der inden for få årtier vil udgøre et flertal af befolkningen. Mere præcist ser de for sig et USA, hvor alle de brune og sorte ansigter snart vil have nok stemmer til at tilsidesætte deres interesser.

Protestrøsten på den anden side er af en anden karakter. Hos demokraterne er der ingen nævneværdig uenighed om alle livsstilsforandringerne og det ønskværdige i at skabe et sammenhængende multietnisk og multikulturelt samfund. I stedet er et længe ulmende opgør i gang om partiets kompromissøgende økonomiske og sociale politik.

Moderate demokrater som Hillary Clinton og hendes mand, Bill Clinton, står i sin essens for en politik, der søger at bygge bro mellem på den ene side liberale og fremadskuende bankfolk på Wall Street og iværksættere i Silicon Valley og på den anden side moderate, progressive vælgere i middelklassen samt fagbevægelsen i den offentlige sektor og i mindre grad i den private sektor. I den forstand er Barack Obama arvtager til Bill Clintons midtsøgende linje, om end han har været en anelse mere progressiv på nogle områder og dygtigere til at få ting gennem Kongressen.

Læs også: Nordamerika: Hillary Clinton skruer bissen på

Bernie Sanders tror ikke på Clintons og Obamas brobygning. Han vil mobilisere en koalition af progressive unge og arbejderklassen (samt økonomisk frustrerede i middelklassen) mod Wall Streets, rige donorers og de store koncerners evne til at ’købe’ for dem gunstige valgresultater og lovgivning i Kongressen.

Det er dem, der ifølge Sanders modsætter sig sygesikring for alle amerikanere, gratis uddannelse på offentlige universiteter og betalt orlov under barsel og sygdom. Det er dem, der er imod en højere mindsteløn og som får gennemtvunget frihandelsaftaler i strid med industriarbejdernes interesse.

Det er ikke usandsynligt, at Sanders’ kan bygge en stor nok koalition af demokratiske vælgere til at vinde partiets nominering. Men det kræver, at han – ligesom Obama i 2008 – tiltrækker betragtelig støtte fra sorte og latinoer. Hvis disse vælgere forbliver loyale over for Hillary Clinton, taber Sanders.

Hos republikanerne er det sværere at forudsige udfaldet. Det skyldes den politisk ukendte Donald Trumps medvirken. Han tilhører ikke nogen bestemt fløj i partiet; tværtimod tiltrækker han støtte fra alle fløje – herunder Tea Party, de religiøse og de erhvervsvenlige moderate vælgere. Uden Trump ville den konservative og religiøse senator Ted Cruz have været den eneste protestkandidat, mens én af de fire andre – Marco Rubio, Jeb Bush, John Kasich eller Chris Christie – havde fremført sig som den moderate establishmentrepræsentant.

Det ville hurtigt kunne have forvandlet sig til en tomandsdyst. Men det sker næppe under primærvalget i New Hampshire næste tirsdag. Dog kan man forvente en udtynding af de moderate kandidater. Hvis Kasich og Christie ikke når op på mindst en tredjeplads, vil de på grund af mangel på midler være ude.

Bush vil derimod i kraft af sin kæmpe pengekasse kunne fortsætte et stykke tid endnu, selv om han kommer ind på en fjerdeplads. Den store ukendte variabel er, hvorvidt Trump forstår at lære af sit nederlag i Iowa og tilpasse sin strategi. Uden en sådan selverkendelse kan han meget vel blive en døgnflue i amerikansk politik.