Leder

Tyrkiet i totterne på USA om Syrien

24. februar 2016

Endnu en aftale mellem Rusland og USA om ’ophør af fjendtligheder’ i Syrien er skemalagt til fredag midnat. Igen med striben af forbehold, der i bedste fald vil resultere i en kvart krigspause: Islamisk Stat og den al Qaeda-relaterede al-Nusra Front vil fortsat være mål for luftangreb. Oppositionen gør opmærksom på, at den syriske præsident, Bashar al-Assad, skyder på alt, hvad der bevæger sig, og da al-Nusras militante ikke kan udskilles fra moderate oprørere i f.eks. Aleppo, hvor de kæmper side om side, giver forbeholdet reelt Assad carte blanche til fortsat terror mod oprørsstillinger og dermed civilbefolkningen.

’Ophøret af fjendtligheder’ – hvis det bliver til noget – skal efter en uge åbne for genoptagelse af Genève III-forhandlingerne, der kollapsede først i februar. Men først når FN, russerne og amerikanerne har sikret sig, at fjendtlighederne faktisk er ophørt.

Det sker næppe, men hvis det sker, står et spørgsmål tilbage: Vil Tyrkiet, der den seneste uge har bombet den syrisk-kurdiske ’Folkets Beskyttelses Styrke’ (YPG) – det syrisk-kurdiske unionsparti PYD’s væbnede arm – ophøre med at skyde på kurderne? Det har regeringen i Ankara ikke givet noget klart svar på, men et kvalificeret gæt er, at hvis YPG undlader at rykke videre mod vest for Eufrat-floden – præsident Recep Tayyip Erdogans ’røde linje’ – vil det tyrkiske artilleri være tavst. Derimod er der ikke udsigt til, at den stedse mere skingre uenighed mellem Tyrkiet og USA om Syrien vil forstumme.

Efter at en militant aflægger af PKK, ’Kurdistans Falke for Frihed’ (TAK), har vedkendt sig sidste uges terrorangreb i Ankara, der kostede 28 livet, har den tyrkiske regering øget presset på amerikanerne for at få dem til at droppe den politiske og materielle støtte til det syrisk-kurdiske YPG, der ifølge tyrkerne er lige så nært forbundet til PKK, som ’falkene’ i TAK. Og som fik en af Erdogans rådgivere, Şeref Makoç, til at hvæse, at »USA er gået i seng med skorpioner og slanger«.

Kammertonen blev dog holdt i en 80 minutters transatlantisk telefonsamtale, hvor præsident Obama medgav Erdogan, at Tyrkiet selvfølgelig har retten til selvforsvar, men også opfordrede ham til at udvise ’gensidig tilbageholdenhed’ i bombningerne af YPG. For bundlinjen er, at USA af egne sikkerhedsinteresser fortsat vil bruge YPG som ’en effektiv partner på jorden i Syrien’. Amerikanerne forstår, at Erdogan er ’bedrøvet’, og at hans premierminister, Ahmet Davutoglu, kommer op i falsetten med krav om »USA’s støtte som allieret uden hvis’er og men’er«. Det kan enhver forstå, også i Washington. Men det ændrer ikke, at der er modstridende interesser, og ikke kun i Syrien.

I den strategiske alliance med Tyrkiet, der med tyrkisk medlemskab af NATO fra 1952 var på USA’s præmisser, har der været en tendens til at overse, at landet i 2002 fik en islamistisk regering med absolut flertal, AKP, Retfærdigheds- og Udviklings Partiet. Udadtil ’værdikonservativt’, indadtil islamistisk, udadtil med en EU- og NATO-agenda, indadtil med en antivestlig dna. Og hele tiden med en leder, Erdogan, der kom fra den radikale fløj i det forbudte islamistiske parti, Refah (Velfærd), som AKP udsprang fra.

Med AKP fik tyrkerne både økonomisk og politisk selvtillid. Entusiasmen for EU-medlemskab var fra 2005 ikkeeksisterende, da islamisterne så Tyrkiet som den nye regionale sunni-stormagt i Mellemøsten, dramatisk illustreret af Erdogans verbale overfald på Israels Shimon Peres i Davos 2009, Mavi Marmara-flotillen til Gaza i 2010 og tyrkisk dissens i FN’s Sikkerhedsråd samme år med nejstemme til USA-ledede sanktioner mod Iran.

Modsætningerne skærpedes i 2013 med Barack Obamas afstandtagen til Erdogans voldelige reaktion på miljøstriden om Istanbuls Gezi Park, og Obama holdt helt op med at tale med Erdogan, som ellers havde været ’en af en håndfuld ledere’, han konsulterede.

I dag ser de forskelligt på Syrien, hvor tyrkerne prioriterer al-Assads fald og en inddæmning af kurderne, mens USA koncentrerer sig om at nedkæmpe Islamisk Stat med kurdernes hjælp – som meget vel kan indebære al-Assads overlevelse. Og hvad Erdogan ikke kan få ind i hovedet, er at USA viger tilbage fra at bruge sin militære magt i Mellemøsten. I hans optik er magtens natur at blive brugt. Især hvis magten er fuldkommen. Også i det stykke er han på kant med det moderne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu